I januar bekendtgjorde Bibelselskabet, at vi kan forvente en ny bibeloversættelse i år 2036. Og skønt jeg dermed allerede i årets begyndelse måtte se Kirke.dk’s profetquiz-trofæ glide mig af hænde, blev jeg glad og spændt.
For det fortsatte arbejde med oversættelse af Bibelen til alverdens modersmål er vigtigt og uden ophør. Det arbejde skal gøres for hver generation eller hveranden.
Straks hørte man røster i medier og kirkelige cirkler, der var imod — alt skal være, som det plejer. Men der var også mange, der udtrykte glæde over, at de nu kunne se frem til at få en bibel, de kunne forstå.
Men er forståelse overhovedet et væsentligt parameter for at kunne bruge og få udbytte af bogen?
En teologistisk fejlslutning
Nogle teologer er ikke i tvivl. Som professionelle "bibelforståere" har de gennem lang uddannelse opøvet evnen til netop at trænge ind i teksten, dissekere den, måske forstå den mere, end de fleste formår ved almindelig læsning.
En hurtig teologistisk fejlslutning kunne dermed være, at teksten skal gøres så umiddelbart forståelig som muligt.
Men hvad vil det i grunden sige at kunne forstå en bibeltekst? Og har det nogensinde i tekstens levetid og virkningshistorie været muligt for bibelens brugere at forstå den, som vi i dag forstår ordet forstå?
Jeg tror, det er vigtigt at holde sig for øje, at man ikke skal forstå Bibelen, som man kan forstå en knaldroman, en bog om økologisk havebrug eller en samlevejledning fra Ikea.
Naturligvis skal Bibelen genfortælles, fortolkes, og især læses op ved gudstjenesten for dermed fortsætte sit mægtige arbejde som Guds ord til Guds folk i tiden. Men forståelse i moderne forstand er ikke målet — og i nogen grad end ikke midlet.
Mon de forstod Grundtvigs salmer?
Det er samme argumentation, der kan ligge bag ønsket om nye salmer, fordi de gamle salmer er uforståelige, hvilket de sandt nok ofte kan synes at være. Men forstod de dannede kirkegængere i Vartov i 1840’erne Grundtvigs salmer?
Mit bud er et klart nej — de forstod ikke nødvendigvis mere (men måske noget andet), end vi gør i dag. Sommetider har man endda indtryk af, at poeten selv mister det klare greb om sine billeder. Men salmernes kraft er uforandret stor.
Jeg har i mange år arbejdet med at trænge dybere ned i netop Grundtvigs dybe poetik, så jeg forstår nok teksterne bedre end de fleste. Det giver mig en særlig tilfredsstillelse, men jeg er også blevet berøvet noget.
Jeg får ikke længere lov til til at sidde på kirkebænken, som da jeg var 15, og virkelig mærke dybt ind i hjertet, at Grundtvigs salmer i al deres skønhed måtte være udtryk for noget sandt, en sandhed som verden fornægter, men som rimer med hjertet.
Vi skal have nye salmer, men ikke for forståelsens skyld. De nye tekster skal digtes og synges, fordi de fortæller videre på Guds fortælling.
Bibelens tekster gør noget ved en
Det religiøse rum er ikke forståelsens rum. Det kan være en slagside ved det lutherske at gå sådan til sagen, men i grunden er det en misforståelse.
Hvis vi bevæger os væk fra prosateksten i Bibelen, over salmernes mere komplekse og lagdelte sprog og dybere ud i min professions hovedområde, musikken, så bliver min pointe måske tydeligere for de fleste.
Et stykke musik kan, uanset om det har tekst eller ej, være endog særdeles virkningsfuldt, meningsfuldt og forandrende for modtageren. Der findes næppe mange, der ikke kan huske en musikoplevelse, der "gjorde noget" ved dem.
Musikken forstås ikke. Den erkendes ikke. Den analyseres (normalt) ikke. Den er der, og mens den er, gør den noget ved os.
Sådan er det også med bibeltekster, som i sine mange genrer på forskellig vis har denne samtidige værensbegivenhed i sig, særligt når de læses som en del af gudstjenestens liturgi.
Her bliver teksten til Guds ord, der virker på det sted, hvor det lyder, og i de mennesker, der hører det, uanset om de forstår det eller ej.
Guds budskab er tilgængeligt for alle
Til syvende og sidst forstår vi jo hverken Bibel eller bekendelse. Det lykkelige menneske har fattet det med hjertet, men forstanden bringer os ikke tættere på saligheden.
Nej, Guds budskab til os er en hemmelighed. Den er blevet åbenbaret og er frit tilgængelig for alle, men den fortegner sig, hvis vi insisterer på forståelse.
Bliver Bibelen, salmerne og de andre kunstneriske, religiøse udtryk så virkningsløse, hvis man skærer dem ud i pap og går benhårdt efter det umiddelbart forståelsesmæssigt let-afkodelige?
Ikke nødvendigvis, for selv de helt simple ord og sætninger, kan rumme religiøs dybde og virkning. I Bibelen møder vi også udsagn af tindrende klarhed, men de er omgivet af tekst i forskellig genre og karakter, som efter min mening aldrig har været tænkt som forståelige, hverdagsnære udsagn.
Netop denne blanding og sammenvævning af det evige og det helt nære er måske i sig selv en af pointerne med det kludetæppe, vi kalder "Bibelen".
Mit håb for den danske kirke er, at vi må blive mere åbne for det uforståelige. At vi må hengive os til det, at vi må være og leve i det. Og med det.
