Jeg betragter mig selv som grundtvigsk. Ikke mindst fordi det er svært at tale om folkekirke, folkeskole og folketing uden, at Grundtvigs tanker om det folkelige klinger med – selvom den historie ikke går tilbage til Grundtvig i lige linje.
Jeg vil gerne fastholde det grundtvigske, at vi er Guds hus og kirke nu – bygget af levende stene. Det er vigtigt, at vi ikke bliver instrumenter eller ting, at vi forbliver menneskelige i kirken, og når vi bevæger os ud i verden fra kirken. Der skal være plads til ånd, følelser og fantasi, ja, de kan ikke undværes.
Grundtvigs kamp for det almindelige menneskes frihed – frihed til at styre selv og frihed til at tro, smitter af på mit syn på menighederne – der er og skal fortsat være en høj grad af selvstyre og selvbestemmelse.
Jeg har den vision ligesom Grundtvig, at der skal frihed for enhver – lyset er ikke for de lærde blot (som der står i en højskolesang af Grundtvig).
Det grundtvigske betyder for mig, at folkekirken aldrig kan eller må lukke sig om sig selv – men altid må forholde sig åbent ud mod verden og ud mod kulturen.
Bredt favnende biskop
At sige at jeg tilhører den grundtvigske midtbane er en måde at sige på, at jeg gerne vil være en bredt favnende biskop. Jeg arbejder for en rummelig kirke, hvor der er plads til forskellige kirkelige retninger.
Der, hvor Guds ånd er, er frihed til. Frihed også til at være uenige og frihed til at tale om det. For meget enighed giver stilstand. En kirke hvor Ånden har frit løb iblandt os. Og hvor fejl ikke bliver til anklager og fordømmelser – men noget vi tager ved lære af. Folkekirken i Roskilde stift om 10 år skal være en tryg arbejdsplads.
For mig er frihed – men også tryghed og tid - til samtale vigtige ting i det grundtvigske. Vi skal lære at tale bedre sammen og med hinanden fremfor om hinanden. Der skal være samtalefora mellem faggrupper (folkekirkens mange faggrupper) og mellem rådsmedlemmer.
Skimmelsvamp og trivselsproblemer vokser ofte ”medens vi sove”. Vi skal i højere grad bringe aktørerne – eller de mennesker, der er i kirkerne – sammen, så de kan løse deres opgaver på den bedste måde.
Ledelsen skal på alle niveauer være samarbejdende og respektfuld. Der skal være plads til forskellige måder og tempi. Nogle steder skal man måske op i gear – andre steder skal man ned i gear.
Opgør med præstationskulturen
Folkekirken i Roskilde Stift skal være det mest attraktive sted at være præst, ansat og menighedsrådsmedlem i. Kirken skal om 10 år være et sted, der er kendetegnet ved, at man har mere tid til mennesker. Her skal være rart og trygt.
Gudstjenesterne skal i al deres variation hvile på, at vi er noget andet end den præstations- og evalueringskultur, som samfundet og arbejdsmarkedet ofte er.
Kirken skal som et lys være dét sted, hvor mennesker i alle hjørner af samfundet kan se, at her i Roskilde stift er der tid til fordybelse og samtale. Samtale også med de unge. Ja, jeg arbejder for at folkekirken i Roskilde Stift har plads til de unge, såvel som børnene og de gamle.
En kirke, der har plads og vilje til også at tage mennesker med særlige behov med i kirken liv. En kirke, der har bevaret en hellig nysgerrighed overfor alt det, Gud gør i tiden. En kirke der prioriter sang og musik. En kirke, der er forankret i traditionen og formår at formidle evangeliet i nutiden.
Det budskab, som kirken peger på, er og skal være meningsfuldt for det omgivende samfund. Det skal kunne mærkes, hvad kristendom er.