Hvor udbredt er det at have elementer i sin teologi, som man finder radikalt udfordrende for ens egen dagligdags trivsel? Er det ikke, som om det nærmest er forsvundet?
Tidens løsen forekommer at være, at hvis man anfægtes teologisk, rekonstruerer man blot sit synspunkt, for teologi er menneskers forsøg på at gribe det ubegribelige, så vi er sat fri i vores kreative undersøgelse af religionens mulige betydningsuniverser. Og er teologi derfor egentlig ikke primært et spørgsmål om at bidrage til menneskets timelige trivsel?
Det er ikke alle steder, det er sådan. Jeg tilbragte en uge i begyndelsen af september i Israel. Her var det rørende at møde de ”messianske jøder”, som de kristne på de kanter kalder sig. Rørende fordi de betaler en akut pris for deres tro på Jesus af Nazareth som deres Messias.
Evangelisation
Her hørte det til normalen, at præster og kirkeligt ansatte udskammes af deres familier. At de udsættes for hærværk som graffiti eller får spredt affald i deres indkørsler. Alligevel fastholder de deres teologi om lovens opfyldelse i Kristus. Om bønnen til Jesus som Gud. Om nadverens rensende kraft og Guds uforskyldte nåde.
Det gav spontant stof til eftertanke at møde hverdagstroens konsekvenser blandt messianske jøder. Hvad er der i min teologi, som anfægter mig, og som jeg står i fare for at forlade af magelighedshensyn?
Jeg lavede en liste på en blok, som jeg skal spare offentligheden for. Men øverst, med versaler, stod der EVANGELISATION. Jeg har nemlig en spontan væmmelse over for det ord. Det gyser i mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft det sådan. Jeg er ellers vokset op i missionsforeningerne, hvor evangelisation var et plusord. Noget vi blev undervist i, inspireret til og delte erfaringer om. Men jeg har bare aldrig kunnet lide det.
Jeg har altid fastholdt det som et vigtigt element i min teologi, og jeg agter stadig at gøre det. Selvom det er hundesvært. Men jeg er måske også nødt til at tænke anderledes om det? Måske er problemet ikke ”elementets” tilstedeværelse i min teologi, så meget som det er motivationen for det? Jeg ved det ikke.
Det gode budskab
I sommerferiens læsning opstod der et tematisk mønster, som gav indspil til min sensommerrefleksion. Mens jeg selv fornøjede mig med at læse den fantastiske krønike “Et lille liv” af Hanya Yanagihara, læste jeg samtidig Enid Blytons gamle klassiker “De 5 på skatteøen” og Tove Janssons “Hvem trøster Knytten?” for mine bogglade piger.
I “Et lille liv” følger man fire venner i New York. På et tidspunkt siges det om én af karaktererne, at ”han oplevede den særlige glæde ved at se mennesker, han elskede, forelske sig i andre mennesker, han elskede.” Læg mærke til, at glæden er at være tredjepart!
I Blytons børnekrimi følger vi fire børns fælles eventyr, men også den psykologiske udvikling hos den besværlige Georg(ina), som vrangvilligt, men langsomt, begynder at forstå, hvad venskabet kan: ”For første gange begyndte Georg at forstå, hvordan det at dele en glæde kan fordoble glæden.”
Og det matcher jo nærmest en-til-en, hvad Jansson forsøger at lære os, når hun skriver om den triste knyt: ”For hvem skal trøste Knytten med, hvad alle andre ved: ’Det rare er kun rart, når man har en at dele med.’”
Den opmærksomme læser fornemmer nok, hvor vi er ved at bevæge os hen. Euangelion betyder jo ”godt budskab” eller måske endda ”glædeligt budskab”. Evangelisation er derfor at være sendebud for et godt budskab til andre mennesker. At Gud har grebet ind til frelse, og at denne frelse kan blive medmennesket til del ved omvendelse og tro.
Når det sker, får man lov til at være tredjepart ved at se, hvordan et medmenneske finder sammen med den, man selv er ”forelsket” i. Og man vil også opleve den lille boblende fornemmelse af, hvor skønt det er at dele det, man selv værdsætter højt. For det rare er jo kun rart, når man deler det med nogen.
Det vil nok altid være et besværligt element i min teologi, det her med evangelisation. Det ligger bare ikke til min natur. Men de skønlitterære brokker mindede mig om begrundelsen for evangelisationen. Det er ikke et trist forsøg på at proppe et verdenssyn ned i halsen på naboen, men en væsentlig del af menneskets grundglæde: At dele det, man selv holder kærest, med de mennesker man omgås.
Jeg tror, vi har brug for at have byggesten i vores teologi, som er en udfordring for os, og jeg tror også, at kirken i Danmark skal blive bedre til at italesætte begrundelsen for, hvorfor vi fastholder disse besværlige elementer.