Måske havde arrangørerne haft svært ved at tro på, at emnet “offentlighedsteologi” ville være en sællert.
I hvert fald virkede de overraskede, da deltagerne blev ved med at strømme ind i Fællessalen på Christiansborg, og køen ved sikkerhedstjekket voksede.
Høringen var arrangeret af Det mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, men det var fætre og kusiner fra hele den udvidede kirkelige familie, inklusive katolikker og frikirker, der fyldte salen.
Da Daniel Toft Jakobsen (S), som var vært for høringen, med et kvarters forsinkelse bød velkommen, konstaterede han, at noget af forsinkelsen med det samme ville blive indhentet.
Det var nemlig meningen, at mødet skulle begynde med en sang, men han havde spurgt og fået at vide, at man ikke må synge på Christiansborg.
“Der er partilederdebat i Folketingssalen ovenpå, og de kunne jo opleve, at det forstyrrede. Men hvem ved, måske kunne det være en god oplevelse?”
Salen lo, for nu var tonen slået an til høringens emne: Hvad er kristendommens rolle i et åbent og pluralistisk samfund?
Emnet har 12 repræsentanter for folkekirke, universitet og organisationer i et års tid arbejdet med på foranledning af Det mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Resultatet er hæftet “Politik kommer ikke af ingenting”.
Formand for Det mellemkirkelige Råd Mogens Mogensen fortalte, at titlen er et citat fra Per Stig Møller: “Hvis man siger, at kristendommen ikke må spille en rolle for ens politik, har man misforstået det. Politik kommer ikke af ingenting.”
Offentlighedsteologi, forklarede Mogens Mogensen indledningsvis, er et nyt ord for noget meget gammelt, for "kristendommen har altid været til stede i det offentlige rum." Dog erkendte han, at ordet bruges meget forskelligt.
Mogens Mogensen talte om "en dansk fejludlægning af Luthers toregimentelære", som ikke ser sammenhængen mellem det åndelige og det verdslige regimente, men pegede også på en stærk dansk tradition for, at kristne præger samtalen om det fælles bedste: Grundtvig, Hal Koch, og Løgstrup.
Satan, der hvisker i øret
Men hvilken rolle spiller kristendommen da for politikken? I fire korte indlæg gav et panel eksempler på emner, som er aktuelle i samfundsdebatten, og på hvad kristendommen har at sige om dem: Identitetspolitik, økonomi, perfektionskultur og klima.
For det sidste emne stod Birthe Juel, Folkekirkens Nødhjælp. Hun citerede en leder fra Kristeligt Dagblad, som mente, at klimakampen kan splitte kirken.
“Det er jeg helt uenig i. Klimaet splitter ikke, det samler – hvis ikke, bunder det i en misfortolkning af kristendommens budskab,” sagde hun.
Den bold var Morten Messerschmidt (DF) ikke sen til at give et hårdt og splittende spark, da han som den første af fire folketingsmedlemmer skulle give sit bud på kristendommens rolle i samfundet.
“Hvis jeg skulle give ét råd til folkekirken, ville det være at kappe båndene til Folkekirkens Nødhjælp. Det er jo et parti med et politisk program, der er decideret antikristent,” sagde han.
“Hvis man udleder en bestemt politik af kristendommen, er det Satan, der hvisker i øret.”
Ordstyrer, kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad Anders Ellebæk Madsen ville vide, om det så også var Satan, der hviskede biskop D.G. Monrad i øret, dengang han formulerede Junigrundloven.
“Biskop Monrad var jo et førsteklasses røvhul,” svarede Messerschmidt.
"Det hører jeg som et ja," sagde ordstyreren.
Institutionen folkekirken stjal billedet fra kristendommen
Noget mere poetisk udtrykte Mads Fuglede (V) det samme synspunkt:
“Hvis jeg en dag vandrer gennem et klimaødelagt ørkenlandskab og finder en sten, og der på bagsiden af den sten er inskription, der siger: “Her gik Gud som menneske” – så vil det være mig alt nok. Jeg synes, vi skal lade Greta Thunberg om at redde klimaet.”
Charlotte Mølbak (SF) havde det svært med, at folkekirkepræster kan sige nej til at vie homoseksuelle, men havde ellers meget godt at sige om folkekirken, som “kan det, alle andre trossamfund også kan.” Derfor ønskede hun at stille alle trossamfund lige.
Høringen lagde op til en samtale om kristendommens rolle i samfundet, men debatten kom til at kredse om organisationer, folkekirke, præster og biskopper.
Det var således institutionerne snarere end kristendommen, der blev centrum for debatten mellem politikerne, som ret skematisk delte sig i et venstre, der roste kirkens diakonale indsats (“før Socialdemokratiet var det jo kirken, der tog sig af de fattige,” sagde Daniel Toft Jakobsen), og et højre, der ville adskille kirke og politik.
Alle fire politikere var vist nok enige om, at det danske velfærdssamfund er bygget på kristendom. Men hvad den iagttagelse betyder for kristendommens rolle i dagens og morgendagens samfund, havde de ikke mange svar på.