I serien "Kirkesyn" reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. 

Birthe Rønn Hornbech: Hvor ofte er det lige, at præster bliver kaldt ud om natten?

Tidligere kirkeminister efterlyser fakta i debatten om præsters manglende tilgængelighed, når sygehuset ringer: Hvor ofte er det reelt, at sogne- og sygehuspræster må rykke ud udenfor almindelig arbejdstid?

De præster, der er utilfredse, kunne de ikke lige fortælle os andre, hvor mange gange de sidste år måtte rykke ud om natten til noget helt uopsætteligt, spørger Birthe Rønn Hornbech.- Foto: Leif Tuxen.

I sommer har det i Kristeligt Dagblad forlydt, at nogle præster ikke vil udøve sjælesorg om aftenen eller om natten. 

Undskyld, men ligger præsterne i fast rutefart på landevejene om natten til mennesker, der ikke kan vente? Hvornår var det lige, at de pågældende sognepræster måtte rykke ud? Hvor mange gange sker det, at et sognebarn vil have fat i sognepræsten om natten? 

Og vil disse præster, der ikke vil rykke ud, virkelig sige nej til en natlig altergang til en døende? For det er jo konsekvensen af de fremførte synspunkter.

De præster, der er utilfredse, kunne de ikke lige fortælle os andre, hvor mange gange de sidste år måtte rykke ud om natten til noget helt uopsætteligt.

Jeg har haft tæt omgang med masser af præster i snart 80 år. Jeg boede i et sogn med nær ved 12.000 medlemmer, som blev betjent af én provst og én præst. Jeg mindes ikke, at de to ustandselig skulle af sted om natten. Men jeg mindes, at præsten – min far – om dagen rendte rundt på alle Københavns sygehuse og besøgte sognebørn. 

I dag er der mindre end 6.000 medlemmer i sognet, men ikke færre præster ved embedet. Og ingen af dem er i dag belastet af at være provst. Til gengæld er der flere sygehuspræster end i min barndom, så skulle vi ikke lige tale om problemets størrelse først.

Men måske ligger problemet et helt andet sted. Kan det virkelig passe, at nogle præster frem for friheden til selv at prioritere og planlægge arbejdet i en grad, som er muligt for de færreste andre, foretrækker et kontor langt fra hjemmet og med tidsur til ind- og udstempling?  

Kan det virkelig passe, at præsterne mere generelt foretrækker, at præstestanden er lønmodtagere med fast arbejdstid og vilkår som almindelige lønmodtagere? 

Og ønsker præsterne, at det bliver umuligt at ringe og spørge provsten til råds på hans fridag eller uden for almindelig kontortid?

Det er virkelig trist, hvis præstestanden er ved at bevæge sig bort fra kaldstanken og foretrækker at få vilkår som ganske almindelige lønmodtager, der skal aflevere børn og hænge i myldretidstrafikken for at nå frem til arbejdspladsen, og som er overvåget under deres arbejde og ikke må forlade arbejdspladsen i arbejdstiden?  

Hvis det er ønsket, så er det bare om at finde et andet arbejde end præstegerningen. 

Og hvordan er det med menighedsrådsmedlemmerne? Det er helt utroligt, hvad nogle menighedsrådene i dag kan finde på at skrive i stillingsbeskrivelserne i præsternes eget blad, “Præsten”. Af og til tager man sig til hovedet og spørger sig selv om, hvad menighedsrådet egentlig vil med den præstestilling, der i sin beskrivelse mere ligner en direktørstilling for et verdsligt aktivitetscenter.

Der er både menighedsrådenes og præsternes ansvar, at der ved samtalerne før indstilling om udnævnelse, foretages en forventningsafstemning. At være præst er hverken et prestigeprojekt for menighedsråd eller præst. Det er et forkynderembede. 

En uddannet akademiker må være voksen nok til selv at planlægge og prioritere sit arbejde, som så mange også med en kortere uddannelse er nødt til. Præster er så langt fra de eneste, der en sjælden gang kan risikere at blive kaldt ud om natten. 

Og som sagt, jeg tvivler meget stærkt på, at ret mange præster ret ofte må tage på hospitalsbesøg hos en døende om natten. Og jeg håber meget stærkt, at der er en ligelig fordeling af kvindelige og mandlige præster, der er utilfredse. Klagemålene er forhåbentlig ikke udtryk for, at kvinderne ønsker særbehandling. 

Der er altså en del at tænke over for de utilfredse præster. 

Der synes heldigvis ikke at være opbakning fra Præsteforeningens forkvinde, Pernille Vigsø Bagge. Min tidligere sympatiske folketingskollega ved så sandelig, hvad hun taler om: 

Folketingsmedlemmer bliver ringet op i tide og utide, og det ville stå ilde til, hvis de mente at kunne passe hverv og job inden for en fast kontortid.