Ansøgningsfrist 30. marts: Bliv universitetspraktikant i efterårssemestret 2020

Mediehuset Kristeligt Dagblad søger universitetspraktikanter, der brænder for digital formidling

Johannes Jacobsen (t.h.) var praktikant, da Kirke.dk blev lanceret i 2018. I dag er han bachelor i teologi og cand.mag. i journalistik. Han arbejder freelance med journalistik og kommunikation for kunder som Netflix, IKEA, RoMu og LiteraturHaus.
Johannes Jacobsen (t.h.) var praktikant, da Kirke.dk blev lanceret i 2018. I dag er han bachelor i teologi og cand.mag. i journalistik. Han arbejder freelance med journalistik og kommunikation for kunder som Netflix, IKEA, RoMu og LiteraturHaus. Foto: Iben Gad

Har du lyst til at arbejde med skriftlig formidling, interaktive fortællinger, sociale medier eller digitale magasiner om alt mellem himmel og jord?

Kristeligt Dagblads prisvindende digitale redaktioner søger universitetspraktikanter til efterårssemestret 2020.

Hvis du læser filosofi, kommunikation, dansk, teologi, religionsvidenskab, kulturstudier eller film- og medievidenskab, så er et praktikophold en enestående mulighed for at få et indblik i arbejdslivet på et seriøst medie og tilegne sig praktiske færdigheder inden for kommunikation, formidling, sociale medier, digital teknologi samt emner som religion, etik, kirke, menneskelige relationer og samfundsforhold.

Som digital universitetspraktikant kan du komme til at arbejde med kommunikationsopgaver inden for et af disse tre hovedområder: 

  • Hovedsiden k.dk, som følger den daglige nyhedsstrøm med nyhedsbreve, sociale medier, web-radio og visuelle satsninger.
  • Vidensportalerne religion.dk og kristendom.dk, som særligt henvender sig til skoler og uddannelsesinstitutioner med fokus på baggrund, forståelse og oplysning om religion og tro.
  • Specialmediet Kirke.dk, der leverer fagjournalistik til beslutningstagere, ansatte, folkevalgte og frivillige i dansk kirkeliv. 

Læs mere i stillingsopslaget.