Nu, hvor ferien er forbi og hverdagen med al dens hektiske aktivitet er gået igang igen, kan det være godt at tænke tilbage på, hvad sommeren bragte af indtryk. Og måske netop fordi det er hverdagen, der banker på, så bliver jeg mindet om de oplevelser, jeg fik på min første FDF-landslejr.
Her bygger man på ingen tid en hel by op i naturskønne omgivelser, hvor 10.000 børn og voksne over ti dage udlever en slags utopi, et alternativt samfund, en hverdag, der indeholder alle elementer af at bygge huse, købe ind og lave mad, arbejde, udforske og lære nye ting, optræde og underholde, synge sammen og reflektere over, hvad der er meningen med det hele.
Samtidig er det også altsammen et eksperiment, en leg, en udfoldelse af livet, sådan som vi kunne drømme om, at det var. For efter ti dage blev det hele taget ned igen, så alene træerne, bakkerne og søerne stod tilbage, som var det Edens have, der var blevet forvandlet til det himmelske Jerusalem, for derefter igen at vende tilbage til haven.
Man bliver mindet om Johannes’ Åbenbaring, da Gud præsenterer en ny klode i form af en by og siger: “Se, jeg gør alting nyt”.
Vores afhængighed af hinanden er instrumentel, ikke personlig
Landslejren viste sig således at være deltagelse i en utopi, som man selv er med til at skabe og forme og her får en erfaring af, at man faktisk kan gøre en forskel. En landslejr for 10.000 børn og voksne med kun én ansat, og hvor resten bliver skabt af frivillige - det er næsten ubegribeligt!
I et samfund, hvor det kan være svært at se, hvilken forskel man kan gøre, ud over det, der har at gøre med ens eget privatliv, er det en stor opmuntring at se, hvordan vores børn faciliteret af lederne lærer at undersøge, tage stilling og ansvar for hele sammenhængen. De lærer, at de er en del af en helhed og bliver set på som hele mennesker.
Det er interessant at sammenligne den utopi, som landslejren former, med den måde, vi lever på til dagligt. For det bliver så tydeligt, når man koger hele samfundet ned til en by, man har bygget op på ti dage, hvor meget man selv har mulighed for at forme og skabe ens omgivelser, og hvor dybt man er forbundet med hinanden og har brug for hinanden.
I et hyperkomplekst samfund som vores, hvor velstanden og de mange muligheder afhænger af, at vi alle er dybt specialiserede, kan det være svært at overskue helheden og mærke forbundetheden med alle de andre. Vi lever med det paradoks, at vi er mere individualistiske end nogensinde, på trods at vi aldrig har været mere afhængige af hinanden.
Afhængigheden er blot ikke personlig, men instrumentel. Det kan gøre det svært ved at se, hvilken forskel vi kan gøre i vores samfund, ud over at passe os selv.
Vi hylder mangfoldigheden, men lever segregeret
Det moderne er karakteriseret ved acceleration og grænseløs adgang til alverdens muligheder. På mange måder er vi på kloden godt igang med at realisere en utopi, vi for kun få årtier siden aldrig havde troet mulig. En utopi, hvor hele kloden samles som en lille landsby, og hvor alle er koblet på alle.
Tænk sig, at verdens fattige lande i dag en efter en er ved at indtage den globale scene, og at vi på kryds og tværs er blevet forbundet så dybt, at ethvert supermarked i selv den mindste danske provinsby indeholder varer fra hele kloden, og enhver teenager med mobilen i hånden kan koble sig på alverdens platforme på tværs af enhver geografi.
Mangfoldigheden er afgørende i en verden, der vokser mere og mere sammen. Der bor mennesker fra hele kloden i selv mindre provinsbyer, og vi henter viden og inspiration fra alle egne af verden gennem medier, rejser og handel.
Men sideløbende med det former vi vores samfund på en sådan måde, at vi bor i beboelsesområder med minimal mangfoldighed og minimal risiko for at støde på nogen, der er anderledes. Således oplever vi det paradoks, at vi hylder mangfoldigheden som aldrig før, men lever mere segregeret end nogensinde. Vi ser os selv som utroligt rummelige, men vi vil helst ikke forstyrres af de andre og slet ikke engagere os i noget for andres skyld, og hvor skulle vi da også engagere os, ud over i de interesser, som vi selv og vores ligesindede går op i?
Det religiøse er henvist til et rum for sig
Vi er enten vokset op på landet eller i forstædernes ørkener af parceller og boligblokke. Vi flytter til midtbyen, når vi studerer, sammen med alle de andre unge, der helt har overtaget bymidterne.
I det øjeblik, vi får det første barn, flytter vi i et mindre rækkehus lidt uden for bymidten, og når børnene bliver større, tager vi det endelige skridt mod paradiset, parcelhuset med haven omkring, hvorfra der som i visse teologier er en dobbelt udgang: du kan dø i din egen parcel eller på et plejehjem.
