Fra midnat natten til mandag blev retsstillingen ved ansættelse og afskedigelse af præster i folkekirken ændret. Den undtagelsesbestemmelse fra ligebehandlingsloven, der siden 1978 har været gældende for folkekirken, er ophævet. Retsstillingen for andre trossamfund er uændret.
Kirkeministeriet ødsler ikke med reklame eller vejledning for den nye retstilling.
Så sent som i lørdags var det ikke muligt på Kirkeministeriets hjemmeside at finde så meget som en antydning af oplysning om ændring i den stærkt omdiskuterede retsstilling. Landministeriets borgermøde tager pladsen og opmærksomhed på ministeriets hjemmeside.
Den øvede læser kunne fra fredag eftermiddag finde den nye bekendtgørelse på Retsinformation (se faktaboksen, red.). Indholdet er dog langt fra indlysende for menigmand. Det, man skal kunne se, er nemlig det, der ikke står at læse direkte.
Meningen med bekendtgørelsen er, at ligestillingsloven fra 1978 nu også gælder fuldt og helt for folkekirken. Overtrædelse kan koste bødestraf for arbejdsgiver.
Hvilke konsekvenser får ændringen for kaldsretten?
Der har været talt og skrevet en del om den bebudede ændring. Således har bekymringen for et angreb på kaldsretten været anført.
Det er unægtelig et godt spørgsmål, hvordan det skal gå med kaldsretten, hvis der skal føres en rigid ligestillingspolitik. De mandlige præster er i den grad i underskud. Til gengæld er der underskud af kvindelige provster og biskopper. Det vil fra i dag være op Ligestillingsnævnet at fortolke loven også for folkekirken.
”Men der røres ikke ved kaldsretten,” påstår biskopperne. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der går af biskopperne. Vi har da folkestyre og jævnlige folketingsvalg. Biskopperne er ikke en del af den lovgivende magt. Og det står hverken mejslet i Moseloven eller i Grundloven, at folketing og minister ikke kan ændre ansættelsesproceduren.
I dag er ministeren bundet af indstilling om præsteansættelse fra et enigt menighedsråd. Men det kan da sagtens ændres. Og hvad er der så blevet af kaldsretten?
”Jamen, kirkens selvforståelse,” hvisker nogle. Jamen, den selvforståelse er ikke noget værd, hvis ikke den respekteres af Folketinget, der som bekendt med et pennestrøg afskaffede store bededag som helligdag.
Og Ligebehandlingsnævnet føler sig næppe som korstogsriddere for en åndsfrihed, der ikke kan rumme kvindelige præster. Med ligebehandlingsnævnet kan det godt blive vanskeligere at argumentere for, at modstand mod kvindelige præster er udtryk for et anerkendelsesværdigt frihedsstandpunkt, der skal overtrumfe ligestillingen.
Naturligvis har ændringen betydning. Hvordan i alverden vil man ellers begrunde høringsrunde og ændring, hvis det ingen betydning har? Det vil Ligebehandlingsnævnet, da heller næppe være enig i.
Indføres der nu en rigid ligestillingspolitik i folkekirken?
Der var en kvindelig præst, der stillede sig frem på tv og klagede over, at hun blev diskrimineret som kvinde. Hun fik straks biskoppernes beskyttelse. Inden for få dage kunne biskopperne meddele, at de ville bede kirkeministeren om at lade ligebehandlingsloven gælde for præsteansættelser.
Det var præsteansættelserne, biskopperne talte meget om ved den lejlighed. Men det var nu slet ikke, fordi den konkrete sag, som biskopperne blev så oprørte over, handlede om diskrimination ved ansættelse. Slet ikke. For kvinden var jo netop blevet ansat, selvom hun var kvinde.
Nu kan præsterne, udover at klage til medierne, klage til Ligebehandlingsnævnet, der kun har et mål, nemlig at følge Ligestillingsloven. Man kan så spørge, om ikke bestemmelser, der binder kirkeministeren til at udnævne den præst, et enstemmigt menighedsråd indstiller, skal ændres i ligestillingens hellige navn.
Det er da meget lettere at afskaffe kaldsretten end at afskaffe store bededag. Og det vil give langt mindre ballade.
En rigid kaldsret holder ikke i længden
Naturligvis er der grupperinger, der er bekymrede for de kirkelige mindretals fremtid i folkekirken. Det er forståeligt. Ligesom det er forståeligt, hvis flere grupper vælger at stille sig udenfor folkekirken. Men man gå ud fra, at alle mulige konsekvenser er tænkt igennem af dem, der har ønsket ændringen.
Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg anser kaldsretten for grundlæggende, og at jeg mener, at folkekirken skal bevare sin rummelighed. Men ikke en rummelighed, der bevæger sig længere og længere væk fra virkeligheden og menighederne.
Jeg synes, det er på tide, at de meget hardcore mindretal vågner op til virkeligheden og erkender, at friheden og rummeligheden ikke kun er for dem. Frihed og rummelighed har to sider. Man kan ikke blive ved, som tiderne ændrer sig, at fortsætte med at forlange en rummelighed, som man selv gerne nyder godt af, men ikke tilstår andre. Frihed og rummelighed går begge veje.
En rigid kaldsideologi, der systematisk udelukker flertallet af præster i ens eget kirkelige fællesskab, mens man samtidig undergiver sig kvindelige provster og biskopper, virker ikke overbevisende.
Jeg hører bestemt ikke til dem, der bare siger, at kirken skal følge med tiden. Men jeg mener, at folkekirken skal være, hvor folket er og har brug for kirken. Og kendsgerningen er, at flere og flere fraskilte og homoseksuelle ønsker kirkens velsignelse ved indgåelse af ægteskab.
Det er meget forkert, at der er sogne, hvor alle præster nægter at vie fraskilte og homoseksuelle. Og ikke mindre forkert er det, at et menighedsråd i den grad lader hånt om virkeligheden og sognebørnene.
Disse præster, der udelukker grupper fra kirkelige handlinger, er ikke det, de skal være. De skal være præster for hele sognet.
Det har intet med rummelighed og mindretalsbeskyttelse at gøre at værne om kaldsretten, hvis ikke den først og fremmest varetager menighedens interesser.
I en tid, hvor mange sogne og menighedsråd sammenlægges, får det endnu større betydning, at folkekirkens rummelighed netop betyder rummelighed for alle. Ens egen frihed går jo kun så langt, at den ikke krænker andres frihed. Man kan vanskeligt fortsætte med at kræve mindretalsrettigheder, man ikke ønsker for andre.
Lad os tage en grundig diskussion. Er det ligestillingsideologien eller kaldsretten, der er for rigid – midt i en ligestillingstid?