Folkekirken er som folkets kirke en del af samfundet. Mange steder vises det blandt andet ved, at kirkerne indgår samskabelsesprojekter med kommuner og forskellige institutioner.
Samskabelsesprojekterne er en måde at fastholde kirkens relevans i samfundet, siges det. Det samme kan siges om mange andre af de aktiviteter, som finder sted i folkekirkens regi.
Når ordet ”relevans” nævnes, er det næste spørgsmål, hvad der menes med det. Består relevansen alene i, at man laver aktiviteter og projekter til fordel for samfundets borgere og dermed bidrager til at løse de samfundsopgaver, som findes i velfærdssamfundet?
Eller består relevansen snarere i noget andet? For man kan være så travlt optaget af projekter og aktiviteter, at man glemmer, hvem man er. I travlheden kommer man derfor til at gentage andre fortællinger, som findes i samfundet, men som ikke er kirkens.
En af disse fortællinger er den vitalistiske fortælling om, at livet er stærkere end døden.
Ved påsketid kan der derfor fra prædikestolene tales om opstandelsen som livets sejr over døden. Opstandelsen sammenlignes med naturen, hvor det spirer og gror efter vinterens mørke. Opstandelsen er den livskraft, der gennemstrømmer alt og som viser sin kraft påskemorgen. Den opstandne ligner her den livskraftige og veltrænede maskuline opstandelseshelt, der træder ud af graven, mens de kvindelige engle ser beundrende til.
Den vitalistiske fortælling er fortællingen om livets styrke. En fortælling, som dyrkes i sportens verden, i wellnessindustrien, i computerspil, adskillige Netflixserier og mange andre steder.
Opstandelsen handler ikke om, at livet er stærkere end døden
Vitalismen taler om livet som en kamp. I vitalismen er livet selvhævdelse og selvstændighed og viljen til sejr. Sundhed, trivsel og lykke er livets mål. Vitalismen taler altid abstrakt om livet og aldrig om det konkret levede liv.
Fortællingen er så stærk, at den selv i kirken folder sig ud påskemorgen med ordene: ”Livet er stærkere end døden”.
Men opstandelsen handler ikke om livets styrke. Opstandelsen er derfor ikke, at livet er stærkere end døden, men at Guds kærlighed er stærkere end døden. Opstandelsen er, at Guds kærlighed strømmer gennem den korsfæstede og gør konkrete menneskers liv nyt.
Man kan sige, at opstandelsen er, at Guds kærlighed gennem den korsfæstede kvalificerer livet og gør det til et andet liv, end det før var.
For det første er livet ikke længere noget i sig selv, men noget Gud giver i kærlighed. For det andet er livet ikke længere en abstrakt livskraft, men et konkret levet liv med en konkret fortælling.
Vitalismen taler om livets styrke, men kirken taler om kærlighedens styrke
Derfor taler evangelierne aldrig alene om den opstandne som helten, der viser sin styrke ved at overvinde døden. Evangelierne taler derimod om den korsfæstede, der møder konkrete mennesker på en måde, så deres liv bliver nyt og får en ny fortælling.
Maria Magdalene forlader kirkegården. Peter bliver tilgivet og rejser sig. Disciplene på vej til Emmaus vender om og går tilbage til Jerusalem. Sådan gør Guds kærlighed opstandelsen til mere end heltens opstandelse. Han gør den også til konkrete menneskers opstandelse.
Når folkekirken er en del af samfundet, er den således en del af et samfund med flere fortællinger om, hvad livet er. Den vitalistiske fortælling er her allestedsnærværende og vil på sigt måske ændre menneskers holdninger, måder at leve på og dermed samfundets indretning.
Folkekirken gør sig her ikke relevant gennem aktiviteter og projekter uden samtidigt at forholde sig til samfundets fortællinger. For aktiviteterne og projekterne er ligegyldige, hvis de fra kirkens side ikke insisterer på noget bestemt. Noget, som er selve kernen i det, kirken er her for.
Hvor vitalismen taler om livets styrke, skal kirken tale om kærlighedens styrke. Hvor vitalismen fremhæver helten, skal kirken fremhæve antihelten. Hvor vitalismen taler om sundhed og trivslen som livets mål, skal kirken tale om kærligheden og tilgivelsen som livets mål. Hvor vitalismen taler abstrakt, skal kirken tale konkret om livet.
Kirkens største opgave har således aldrig været at gøre sig selv relevant for relevansens skyld, men at tale stort om kærligheden i troen og håbet på, at Guds kærlighed er den dybe sammenhæng i alt.