Vi sad egentlig og skulle tale om energirapporter, men ret hurtigt kom vi i vores gruppe til at tale om noget helt andet.
Om arbejdet i menighedsrådet. At der er alt for mange og for tunge opgaver.
Vi var til formandsmøde i provstiet, og vi var delt ind i grupper for at udveksle erfaringer i forhold til energirapporterne og energisituationen i det hele taget.
Det var især to forholdsvis nye i menighedsrådet, som sukkede, og der var to pointer i deres udsagn, som siden har runget i mit hoved.
Den ene formand sagde:
”Da vi blev valgt til menighedsrådet, kaldte vi os ”de glade amatører”. Nu er vi bare amatører”.
Den anden formand, der havde fået en elregning på yderligere 100.000 kroner, sagde:
”Hvis jeg stadig er på arbejdsmarkedet ved næste valg til menighedsrådet, genopstiller jeg ikke”.
Og han fik straks opbakning fra den anden formand. Han ville også kun genopstille, hvis han havde forladt arbejdsmarkedet, for arbejdet i menighedsrådet tager alt for megen tid.
Professionalisme vægter
Begge udsagn satte sig ikke kun fast i min hukommelse. De vakte også genklang, for det var faktisk sådan, jeg følte, da jeg for elleve år siden trådte ind i menighedsrådet i Sdr. Bjert Sogn.
Ud over at jeg syntes, det kunne være svært at nå alle møder og udvalg ved siden af sit fuldtidsjob, var jeg helt overvældet ved tanken om, at vi var arbejdsgivere for kirkens medarbejdere. Ja, lige på nær præsten.
Umiddelbart lød det meget tilforladeligt at være kontaktperson, men det stod jo hurtig klart, at den bløde titel dækkede over en chefrolle med alle de forpligtelser og det store ansvar, der ligger i jobbet i forhold til gode arbejdsforhold for medarbejderne.
Min undren gik mest på, hvordan man i det 21. århundrede kunne sætte glade amatører til så vigtige opgaver.
Medarbejderne kan i 2023 med rette kun forvente, at en arbejdsplads kører professionelt, men i kirkens verden tillader man os amatører at have chefkasketten på. Er det rimeligt?
Selvfølgelig er det en kæmpe styrke at sidde som folkevalgt og være med til at lægge en retning for kirkeliv og aktiviteter, for bygninger og kirkegård, men der følger godt nok mange tunge arbejdsgiver- og kassereropgaver med.
Ofte når jeg i større forsamlinger gjorde indvendinger mod kirkens organisering, fik jeg et svar a la: ”Jamen, vi prøver også at finde nogle personer til menighedsrådet, som har erfaring med det (læs: økonomi eller ledelse) fra arbejdslivet”.
Fint nok, men er de svar ikke nærmest en halv indrømmelse? At det er bedst at få professionel erfaring frem for glade amatører ind i menighedsrådet, for så bliver arbejdet noget lettere.
”Og vi har det jo hyggeligt”
Om godt et år skal vi igen ud at finde kandidater til menighedsrådet. Nogle skal finde mange, andre er heldige og skal kun finde få. Det er ikke let, og det kan kun lade sig gøre ved at prikke folk, og det kan man godt – også uden, at man prikker Rip, Rap og Rup og dermed kun dem, man tror, man er enig med.
Men det er lige så sikkert som amen i kirken, at jeg vil stå og træde mig selv over tæerne, når de adspurgte udtrykker en vis skepsis, fordi der vist er en del arbejde i det der menighedsråd. ”Njarh, tjoh…. – men det er også spændende og interessant, og vi har det hyggeligt,” prøver jeg at forklare.
Først til sidst kommer det reelle svar: ”Jo, der er også en del arbejde, men man behøver jo ikke at begynde som formand, kontaktperson, kasserer eller kirkeværge”. Hos os er der så to menige pladser til overs.
Jeg er heldig at sidde i et provsti, hvor der er et regnskabskontor oprettet af de fleste sogne. Som et mindre sogn bruger vi det med stor glæde. Vi har ydermere det held, at der er ansat godt én personalekonsulent, der kan hjælpe med alt det tunge som for eksempel barsel, sygemelding, vikarer, konflikter.
Eftersyn
Men det burde ikke kun være de få provstier forundt. Sådan bør det være i alle provstier, og ikke nok med det. Vi bør også give kirkens organisering et grundigt eftersyn.
For eksempel: Hvorfor skal menighedsrådet dog tage sig af præstegården? Præsten er ansat af provsten, og derfor bør præstegården også drives og vedligeholdes af provstiet. I nogle provstier har man allerede valgt den ordning.
Flere burde følge efter. Så slipper vi også for at gå med rundt på provstesyn i præstegården, når folk fra provstiet og menighedsrådet skal tjekke præsteboligens tilstand – med mulighed for at spotte, hvor præsten stiller sine tøfler og sin tandbørste.
Nogle er glade for den tostrengede ledelse i kirkeverdenen, og man kan selvfølgelig vænne sig til meget, men vi kan også med fordel se efter andre muligheder for at overlade opgaver til de professionelle i provstiet og lade os menighedsrådsmedlemmer tage os af indhold og retning – så vi ikke bare er amatører, men også glade amatører.