Arbejdsmiljø. Efterhånden en dagsorden, der skal diskuteres, hver gang man mødes i kirkelig sammenhæng. Og tak for det, for de svære samarbejdsrelationer er ikke bare noget, vi hører om på anden og tredje hånd. Det er tværtimod en virkelighed i vel de fleste sogne – desværre.
Jeg får en del henvendelser på baggrund af opsejlende eller bragende konflikter, måske på grund af min fortid i det faglige system samt min viden om og analyse af både det juridiske og de mere bløde sider af samarbejdet i folkekirken.
Jeg bliver ofte kontaktet af kolleger, primært organister og præster, som har brug for at drøfte en sag eller en problemstilling.
I virkeligheden kunne jeg skrive en hel bog med tråde og tanker ud fra disse drøftelser, men i første omgang har jeg her valgt at sætte fokus på i hvert fald ét forhold, som ofte har potentiale til et dårligt samarbejde mellem præster og organister: Det ulige magtforhold mellem disse to faggrupper.
Det følgende skulle gerne være relevant også ud over disse to grupper i det folkekirkelige landskab, da principperne vil kunne overføres også til andre situationer i folkekirkens hverdag.
Begge parter må være bevidste
Når jeg vælger at skrive om dette, er det ikke bare brok og ærgrelse over det bestående. Faktisk er jeg tilhænger af denne ulighed.
Men det er for mig at se afgørende, at begge parter er bevidste om den og også formår, hvis det bliver nødvendigt, at tale om den. Uligheden må ikke blive et tabu.
Det antages universelt, at præsten har endelig beslutningsmyndighed i alle sager, der vedrører gudstjenesten i folkekirken. Præsten er gudstjenestens leder, præsten bærer ansvaret for, at alt går sømmeligt til. Det læremæssige ansvar ligger også hos præsten.
Organisten som medforkynder er i denne sammenhæng underlagt præstens endelige afgørelse ved eventuelle uenigheder. I enkelte spørgsmål kan dette give anledning til konflikt, og det er der en ganske særlig grund til:
Organistens formelle faglighed og praktiske viden om et konkret forhold kan i nogle tilfælde langt overstige præstens, men dette er præsten i sin gode ret til at se bort fra, og i sådanne tilfælde kan mindre uoverenstemmelser hurtigt blive til uoverstigelig konflikt.
Det klassiske minefelt
Det klassiske minefelt indeholder først og fremmest melodivalg, men det består også af sådan noget som salmernes tonehøjde og tempo, registreringen af orglet (hvor kraftigt og med hvilke klange, der spilles) og faktisk også sådan noget som organistens valg af kor- og orgelmusik.
Man skulle ikke tro, at orgelmusik skulle kunne give anledning til uenighed, men jeg kan afsløre, at det kan det, og når det er tilfældet, må præstens myndighed forstås som en form for vetoret:
Organisten må ikke spille musik, som præsten af saglige grunde afviser. Men præsten kan af naturlige årsager heller ikke pålægge organisten at spille et bestemt orgelstykke.
Det største antal konflikter i dette felt ligger dog i de første eksempler, altså melodivalg tonehøjde, tempo og klang. Her har organisten en formel faglig kompetence, som præsten ikke besidder (der er naturligvis altid undtagelser).
Både organist og præst har en personlig smag, men organistens smag kan være baseret i – eller i hvert fald bakket op af – faglige argumenter, som de fleste præster med rette vil føle ligger uden for deres kompetenceområde.
Alligevel har præsten det sidste ord, og hvis processen i forbindelse med uenighed på dette område ikke inkluderer samtale, begrundelse og anerkendelse, vil kimen være lagt til en varig konflikt.
Præsten har det sidste ord, men
Når jeg spørges om råd i den type sager – og det kan være fra både præster og organister – er det altid vigtigt for mig at få sagt, at samtalen om de her ting bør være så ærlig som mulig.
Som organist er man nødt til at respektere, at præsten har det sidste ord i de fleste af disse sager (salmetempo og orgelklang er klart en gråzone, som jeg vil undlade af forholde mig til i denne omgang).
Men præsten bør på den anden side ihukomme, at en afgørelse truffet i uenighed med den faglige kompetence på området kun bør træffes i tilfælde, hvor begrundelsen kan anføres umisforståeligt og rimeligt.
Præsten kunne ved uenighed med organistens forslag måske endda spørge sig selv, om det er vigtigt at få gennemtrumfet sit valg, eller om organistens valg måske kunne følges uden at gudstjenesten derved falder sammen.
Jeg ved, det kan betyde meget for nogle præster, men måske sender det et ubevidst signal til organisten om, at man ikke tør overlade bedømmelsen til den fagligt kompetente.
Ærligt og uden frygt
Det kan også være et forslag at sætte tid af til grundig drøftelse af parternes holdning til liturgi, musik og salmer. Præsten kan måske her komme konflikter i forkøbet ved at give organisten indsigt i eventuelle grundlæggende principper og holdninger inden for feltet. Forventningsafstemning, for nu at bruge et modeord.
Organisten kan i denne sammenhæng måske også ærligt og uden frygt for direkte konflikt gøre rede for samme ting set fra den anden side af bordet. Måske et sådant møde kan gentages hvert eller hvert andet år, medmindre man efterhånden opnår en harmonisk symbiose, som mange præster og organister heldigvis gør.
Nogle vil måske mene, at det i sig selv lægger op til konflikt at anskue forholdet mellem præst og organist som ulige. Men jeg tror, en fælles bevidsthed om denne ulighed er en forudsætning for, at uligheden ikke resulterer i konflikt.