Bispekandidat: En præst skal gøre tjeneste i sognet, ikke fra sommerhuset

DEBAT: En biskop skal ikke blande sig i, om præsterne går i kirke, de søndage, hvor de ikke selv prædiker. Men en biskop må forvente, at præsterne er ”på” og tilstede i sognet seks dage om ugen, skriver bispekandidat Asser Skude

Om præster går i kirke, når de har fri, skal en biskop ikke blande sig i. Men når præsten er på arbejde, skal sognebørnene kunne finde denne præst i deres område – og ikke i et sommerhusområde, mener Asser Skude. Foto: Kåre Gade

Sognepræsterne har en seksdages arbejdsuge og en ugentlig, fast fridag. Den ugentlige, faste fridag planlægges typisk med kolleger, provst og menighedsråd.

Dertil kommer seks ugers ferie om året samt mulighed for at afholde weekendfri seks gange årligt. Tilbage er altså 40 weekender, hvor præsten typisk vil kunne gøre tjeneste i sit sogn eller på anden måde betjene provstiet eller stiftet.

Umiddelbart synes jeg, den nuværende ordning med fridage og ferie er fornuftig. Sognepræster arbejder relativ mange dage om året, herunder altså også weekender.

Men det er nok ikke antallet af arbejdsdage, der stresser sognepræsterne, det er snarere de mange forskelligartede forventninger, som både biskop, provst og menighedsråd har til dem.

Derfor er det utrolig vigtigt at biskop, stiftsråd, provst og præster og menigheder lokalt tænkes med og er i konstant dialog for at sikre, at hver enkelt sognepræst lokalt laver netop de opgaver, som der forventes, og det gerne med en ildhu, som er kendetegnende for det særlige præstedømme, hvor alle er teologer, men også kaldede af den menighed, de skal betjene.

<a href="https://www.kristeligt-dagblad.dk/profiler/lisbet-christoffersen" target="_blank">Lisbet Christoffersen</a>s spørgsmål til bispekandidaterne

I et debatindlæg på Kirke.dk stiller professor Lisbet Christoffersen en række spørgsmål til bispekandidaterne i Helsingør Stift. 

Blandt andet spørger hun:

"Vil den ny biskop opfordre til og forvente af de cirka 300 præster i stiftet, at de er kirkegængere, også når de har prædikenfri eller rigtig fri – ikke nødvendigvis i eget sogn, men i sommerhussognet eller på vej til familiebesøget?"

Læs hele debatindlægget.

Af samvittighed og præsteløfte er sognepræsterne også drevet til at ”gøre en forskel” for sognebørnene. For mig at se er det vigtigt, at præsterne brænder for ”sagen”, men samtidig ikke ”brænder op” eller ”brænder ud”, fordi arbejdsmængden altid vil være der og ikke hører op.

Derfor er det vigtigt sammen med råd, provst og biskop at prioritere, hvilke opgaver der skal løses. Det skal ske for at sikre sognepræster og menigheder glæde og trivsel, og så de føler, at de er med til at løfte vigtige opgaver, og at de bliver set, hørt og taget alvorligt.

Det er vigtigt, også for ulønnede, aktive i menighederne. Netop de frivilliges indsats må ikke blive taget for givet, men kræver konstant anerkendelse og påskønnelse. Kun ved, at frivillige og sognepræster trækker på samme hammel, kan det lykkes at komme i mål.

Også ressourcerne i Danmarks største stift bør følge med, i forhold til sognepræstenormering og i forhold til indbyggertal, men også i forhold til de opgaver, som kan finansieres med landsskattemidler.

At tage i sommerhus langt væk fra det sogn, man bor og gør tjeneste i, er naturligvis ikke den umiddelbare måde at deltage aktivt i sit sogn på

Her tænker jeg på de særlige opgaver, som er kendetegnende for stifter med storbyfænomener, herunder koncentration af socialt udsatte og ikke-etniske danskere, et faldende dåbstal og så videre.

Hvorvidt den enkelte sognepræst i Helsingør Stift har tænkt sig at gå i kirke, de søndage, hvor præsten ikke selv prædiker, er for mig at se ikke noget, en biskop skal blande sig i. Men en biskop må forvente af sine sognepræster, at de er ”på” dagligt – altså seks dage om ugen – i forhold til at gøre præstetjeneste.

At gøre ”tjeneste” er afledt af det latinske ”ministrere”, det vil sige stille sig til rådighed – herunder for sine sognebørn og de opgaver, som ligger lige for:

Det kunne være at mødes med, besøge, tale med sognebørn, deltage i lokale traditioner i forbindelse med fastelavn, sankthans, sommerfest, høstfest, allehelgen og luciaoptog. At tage i sommerhus langt væk fra det sogn, man bor og gør tjeneste i, er naturligvis ikke den umiddelbare måde at deltage aktivt i sit sogn på.

Det er vel også derfor, man i vid udstrækning fastholder bopælskravet for sognepræster: At de er at finde i sognet, og altså til at nå seks dagen om ugen for dem, som søger eller savner dem.

Det er ikke for ingenting, at det gamle ord ”sogn” anvendes i forbindelse med at gøre tjeneste i et specifikt område. Ordet sogn kommer af ”de, som søger et bestemt område/retspraksis”.

De, som søger en specifik præst, er altså dem, som hører til det område, hvor netop denne præst gør tjeneste. Når nogen søger deres sognepræst, skal de altså også kunne finde denne præst – i deres område – ikke i et sommerhusområde, for nu at blive meget konkret.