Danskerne fik religionsfrihed i 1849. Sådan da! For religionsfriheden blev gradbøjet for de få. Kongen skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, og nyvalgte rigsdagsmedlemmer skulle aflægge ed på Grundloven og underskrive en edsformular, der sluttede med ordene: ”Så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord.”
Denne ed gav anledning til en sand religionskrig, da den jødisk fødte ateist, den kendte forfatter, redaktør og debattør Edvard Brandes, i 1880 blev valgt til Folketinget af Langelands venstrevælgere. Fuldstændig som mange i disse uger går så voldsomt meget op i Kong Frederik X’s personlige tro, blev Edvards Brandes hjerte og nyrer dengang udsat for offentlighedens nyfigne snagen.
Den falske fromhed skyllede ind over Edvard Brandes. Man spurgte sig selv og hinanden, om en jødisk ateist overhovedet kunne aflægge eden, der var en betingelse for, at den folkevalgte kunne indtræde i Rigsdagen.
Brandes selv skar igennem vrøvlet. Han underskrev edsformularen. Samtidig tilkendegav han, at det ikke tilkom nogen at granske hans sind nærmere.
Der er noget velgørende over Brandes svar. Det tilkommer ingen at granske andres inderste sind. Edsaflæggelsen blev da også afskaffet med Grundloven i 1915. I dag skal nyvalgte folketingsmedlemmer alene afgive en højtidelig forsikring om at ville holde Grundloven. Folketinget som institution er naturligvis konfessionsløst.
Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke
Det fremgår imidlertid stadig af Grundloven, at regenten ikke selv kan bestemme, hvilket trossamfund, han eller hun skal tilhøre.
At regenten skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, betyder i praksis, at regenten er medlem af folkekirken. Til gengæld skal heller ikke regenten mere underskrive nogen formular, som henviser til Gud. Det er værd at bemærke, at der intetsteds i lovgivningen stilles noget krav til, hvad en regent skal tro og mene. Alene medlemskabet af folkekirken opfylder Grundlovens krav.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har fundet den offentlige diskussion om Kongens personlige tro meget ubehagelig. Det er, som om der er skyllet en nyomvendelse ind over landet.
Journalister og redaktører, debattører og menigmand har luftet fromme krav og forventninger til, hvad Kongen bør tro og ikke tro. Om Gud skal med i Kongens valgsprog. Om Kongen burde have nævnt Gud på balkonen. Og så videre.
Præsteløfte og præstetro
Hvem er vi, som tror, at vi har ret til overhovedet at granske nogens personlige tro?
Ikke engang præsteløftet indeholder noget krav om, hvad præsten i sit inderste skal tro. Præsten lover ved ordinationen at forkynde evangeliet i overensstemmelse med folkekirkens bekendelsesskrifter. Men der står intet om præstens personlige tro.
Hvis det kan bevises, at en præst ligefrem tilsidesætter folkekirkens bekendelsesgrundlag, kan han eller hun fradømmes kjole og krave. Men loven om gejstlige læresager er netop formuleret på den måde, at en præst, der som Luther og Grundtvig i sit inderste i perioder er anfægtet af evangeliet, ikke kan dømmes.
Bekendelsesgrundlaget skal beviseligt være tilsidesat. Og dertil kræves en del. Og om præstens personlige tro taler loven ikke. Det drejer sig om præstens embedsførelse og ikke om, hvad han i sit lønkammer kæmper med.
Tro og embedsførelse
Mennesket lever i to riger. Der må derfor skelnes mellem tro og embedsførelse, både når det gælder Kongen, præsterne og alle os andre. Det tilkommer ikke noget menneske at fælde dom over andres tro.
Den domsmagt er ikke af denne verden. Mennesket er ikke Gud og skal ikke gøre sig til Gud ved at gradbøje andres tro i den lille tro og den store tro. Det er ikke vor sag at presse, fremme og dyrke en udvendighed, som om kristentroen er en menneskelig færdighed og ikke Guds værk.
Vi skal døbe og forkynde og lade Gud om resten
Jesus har sagt, at vi skal døbe og forkynde. Men jeg leder forgæves efter Jesu ord, der pålægger mig at snage i andres tro endsige afsige dom.
Vi er på vej til påsken. I kirken på søndag hører vi prædiketeksten om de betroede talenter, hvor Jesus går i rette med ham, der gravede sit talent ned, fordi han ikke har tillid til sin herre.
Er denne pludselig interesse for Kongens tro i virkeligheden ikke udtryk for manglende tillid til Guds betingelsesløse kærlighed? Er vi ikke som manden i lignelsen, der gravede talentet ned for selv at fremstå som uangribelige?
Der var en gang en præst, der ikke havde tillid til, at Gud i dåben tager os til sig, som Hans børn. Derfor stillede præsten betingelser til forældrenes personlige tro. Ellers ville han ikke døbe børnene. Den udøvelse af embedet var selvsagt ikke foreneligt med at være præst i folkekirken.
Det fortælles at Kong Frederik IX, vor nuværende konges farfar, i den anledning udtalte: ”Den præst skal bare døbe og lade Gud om resten!”
Sande kongeord. Sande evangeliske ord.