For nogle år siden fik vi i mit sogn en konsulent i menighedsrådet. Hendes speciale var at coache virksomheder i team- og ledergruppeudvikling.
Med de bedste intentioner lagde hun på det første menighedsrådsmøde i den nye valgperiode ud med at ville træne os i at skelne mellem rød og grøn lytning.
Jeg husker stadig den pinligt forlegne tavshed, der bredte sig rundt om bordet, inden forargelsen boblede over i rødglødende harme. Hvad bildte hun sig ind? At komme her og spille smart med sådan noget varm luft.
Ironisk nok udviklede det sig til et af de værste menighedsrådsmøder, jeg har oplevet i mine 30 år som præst. Og resten af den valgperiode blev det nærmest en dyd at overgå hinanden i rød lytning.
Mobning og krænkelser stjæler billedet
Jeg tænker, episoden meget godt indfanger, hvor svært det kan være at komme igennem med en nytænkning af samarbejdsformer og god ledelsesstil i folkekirken.
Trods utallige gode tilbud om kurser og øvelser med cases og samtalekort i det gode samvirke, der er strømmet fra både stifterne og Landsforeningen af Menighedsråd de seneste år, går det trægt med at komme videre i den proces at forebygge konflikter og tage sig selv alvorligt som en arbejdsplads, der ikke kan blive ved med at have så mange dårlige sager hængende over hovedet.
Efter offentliggørelsen af Kirkeministeriets store, landsdækkende undersøgelse af folkekirkens arbejdsmiljø, der kom for et par uger siden, var det igen historien om mobning og krænkelser, der stjal hele billedet. Kirkens ansatte føler sig mere mobbede og udsat for krænkende adfærd end på andre offentlige arbejdspladser. Og det er især menighedsrådet, pilen peger på.
Paradoksalt nok viser undersøgelsen også, at folkekirken overordnet set er en god arbejdsplads. Det fik desværre ikke så meget opmærksomhed. Medierne løb med historien om mobning, og kirkens folk løb med – og det er sådan set forståeligt nok.
Udbredt jobtilfredshed blandt kirkens ansatte
Men den gode nyhed i en tid, hvor der er kamp om at rekruttere ungdommen, er, at folkekirken faktisk opfylder mange af de krav netop den unge generation efterspørger i deres arbejdsliv: Mening, frihed og fleksibilitet.
Rapporten påviser en udbredt jobtilfredshed blandt kirkens ansatte. Man føler sig generelt både anerkendt og respekteret:
Over halvdelen af kirkens ansatte oplever at have indflydelse på deres arbejde. Fire ud af seks oplever stor frihed i planlægningen og udførelsen af deres arbejdsopgaver. Tre ud af fire oplever, at samarbejdet med kollegerne fungerer godt.
Ni ud af ti finder deres arbejde meningsfuldt. Hovedparten føler sig engagerede og motiverede og på en tilfredshedsskala fra 0 til 10 lander det på 7,9 – hvilket faktisk er lidt højere end landsgennemsnittet.
Der er altså meget at glæde sig over. Der er meget, der fungerer rigtig godt, og den historie fortjener at blive fortalt.
Sanktioner gør ikke menighedsråd mere motiverede
Derfor undrer det mig også, at den debat, der har rejst sig i kølvandet på undersøgelsen, igen slår ned på, at folkekirkens store problem er en systemfejl.
Det er som om, at hver gang der er kritik af folkekirken, bliver der trykket på en knap, og alle de sædvanlige agendaer bliver hevet ud af skabet og luftet: at folkekirkens flade, flerstrengede ledelse er håbløst forældet, og at menighedsrådene ikke magter deres opgave.
Lige så ærgerligt er det, at man fra kirkens side først og fremmest har svaret igen med at love bøllebank til de formastelige. Altså flere og hårdere sanktionsmuligheder, skærpet tilsyn med menighedsrådene og en større hammer i provstens værktøjskasse.
Men hvordan skulle det kunne ændre tonen i folkekirken? Hvordan skulle det kunne gøre menighedsrådene mere motiverede til at gå foran som et godt eksempel på en god omgangstone? Er det virkelig det bedste, vi kan komme op med?
Hvorfor ikke sigte på en kulturændring – med udgangspunkt i den ikke forældede, men faktisk ret moderne og spændende ledelsesstruktur, der gør folkekirken til noget særligt, og som vi måske stadig ikke har fundet ud af at udnytte det fulde potentiale af.
Friheden til at arbejde selvstændigt
Det er tankevækkende, at den udprægede grad af selvledelse, der kræves af kirkens ansatte, netop er det, der skaber stor arbejdstilfredshed.
Friheden til at arbejde selvstændigt uden en kontrollerende chef i nakken er med til at fremme glæden og stoltheden ved arbejdet. Ligesom mange andre virksomheder og institutioner i dag har fået øjnene op for, at mindre chef og flere beslutninger, der tages i fællesskab i de mindre arbejdsenheder, giver bedre arbejdsmiljø.
En god fremtidsstrategi ville være at holde op med at tale folkekirken ned og i stedet gå ind og arbejde videre med det, der er: en masse topmotiverede mennesker, der går glade på arbejde. Og en masse frivillige, folkevalgte, som har påtaget sig en stor og vigtig opgave med at have ansvaret for den lokale kirke i deres fritid.
Hvad er det helt grundlæggende, der går galt? Hvorfor begynder alle disse brave mennesker at mobbe og tale grimt og nedsættende til hinanden? Det gør man som regel af afmagt, frustration og rådvildhed. Når man er usikker på sin rolle og bange for hinanden og for ikke at slå til.
Ledelse er at bevæge sig sammen
Skal vi mobningen til livs, skal vi arbejde målrettet med at forandre hele forståelsen af, hvad det vil sige at arbejde i en kirke. Arbejde målrettet på fællesskabet, sammenholdet og respekten for hinanden.
Og det er altså noget, man kan lære – man skal bare finde de rigtige mennesker til at gøre det og lade det blive en integreret del af kirkens dagligdag. Og den proces begynder med at forstå til bunds, at ledelse er mere end formel magt.
Det handler ikke kun om, hvem der skal bestemme over hvem. Hvor meget præsten skal bestemme, og hvad menighedsrådet må blande sig i og hvornår skal provsten inddrages og så videre.
Ledelse er også at bevæge sig sammen. Ledelse er at få andre med. Ledelse er at forandre, inspirere og motivere. Ledelse er at kende sig selv og vide, hvad man selv er motiveret af. Ledelse er at være bevidst om, hvordan man virker på andre, hvordan man kommunikerer og hvordan man reagerer under pres.
Ja, ledelse er at holde op med at fnyse hånligt, hvis nogen vil lære dig at kende forskel på rød og grøn lytning.