Der var engang en regering. Den var så demokratisk. Magtfuldkommen var den slet ikke, for den havde jo flertallet i folkets råd. Og så kan man ikke være magtfuldkommen, forklarede den fordums liberale vicestatsminister.
Derfor udstedte regeringen dekreter, folket aldrig havde tænkt sig eller hørt om tidligere. Der kom dekret om fjernelse af fridag. Der kom dekret om fjernelse af helligdag. Der kom dekret om, at det hele skulle gå med lynets hast uden de traditionelle høringer. Det skabte stor utilfredshed blandt mindretallet i folkets råd.
”Men det er en helt sædvanlig demokratisk proces,” sagde beskæftigelsesministeren. Hun havde jo flertallet på det gamle slot, hvor murene er så tykke, at der aldrig slipper lyde fra det rigtige liv indenfor.
Udenfor var der stor uro. Men det kunne regeringen ikke høre. Kan da folkets røst og vælgernes stemmer undværes? spurgte nationalfjernsynets udsendte.
”Valget er jo ikke lige om hjørnet,” svarede den snu økonomiminister kækt. Han havde jo flertal inde på slottet. Folket behøvede han slet ikke.
Kirkeministerens historier
Endnu mere kæk var tilsyneladende kirkeministeren. Aldrig havde sognenes råd, degne og præster, provster og biskopper oplevet noget lignende.
Men kirkeministeren havde jo sit flertal i orden. Og det er ikke magtfuldkommenhed at benytte sit flertal, tænkte kirkeministeren, der ikke var sen til at benytte vicestatsministerens slogan. Biskopperne kan vente. Beslutningen er jo truffet. Og også kirkeministeren sang med på visen om, at det var nødvendigt at ofre bededagen for at få bedre råd til mere krig.
Biskopperne derimod talte om frihed og fornemme traditioner, om statens regimente og Ordets regimente. Den snak forstod kirkeministeren slet ikke.
Men hun forstod at fortælle historier. Der var historier om, at ministeren selv havde åbnet for dialog med biskopperne. Men når man hørte godt efter, kunne man tydeligt høre, at ministeren med dialog mente:
”Kære biskopper, beslutningen er truffet. Der ryger en helligdag. Vil I hellere undvære anden pinsedag?”
Men med den pistol for panden, kunne biskopperne naturligvis ikke høre nogen dialog. Beslutningen var jo truffet.
En anden historie kom ministeren endnu dårligere af sted med. Kirkeministeren henviste til, at hun havde traditionen på sin side. For ikke så mange år siden blev der nemlig indført dekret om bryllup for to af samme køn. Og fremgangsmåden var den samme, erklærede den kække kirkeminister.
Om det nu var ministerens uvidenhed eller fantasi, eller onde, ministerielle råd, der drev ministeren, vides ikke. Men historien var usand. Dét er ganske vist!
En tidlig morgenstund længe før solen stod op, hørte folket derfor noget meget usædvanligt på nationalradioen. Biskoppen over det gamle Kronborg Herred og omliggende herreder meddelte kort og klart om ministerens udsagn:
”Det er simpelthen ikke rigtigt. Det er slet, slet ikke sammenligneligt!”
Tværtimod kunne både biskoppen og den dengang involverede kirkeminister fortælle, at netop dette dekret blev vedtaget efter mange års drøftelser. De gamle traditioner blev i fuldt mål respekteret. Dokumenterne beviste, at ministerens fortælling var usand.
Efter den fadæse krøb embedsmænd og spindoktorer sammen på kontoret hos den øverste embedsmænd. Som man plejede på den tid, blev døren forsvarligt lukket og først åbnet, da et gammelt velkendt trick kunne præsenteres.
Københavns biskop kunne mere end sit Fadervor
Kirkeministeren skulle nu stille Københavns biskop et spørgsmål, der ganske vist ikke handlede om biskoppernes kritik af regeringens utraditionelle og ukirkelige fremgangsmåde med den manglende dialog med kirkefolket og forrykkelsen af forholdet mellem stat og kirke.
Nej, tricket var, at spørgsmålet skulle stilles på en sådan måde, at ministeren kunne regne med, at biskoppens svar kunne bruges imod folkekirken selv.
Altså bad kirkeministeren Københavns biskop svare på, om afskaffelsen af bededagen stred mod den gamle konfession fra Martin Luthers tid før bededagen blev indført.
Men Københavns biskop kunne mere end sit Fadervor.
Han holdt så meget af den gamle Confessio Augustana. Den kendte kirkeministeren ganske vist intet til, men det er en prægtig gammel visdomsbog, Den Augsburgske Bekendelse. Biskoppen vidste nok, hvor han skulle læse. For alt den kritik, som blandt andre landets biskopper havde fremført om regeringens brug af magt, fremgår netop af artikel 28 om den kirkelige myndighed.
Læren om de to regimenter, det verdslige og det kirkelige, begrænser netop begge magter og foreskriver, at begge magter skal holde sig på egen banehalvdel.
Denne lære er vigtig for den, der virkelig ønsker at forstå, hvad det betyder at være evangelisk-luthersk kirke.
Biskoppen måtte derfor udtrykke sin forundring over, at ministeren blandede sig i kirkens indre anliggender, og påpegede, at afskaffelse af en helligdag også var et indgreb i Ritual- og Alterbogen og altså i strid med Den Augsburgske Bekendelse.
Biskoppen henviste endvidere til, at der siden 1849 nøje er blevet skelnet mellem kirkens ydre og indre anliggende. Biskoppen måtte finde, at regeringens fremgangsmåde, var et markant brud på denne tradition.
Biskoppen hævdede ikke, at bededagen var nødvendig for kirken, og at en kirke uden en bededag ikke kan betragtes som evangelisk-luthersk. Men biskoppen henledte opmærksomheden på, ”at det, der i evangelisk-luthersk teologisk tænkning opfattes som en teologisk frihed, ved denne lejlighed opleves som en politisk udnyttelse til at inddrage en helligdag.”
”En politisk udnyttelse” var ikke lige det svar, embedsmænd og spindoktorer havde lovet ministeren. Og humøret blev ikke bedre, da ministeren læste, at biskoppen ikke var i tvivl om, ”at processen omkring indgrebet i Ritual- og Alterbog ikke er i overensstemmelse med hverken evangelisk-luthersk lære, eller med den danske tradition…”
Kirkeministeren var ikke glad for biskoppens vurdering. I sit første samråd i Folketingets kirkeråd gav ministeren derfor udtryk for, at biskoppens vurdering var ”lodret forkert,” uden at det dog på nogen måde lykkedes ministeren at begrunde endsige dokumentere sit udsagn imod biskoppen.
Det var da også uden betydning. Ministeren havde jo magten og kunne med sindsro overhøre enhver kritik. Sådan trådte magten i stedet for åndens frihed.
Se, det var hele historien. Skal vi læse den forfra, igen? Den bliver ikke anderledes.