Hvis du så DR-serien ”Syg ungdom” med Anders Agger, der besøgte det socialpædagogiske og miljøterapeutiske døgn- og dagtilbud Holmstrupgård, så blev du sikkert berørt over de unges historier.
Flere undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen og den seneste Skolebørnsundersøgelse (2022) viser, at mere end halvdelen af alle piger i 9. klasse er kede af det, i dårligt humør, nervøse, har hovedpine og svært ved at falde i søvn.
Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det ser ud for de konfirmander, der i denne tid konfirmeres og fejres.
Heldigvis er der flere institutioner og organisationer, der har tilbud til børn og unge med psykiatriske udfordringer, som i en periode af deres liv har behov for socialpædagogisk støtte.
Lang ventetid på støtte til pårørende
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, der arbejder både for mennesker berørt af spiseforstyrrelser eller selvskade og for deres pårørende, er et konkret eksempel.
Et er gode og relevante tilbud til de ramte børn og unge. Noget andet er tilbud til pårørende, der “ofte føler sig nedslidte, frustrerede, magtesløse, ensomme og endda skamfulde i kampen mod en spiseforstyrrelse eller selvskade, da det kan være svært at hjælpe den berørte” (fra Foreningens hjemmeside).
Det er mit indtryk, at der desværre også er lang ventetid til pårørendestøtte.
Her kunne den lokale folkekirke tilbyde diakoni ved at støtte og indgå i et partnerskab med for eksempel Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade med tilbud om lokale samtalegrupper for pårørende og afvikling af seminarer for pårørende med fagpersoner inden for spiseforstyrrelser og selvskade.
En pendant til sorggrupper
Jeg forestiller mig ikke nødvendigvis, at der etableres kirkelige samtalegrupper med præsten som samtalepartner for pårørende á la de sorggrupper mange præster allerede har. Det må bero på en lokal afklaring af ressourcer og kompetencer.
Jeg forestiller mig snarere, at den lokale folkekirke i et samarbejde med Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade – eller andre lignende organisationer, institutioner á la Holmstrupgård, kommunernes Børne og Ungeforvaltninger, Regionspsykiatrien, koordinerer og arrangerer tilbud til pårørende, som et supplement til de allerede eksisterende.
Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at behovet for flere lokale tilbud til pårørende er tilstede, og finder, at netop opgaver af den karakter sagtens kan være en skal-opgave i det lokale kirkelige diakoniarbejde, på samme måde som sorggrupper er det i dag.
Den lokale folkekirke kan på den måde være aktivt deltagende i samskabelsen af tilbud for pårørendegruppen og understøtte det samlede socialpædagogiske og miljøterapeutiske arbejde på institutioner som Holmstrupgård.