Timothy J. Keller døde i Kristi Himmelfartsferien. Måske kender du ham ikke, men i mine kirkelige cirkler svarer det cirka til, at paven abdicerer, eller at Anders Matthesen går på pension.
Mine SoMe-feeds bugnede i weekenden med hilsener og anekdoter, en massiv, fælles takkesang til en af de vigtigste evangelikale stemmer de sidste tredive år.
Keller blev 72 år og efterlader sig en markant arv blandt andet i rollen som medstifter af det indflydelsesrige netværk "The Gospel Coalition" og ikke mindst stifter af "Redeemer Presbyterian Church" i New York City.
"Redeemer" – som den blot kaldes på den kirkelige højrefløj – er en konservativ menighed på Manhatten, stiftet i 1989 og mod alle odds en kæmpe succes med flere tusind ugentlige deltagere (og nu også aktiv på flere lokationer i "The Big Apple").
Mærkelig dobbeltskikkelse
Keller var primus motor i den bevægelse blandt konservative kristne, der har fået et fornyet blik for betydningen af storbyen.
Det har ført til en strategisk satsning på at plante nye kirker i verdens metropoler, blandt andet organiseret af Kellers "Redeemer City to City" netværk.
Mit eget spinkle bidrag til denne bevægelse er min oversættelse af den lille pamflet "Sådan når vi Vesten igen" fra 2021 (Credo Forlag) – som dog, baseret på diverse anmeldelser, blandt andet i Kristeligt Dagblad, ikke ser ud til at få stor impact, som det hedder på nydansk.
Keller var teologisk konservativ og alligevel en yndet samtalepartner for sekulære fagfolk som mediepersoner, akademikere og politikere.
Jævnligt blev han interviewet af de store liberale aviser og med flere bogtitler på den attråede "New York Times Best Seller" liste.
Altså en mærkelig dobbeltskikkelse, der rummer to facetter i en unik kombination: Teologisk ortodoksi og kulturel troværdighed.
Greb om tidsånden
Jeg ved ikke, om Keller nogensinde mødte litteraturprofessoren Louis Menand.
Men det er i hvert fald sandsynligt, at Keller, som den litterære omnivor han var, kendte til Menands kæmpemæssige idéhistoriske udredning af den kolde krigs tænkning, "The Free World" (2022).
Bogen er en slags mosaik over indflydelsesrige kulturelle og politiske strømninger i efterkrigstiden med fokus på de personer, der skabte de ideer, der fik varig betydning.
Kellers sans for ideernes betydning – også for kirkelivet – ville derfor oplagt gøre bogen til en interessant samtalepartner for ham.
For eksempel Menands udfoldelse af, at den tvetydige værdi "frihed" bliver så altdominerende, at den bliver selvforklarende, på samme tid som begrebets indhold udtømmes.
En anden lille sjov ting, der forbinder Keller og Menand i min tankeverden, er noget Menand skriver i sidste kapitel om Vietnam-krigen.
Menand fortæller, hvordan det lykkedes høgene i Lyndon B. Johnsons rådgivningsstab at overbevise præsidenten om den centrale fejlslutning i koldkrigstækningen: "At Amerikas stilling var på spil i ethvert regimeskifte rundt omkring i verden."
På trods af den kulturelle indflydelse, USA nød godt af rundt omkring i Vesten, på trods af sin militære og politiske goodwill fra verdenskrigen, på trods af hegemonisk magt i næsten alle relevante sfærer (eller måske netop derfor?), var USA's politiske ledere ængstelige for, at politiske nybrud i andre lande skulle få magtbalancen til at tippe til fordel for Sovjet.
Pointen er naturligvis, at Keller så, at den amerikanske kirke, med dens søgervenlige mødeformer, teleprædikanter og sceneshows, står i fare for at ville finjustere sig til kulturel relevans.
Som om hvert eneste lille skvulp i tidsåndens evigt urolige sø kunne betyde et potentielt dødsstød til kirken.
Arven fra Keller
Keller var sensibel over for tidens kultur. Han talte, så selv de sekulære professionals i New York gerne ville lytte. Han var kulturelt troværdig, fordi han læste de samme aviser, magasiner og tidsskrifter som dem.
Han kendte filosofferne, sociologerne, historikerne, som var autoriteter uden for kirkerummet, og han var i samtale med dem på prædikestolen. Ikke for at vinde billig social kapital, men fordi det netop var den fælles referenceramme.
Og midt i det beholdte han sin teologiske integritet. Om man så er enig i den teologiske position eller ej, er det i min optik en inspirerende kombination.
For mig er det arven fra Keller: At krydse teologisk integritet med kulturel troværdighed. Det er svært at gøre ægte, men det er nødt til at være ægte, hvis det skal være kristeligt.
Midt i tidens vekslende gang må kirken – også i Danmark – have én rod i traditionen og én rod i samtiden. Men jeg tror også, der er et hierarki mellem disse to.
For jeg tror nemlig – det gælder for kirken, som det ifølge Kierkegaard gælder for ethvert individ – at det er opgaven at blive sig selv, uafhængig af skæbnens skiftende sindelag.
Det lærte Timothy J. Keller de amerikanske evangelikale, og jeg tror, vi har godt af at minde hinanden om det i den danske andedam.