Formand: Provsten skal fortsat være præst halvdelen af tiden

Som nærmeste leder for præsterne, har provsten en meget værdifuld opgave at løfte. Derfor er vi nødt til at fokusere på, at denne ikke overbebyrdes med opgaver, der bedre kan varetages af andre professionelle

Tom Ebbe Jakobsen mener, at en provst skal være mindst 50 procent sognepræst. På den måde kan provsten fortsat kan have en finger på den pastorale puls.
Tom Ebbe Jakobsen mener, at en provst skal være mindst 50 procent sognepræst. På den måde kan provsten fortsat kan have en finger på den pastorale puls. Foto: Heiner Lützen Ank

Provstierne – herunder provsten – er en vigtig brik i det kirkelige landskab. Desværre er der i visse stifter en tendens til, at provstens arbejde som provst fylder så meget, at provsten kun er 25 procent sognepræst.

Jeg mener, at en provst skal være mindst 50 procent sognepræst. Det er således vigtigt, at vedkommende fortsat kan have en finger på den pastorale puls ved selv jævnligt at afvikle gudstjenester, begravelser, konfirmationer med videre.

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

For at sikre, at provsten så ikke overbebyrdes med opgaver, er vi nødt til at fokusere på, hvad der skal være provstens opgave, og hvad provstiudvalget – som provsten er forretningsfører for – skal have ansvaret for.

Det er en meget vigtig og værdifuld opgave, provsten har, som nærmeste leder for præsterne i provstiet. Det er en opgave, der fylder meget, og som provsten skal have tid til.

Regneark bør ikke høre til provstens opgaver

Provstens opgave i forhold til provstiudvalget er at være forretningsfører. Det vil sige at det er provsten, der sammen med en eller to sekretærer skal føre provstiudvalgets beslutninger ud i livet.

Her har provstisekretæren en meget vigtig rolle at spille, for jo mere professionel en provstisekretær er, jo mere kan provsten koncentrere sig om at være nærmeste foresatte for præsterne.

Til gengæld bør det ikke være provstens opgave at sidde med regneark og jonglere med tallene. Det er provstens tid for kostbar til, og det har provsten ikke nok professionel ballast til at kunne gøre. Provstiudvalget skal derfor sikre at der er professionelle økonomifolk ansat til at varetage denne opgave.

I det hele taget er det provstiudvalgets opgave at lede provstiudvalget. En provst bør ikke kunne vælges til formand for provstiudvalget, ligesom en biskop ikke kan vælges til formand for et stiftsråd.

Biskoppens beføjelser

Provstiudvalgene – som provsten er født medlem af og forretningsfører for – har et stort ansvar. Dette bør der tages højde for, så provstiudvalget serviceres af professionelle sekretærer og økonomifolk, ligesom det bør sikres, at der er den nødvendige HR-ressource til rådighed for provstiets menighedsråd.

Opgaven med økonomi og HR i de enkelte provstier rækker ikke til fuldtidsstillinger. Derfor kan to eller flere provstier med fordel indgå aftale om fælles ansættelse af professionel bistand.

Nogle af landets stifter er så store, at der kan være en tendens til, at flere af biskoppens beføjelser bliver henlagt til provsten. Det er jeg meget betænkelig ved, for dels er provstens ansættelsesgrundlag – med valg foretaget af menighedsrådene – ikke det samme som biskoppens, og dels er det ønskeligt, at menighedsrådene har et direkte samarbejde med biskoppen, når det for eksempel drejer sig om vejledning i forbindelse med præsteansættelser.

Velvidende, at det arbejdsmæssigt i den grad kræver sin person at være biskop, er stifternes størrelse vel passende. Nogle tiltrængte justeringer af stiftsgrænserne på Sjælland og Lolland kunne aflaste biskopperne i Helsingør og Roskilde.

Samtidig vil dette kunne sikre et arbejdsmæssigt grundlag for at opretholde Lolland-Falsters Stift, en arbejdsportefølje der i øvrigt er blevet yderligere reduceret, nu hvor biskoppen egenhændigt har frasagt sig sin del af tilsynet med præsterne i Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK).

Tom Ebbe Jakobsen er formand for Balle menighedsråd, medlem af Aarhus Stiftsråd og kasserer i Landsforeningen af Menighedsråd. Holdningerne og synspunkterne her er fremført på egne vegne.