Sveden pibler ned over hans ansigt, han tørrer panden med bagsiden af hånden, den stærke brystkasse banker, og handskerne glider stille af hans stærke hænder, da vi sætter os for at drikke kaffe.
Mit graverhus på små otte kvadratmeter kan lige rumme to stole med bord, køkken med det mindste køleskab i handelen, samt kaffemaskine, vask og en masse tomme kagedåser. Selvfølgelig også faglitteratur, sangark, blomstervaser, rengøringsudstyr og overtøj. Grej, der hører til jobbet ved en landsbykirke.
Han har haft guldbryllup med arbejdsmarkedet og mere til endda. 69 år og pensionist, og alligevel har min gode medhjælper ikke fået nok. Han møder trofast op og arbejder de timer, jeg har brug for ham på et år.
Der er ting, det er rart at være to om at udføre, og så elsker jeg at have en kollega. Resten af tiden elsker jeg at arbejde alene. Det vil sige alene, når ikke lige der er kirkegårdsbesøgende, kolleger eller andre forbi.
Brostenene ligger i en stor bunke med helt præcis 239 styk. Det var ham, der talte hver og en, han har tal for alt og klæbehjerne. Vi hentede disse smukke, gamle, slebne sten 15 kilometer væk på en bondegård. Vejr, vind og slitage har sat deres aftryk og vidner om mange år med fødder af folket, der har trådt dem flade.
Trailerne blev spændt efter bilerne, og vi kørte i vores lille vogntog derud, en hel formiddag kørte vi i rutefart med sten.
Jeg er ret opfindsom, når min magelige tankegang er motiveret. Derfor parkerede vi langs fortovet og kastede hver en brosten over den høje tykke mur og lignede nogle værre rebeller.
Alternativt skulle vi køre dem i trillebør, højest fem ad gangen op ad rampen, igennem perlegrus, der er umuligt at køre i, og hele vejen hen og læsse dem af, og puha, det er tungt. 10 til 15 kilo vejer hver sten. Brosten er store i modsætning til de chaussesten, man bruger i fortovene i byerne.
Det er sjovt at tænke på, at stenene ikke er importeret granit fra den anden ende af verden. De er fra de nordiske lande, sprængt, hugget og flyttet af arbejdsmænd, der nu er gået i glemmebogen
Brostenskast er faktisk også tungt arbejde op over en høj bred mur, men det føltes friere. Vi følte os seje og rebelske, og kunne vi le, så gjorde vi det i vores ansigts sved. Det var meget vigtigt, at stenene blev kastet langt nok over og væk fra teglstenene på muren.
De anonyme gravsteders plæne er indrammet af en brostenskant hele vejen rundt, men jeg manglede 19 sten. Nu har jeg rigeligt. Med 220 sten i overskud, som kan blive til en anden belægning, funderer jeg over fremtidige projekter.
Det er sjovt at tænke på, at stenene ikke er importeret granit fra den anden ende af verden. De er fra de nordiske lande, sprængt, hugget og flyttet af arbejdsmænd, der nu er gået i glemmebogen.
Min medhjælper og jeg går også i glemmebogen en dag. Så er der kun brostenene tilbage som vidne, et stendødt vidne. Altså – gravalvorligt – så er det jo en lidt død arbejdsplads, jeg har, men jeg nyder hvert sekund og livet her.
Det er op af dagen i Himlingøje, folk er hjemme ved kaffen igen efter hundeluftningen. Pendlerne er for længst taget med det lille tog eller bil på vej ind mod staden til, nogle er hjemme igen.
Ovre i forsamlingshuset begynder der at komme folk til, for petanqueklubben træner en gang om ugen. Livet går videre, og det gør det også på en kirkegård.
