Mandagsnyhedsbrevet

De Radikale er præsternes foretrukne parti, men det kan debatten om seksuelle krænkelser ændre

Det er ingen hemmelighed, at mange af folkekirkens præster stemmer på De Radikale. Har håndteringen af sexismedebatten gjort mange af dem politisk hjemløse? Billedet er taget i forbindelse med De Radikales folketingsgruppes møde i går søndag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

MANDAGSNYHEDSBREVET: Hvis der er nogen, der ved, hvor den vej, der er brolagt med gode intentioner fører hen, er det teologer. Håndteringen af sexismedebatten kan have gjort mange af dem politisk hjemløse

Umiddelbart har De Radikales skolegårdsslagsmål meget lidt med dansk kirkeliv at gøre. De fleste kirkeligt engagerede danskere har formentlig bare hentet popcorn og sat sig til rette. 

Men bag den umiddelbare forklaring på partiets spektakulære krise – Morten Østergaards fuldemandsgramserier og spørgsmålet om, hvem der sagde hvad til hvem hvornår – skjuler sig nogle dybere politiske uenigheder, som har tråde ud til kirkelivet.

Det er ingen hemmelighed, at mange af folkekirkens præster stemmer på De Radikale. En rundspørge, som Kristeligt Dagblad foretog i december 2018, viste, at partiet har 17,1 procent af præsternes opbakning og dermed er det største præsteparti. 

Det har ofte fået borgerlige kirkefolk til at more sig, for hvorfor stemmer så mange præster på et parti, som mener, at stat og kirke skal skilles, og som vil afskaffe folkeskolens kristendomsundervisning?

Trods de åbenlyse paradokser er der faktisk stærke historiske forbindelser mellem det kirkelige og det kulturradikale miljø. Det påpeger lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet Thomas Aastrup Rømer i et opslag på Facebook den 14. oktober (teksten blev også bragt i Kristeligt Dagblad).

Gennem en blanding af idéhistorisk og slægtshistorisk arkæologi redegør Aastrup Rømer for, hvordan både grundtvigianismen og den eksistensteologi, som også Tidehverv er rundet af, har præget dele af centrum-venstre i dansk politik – personificeret i efternavne som Koch, Auken og Lidegaard. 

Foruden det sagnomspundne ‘højskole-venstre’ findes også et ‘højskole-radikale-venstre’, som engang var båret af skolelærere, præster og belæste husmænd, og både lokal- og landspolitisk er præster ofte blevet valgt for partiet. Men ligesom højskole-venstre er stadigt dårligere repræsenteret i Folketinget, er det svært at få øje på højskole-radikale-venstre i den skov af yngre djøf'ere, der i dag udgør partiets folketingsgruppe.

Blandt undtagelserne er læreren Marianne Jelved, højskolelærersønnen Martin Lidegaard og Folketingets sidste teolog Ida Auken. De to første udgjorde netop, sammen med Jens Rohde og Lotte Rod, den opposition, som ved mødet den 7. oktober ønskede Lidegaard som leder af gruppen - et kandidatur, som også Ida Auken må formodes at ville have støttet, hvis ikke hun var sygemeldt.

Med Lidegaards detronisering som næstformand efter sidste valg in mente må man antage, at splittelsen også handler om andre (og, hvis man ellers må tænke sådan i dag, vigtigere) emner end håndteringen af krænkelsessagen. Og at uenighederne ikke forsvinder, selv om alle i folketingsgruppen efter gårsdagens møde angiveligt bakker op om Sofie Carsten Nielsen.

Siden årtusindeskiftet har værdipolitikken ændret De Radikale fra at være det konsensussøgende midterparti, der blevet drillet for altid at mene både-og, til at være et kompromisløst idealistisk fløjparti - i hvert fald hvad retorikken angår. Men den sekulære idealisme og moralisme, der har præget partiets linje i for eksempel indvandrings- og identitetspolitikken, skurrer mod arven fra eksistensteologien og grundtvigianismen, og i 2018 slog Martin Lidegaard og Ida Auken i hver deres bog til lyd for en mere pragmatisk politisk linje.

I debatten om seksuelle krænkelser erfarer partiets cand.scient.pol.-fløj i disse dage, hvor hårdt idealismen kan slå sig, når den rammer virkeligheden. 

At dømme efter reaktionerne på de sociale medier, er der mange præster – også kvindelige – som nok er positive over for #MeToo-bevægelsen, men føler ubehag ved moralismen, gabestokken og oxfordmødebekendelserne. Hvis der er nogen, der ved, hvor den vej, der er brolagt med gode intentioner fører hen, er det teologer. Idealismen tror på det rene menneske, men det er kristendommens påstand, at intet menneske er uden synd. 

Man fornemmede allerede ved partiets undsigelse af udenrigsminister Jeppe Kofod for hans tolv år gamle sexsag, at en grænse blev krydset. Efter den seneste måneds udvikling er der formentlig mange præster og andre højskole-radikale-venstre-vælgere, der er blevet politisk hjemløse.

Det bliver interessant at se den næste undersøgelse af, hvad præster stemmer på.