Jeg ser ikke cykelløb. Men Tour de France i Danmark lokkede mig til fjernsynet. Jeg ville se mit smukke land.
Roskilde Domkirke fremtrådte i al sin storhed, og undervejs passerede vi på kortere eller længe afstand flere landsbykirker fra middelalderen.
Jeg kunne ikke lade være med at sende menighedsrådene en varm tanke. Tak, at I ofrer tid og kræfter og tager ansvar for at vedligeholde denne enestående danske skat. Vores mange gamle kirker.
Kirkerne huser vores historie
Det er en meget vigtig opgave at drage omsorg for, at vores gamle kirker fremtræder både som smukke og hensigtsmæssigt indrettede gudstjenestehuse, og tillige fremtræder som historiske og kulturhistoriske monumenter til gavn og glæde for sognet og for turister fra nær og fjern.
Hver eneste middelalderkirke, selv den mest ydmyge, vidner om slægters historie gennem tusind år. Danske kirkebygninger er netop ikke museer. Vores kirker bliver benyttet til gudstjenester og kirkelige handlinger, som de er blevet benyttet siden danerne blev kristne og dermed en del af det katolske og europæiske fællesskab, der rigeligt kan måle sig med nutidens EU.
Vi blev protestanter og meget katolsk kirkeinventar blev sat af vejen og andet kasseret. Men i dag prydes flere kirker af katolske altertavler med billeder af de helgener, som Martin Luther med de værste skældsord forkastede. Det bliver vi ikke katolikker af, men historisk bevidste.
Turister kan gå på opdagelse
Henved to tusinde kirker og klostre kan skrive deres historie tilbage til middelalderen. Hver slægt har føjet sit til. Der er ingen ende på, hvad en dansk eller udenlandsk turist kan finde af spændende mindesmærker om slægters gang i vores gamle kirker. Men først og sidst må det huskes, at kirkerne altid har været rammen om forkyndelsen og menighedens trosliv.
Derfor er det så vigtigt, at menighedsrådene bevarer ansvaret for vores kirkebygninger, der netop ikke skal være underkastet fredning og krav, der forhindrer, at menighedslivet udfolder sig frit. Den økonomiske byrde er selvsagt ulige fordelt og ikke uforanderlig, derfor vil og skal den økonomiske udligningsordning altid være til diskussion.
Jeg har i mere end halvtreds år rejst rundt og set på danske kirker. Der knytter sig tusinder af minder til kirkebesøgene med samtaler med menighedsrådsmedlemmer og ansatte, der ikke sjældent har haft en god historie at fortælle, som ikke lige fremgår af den skrevne fremstilling af kirkens historie.
Symbolerne har fortællingen i sig
I de senere år ses forandringer på flere og flere kirkegårde. På lang afstand fornemmer man en grøn kirkegård med summen og brummen af bier og synet af sommerfugle, der ellers bliver sjældnere og sjældnere.
Kirkernes indre er et broget billede. Kristne og verdslige symboler slås om pladsen på prædikestolen. På altertavlen er der plads til den gammeltestamentlige lovreligion anskueliggjort af en udskåren figur af Moses med lovens tavler. Han må dog vige den centrale plads for den lidende Kristus. Den nye pagt. Det hele godt blandet sammen med symboler for tro, håb og kærlighed, griskhed og mådehold, vrangmasker, hekse og djævle og andet godtfolk.
Der går ikke skår af den lutherske kirkegænger og turist ved i en kirke at finde monstranshus og åbninger til vievanskar. Men det er nyttigt at kende historien, når man opdager en støvle ophængt i kirken eller en kanonkugle i kirkelige omgivelser.
Djævle truer i mange kirker. Der prædikes katolsk på de danske kirkevægge. Dommedag er gruopvækkende og djævlen griner fælt, medens han jager de fortabte ind i dragens flammende gab.
Så er det en velgørende trøst at møde ærkeenglen Michael, ikke mindst i Højby Kirke i Odsherred. Michael vejer sjælene på dommens dag. Og det er ikke de gode gerninger, mennesket kan prale af. Den lille forskrækkede sjæl bliver vejet og fundet for let.
For i den anden vægtskål sidder en hoben grinende djævle. Men se på Michael. Han lægger den ene hånd på vægtstangen. Herrens udsendte, ærkeenglen Michael snyder på vægten. Vores synder er os forladt. Vi bliver ikke dømt efter loven. Vi bliver dømt i nåde.
God tur.