Parcelhuset er blevet vores foretrukne ideal, foreningen af land og by, Edens have med huset i centrum. Her bor vi ganske vist i forstaden, men tæt nok på byen, og samtidig omgivet af grønt, så vi ikke kan se de andre. Med bilerne i garagen er vi klar til at besøge lige dem, vi har lyst til, men helst ikke dem, vi ikke kender eller bryder os om.
Den udvikling, hvor landsbyer og byer er blevet opdelt i zoner af forskellige funktioner og samtidig en udskilning af store beboelsesområder for forskellige indkomstgrupper, har mange navne.
En af dem er sekularisering, forstået som en uddifferentiering af funktioner. Uddifferentieringen er forudsætningen for vores vækst, udvikling og rigdom, men den er også årsagen til, at vi i dag kan få det vanskeligere med at se, hvad den store fortælling er, udover vækst og atter vækst. Også det religiøse er blevet segregeret fra alt det andet, som om det religiøse lever i et helt særligt rum for sig.
Kirkebygningerne som en generator for nye utopier
Klimakrisen åbner i disse år op for en ny bevidsthed om, at vi hører sammen med naturen og ikke bare kan gøre med den, hvad vi vil, men vi skal måske ind i det religiøse sprog om haven og byen og dens nære sammenhæng for at se, at det ikke kun handler om, at klimakrisen rammer os selv – den rammer os, fordi vi kun tænker på os selv og ikke er i stand til at fornemme alle forbindelserne mellem os og naturen som en del af et underfuldt mirakel.
Samtidig bliver vi måske også mere opmærksomme på, at vi har arvet noget meget værdifuldt med de kirkebygninger, der i hvert eneste lokalområde er med til at skabe centrum og sammenhæng, og som i en stadig mere homogeniseret og segregeret by stikker ud som en generator for nye utopier. Her kan vi gå hen og drømme.
Vi kan følge spirets retning mod himlen og derfra kigge ned igen på vores virkelighed, byen, med alle de mange mellemværender, vi har med hinanden. Kunne vi forestille os den anderledes? Hvad er meningen med den?
Kirken engagerer os i vores liv med hinanden, og den gør det ved at give os en større horisont. Så hver dag på landslejren mødtes man enten i mindre grupper eller sammen med alle 10.000 deltager på den store scene for at træde ind i det helt store rum, troens rum, hvor alle dagens fortrædeligheder og spændende oplevelser blev samlet op og set på som en helhed.
Byen som bibelsk frelsemotiv
Rummelighed er så dejligt et ord, og vi elsker det, for det er jo sandt, at vi for at kunne leve sammen, skal lære at være rummelige. Jo mere, vi kan rumme, des rigere er vi. Men den måde, vi i dag lever på og indretter vores lokalsamfund på, gør det nemt at sige alle de rigtige ord, uden at det koster os noget som helst. For vi møder aldrig andre end dem, der ligner os selv.
På landslejren fik deltagerne en erfaring af, at de mange funktioner bæres af virkelige mennesker. Der var gamle, unge og børn. Der var mennesker fra alle afkroge af landet, endda en større gruppe udlændinge. Her lærte de noget om, at mangfoldighed er besværlig, men også det hele værd.
For hvor bliver man egentlig beriget? Det gør man jo, når man møder andre mennesker og skal have det til at fungere med hinanden, og når man lærer hinanden at kende fra flere sider end blot én side. Og når krisen rammer, så er det relationerne, der bærer.
Frelsen ligger ikke i den enkeltes erfaring af at være fri. Den ligger i at finde fred og forsoning med det store fællesskab. At kunne være sig selv og samtidig vide sig gensidigt forbundet med alle de andre. Derfor er Bibelens bud på et frelsesmotiv også byen.
En kirke rig på forestillingskraft og engagement
Når jeg betragter de mange smukke kirker, vi har i Danmark, tænker jeg, at vi godt kan lære noget af sådanne eksperimenter, som en landslejr er. Kirkerne er jo ikke sådan lige til at lave om på, ligesom de byrum, de er med til at skabe, når de først er formet, ikke bare sådan kan omformes.
Det ligger måske derfor også lidt i kulturen i mange sognekirker, at man mest af alt har fokus på at servicere sognet. Det er ikke fra sognekirkerne, man har hørt overvejelser over, hvad det gør ved os, at vi har ændret vores samfund så drastisk, som vi har.
Men, hvis vi tænker tilbage på middelalderen, da mange af vores kirker blev bygget, så oplevede vi dengang en kirke, der var med til at forme vores samfund og fælles kulturelle og fysiske geografi. Præmisserne for, at kirken er med til at forme vores omverden er naturligvis stærkt forandret. Kirken har ikke den magt, den havde engang.
Men folkekirken er en meget rig kirke. Den er måske især rig på spatial kapital i kraft af alle sine mange smukke kirkerum, som er en vigtig årsag til, at danskerne stadig i stor udstrækning er medlemmer af folkekirken. Men den er også rig på meget andet. Den er rig på netværk i alle lokalområder og imellem alle kirkerne.
Der er ingen institution, der som kirken er tilstede overalt i vores samfund. Den er rig på historie, sprog og tradition. Den er rig på forestillingskraft. Den er rig på engagement. Den er hovedløs rig, især fordi den om nogen institution bør vide, at rigdom ikke kan måles på økonomisk velstand. Vi er rige, fordi vort liv er en ubegribelig underfuld gave, og hvert menneske er tilkendt en uendelig værdi af vores skaber, der anser os for at være så værdifulde, at vi var værd at gå i døden for.
Sekulariseringen som mulighed
Alt for længe har vi gået rundt og fortalt hinanden, at kirken er på vej tilbage. At sekulariseringen – de andre – presser kirken ud af vores hverdag og liv med hinanden. Men sekulariseringen er også os selv. Den er måske bare en omorganisering, som skaber nye spilleregler for, hvordan interaktionen mellem kirke og alt andet kan foregå.
Og denne omorganisering behøver slet ikke være dårlig. Det er ikke tilfældigt, at FDF startede som et initiativ på stenbroen i København under den første store urbaniseringsbølge i slutningen af det 19. århundrede. Det er ikke tilfældigt, at det var kirken, der som en konsekvens af urbaniseringen grundlagde en lang række diakonale organisationer, som velfærdsstaten sidenhen byggede ovenpå.
Kirken har traditionelt været med til at forme vores omgivelser, så ingen byer eller landsbyer i Danmark kan se bort fra kirkens afgørende placering midt i det hele. Når vi går rundt i vores lokale geografi, så bevæger vi os på en sjov måde i fortiden, fordi i dag oplever vi jo på ingen måde kirken som repræsentant for det allermest centrale i vores liv.
Men hvis kirken fortsat skal være vores fremtid, så er den nødt til at forstå, at dens eksistensberettigelse afhænger af dens fortsatte evne til at koble sig til alle de andre aktører i vores hyperkomplekse samfund med lige store dele ydmyghed og forestillingskraft, så kirken også i fremtiden kan være med til at forme vores omverden med troen som en inspirationskraft.
Borgerskab i både verdens og den himmelske by
Alle dele af vores samfund har hver deres logik og dagsorden. Samtidig er de alle forbundet med hinanden. Også kirken. Og kirken har potentielt mange ressourcer i forhold til, hvordan vi kan gå ind i et gensidigt møde, der ikke udvisker den enkelte, og heller ikke får os til at bakke ud og passe os selv hver i sær.
Kirken ved om nogen, at der er mange logikker, og at de alle hører til i et helt menneskeliv. Derfor var de første menigheder i kristendommens historie også meget bevidste om, at de havde et borgerskab i denne verdens byer, samtidig med, at de var borgere i den himmelske stad. Det er paradoksalt, og det er vigtigt, at vi bevarer dette paradoks, for det er her i paradokset, at vi genererer nyt og skaber sammenhæng.
Kirken er tit blevet beskyldt for at prioritere den ene side af paradokset, det himmelske, og gjort det dennesidige til en mørk skyggedal af synd og død. Andre gange – måske især i lyset af sekulariseringen – har den været bange for at træde i karakter, så kirken bliver så dennesidig, at det religiøse blot bliver en funktion af det politiske, det psykologiske og det sociale. Men kirken skal netop fastholde begge sider. Som et vidunderligt paradoks.
Kloden omformet til en by med haven i sit hjerte
Når vi træder ind i kirken og ser os selv og vores by på ny, lærer vi ikke noget om arkitektur og byplanlægning og politik, men vi får vores imaginationskraft fornyet, og vi ser, at der er et ekstralag af mening, som vi ikke kan tænke os til, men som vi kun aner i troen. Og dette ekstralag af mening har en sådan kraft og rækkevidde, at det kan skabe nyt og samle os som menneskehed, der er dybt forbundet med kloden og alt andet liv.
Derfor forestillede Johannes sig også frelsen som kloden omformet til en by med haven i sit hjerte. Vi har således brug for dem, der tør drømme. Ikke bare på landslejr, hvor man kan bygge op og tage ned igen på ingen tid, men også i vores almindelige strukturer, som ind i mellem kan føles så tunge af flytte på.
Vi har brug for en kirke, der tør engagere sig i samfundet og ikke være bange for at bevæge sig ud i mellemrummet mellem kirken og alle de andre, hvor vi kan miste kontrollen, men også har mulighed for at se og opleve hinanden som hele mennesker i et mangfoldigt samfund, der har brug for hinanden og kan lære af hinanden.