Sognepræsten i Bramdrup Sogn ved Kolding, Lone Vesterdal, har i løbet af en kort årrække udgivet en række faglige bøger om sjælesørgeriske emner. I bøgerne trækker hun på egne personlige erfaringer, teologi, kunst, litteratur, filosofi og forskningsbaseret viden om psykologi.
Genremæssigt lægger hun sig tæt op ad den tradition for sjælesørgerisk litteratur, som forhenværende lektor på Menighedsfakultetet Leif Andersen har været bannerfører for.
Og lad det være sagt med det samme: Jeg kan godt lide denne type bøger, som uden at give køb på fagligheden – nærmere tværtimod! – sætter teologien i spil med den faglige praksis. Derfor var det også med høj forventning, at jeg tog hul på hendes nye bog, som hun har skrevet sammen med en anden erfaren præst og skribent, nemlig Hanne Pahuus.
I bogen ”Det medfølende vidne” (Eksistensen, 2023) formidler de to præster sjælesørgerisk viden og erfaringer med traumer. Det er interessant, vedkommende og lærerig læsning. Bogen henvender sig særligt til præster og andre, som arbejder med omsorg for mennesker. Den er trykt i farver og i et flot udstyr og rummer flere flotte illustrationer af klassiske og moderne kunstværker.
Der er ikke tale om en stram redigeret lærebog, men om individuelle tekster, som er redigeret sammen til en fælles fremstilling. Forfatterne anvender ingen diagnoseord, men er tydeligvis velbevandrede i moderne traumeforskning og litteratur. Erfaring og viden går hånd i hånd.
Et lyttede og medlevende vidne
Ifølge forfatterne har det traumatiserede menneske behov for ”et medfølende vidne”, det vil sige en sjælesørger, ”som kan vise medfølelse, respekt, og – med et stort ord – kærlighed.”
At være medfølende indebærer ikke et krav tavshed. Det handler tværtimod om at kunne indgå i samtaler, der kan kalde livsmodet frem i det traumatiserede menneske. Et sted fremhæver Hanne Pahuus, hvordan sjælesørgeren både skal være ”et lyttende og medlevende” vidne.
Ved generøst at dele ud af egne livserfaringer demonstrerer forfatterne, at sjælesørgerens opgave både er at have øje for de erindringer, som har betydning for den anden, men også at have øje for resonansen hos sig selv. På den måde kan der skabes et fælles liv, som kan få stor betydning for det traumatiserede menneske.
Forfatterne viser bogen igennem eksempler på sjælesørgeriske samtaler, som de analyserer og kommenterer. Dermed er bogen også et blik ind i det sjælesørgeriske samtalerum, som præster ofte står i.
Hanne Pahuus indleder med at skrive om, hvordan det traumatiserede menneske forholder sig til sin fortid og fremtid:
”Når vi erindrer, genkalder vi os noget i fortiden, som har været betydningsfuldt, noget som gjorde indtryk, og som vi kan berette om i en sammenhængende fortælling. […] For at kunne ordne sine erindringer til fortællinger må man komme på afstand af sig selv. Man må komme i en form for samtale om erindringerne, hvor man som et aktivt subjekt fortæller for andre eller genkalder sig noget for sig selv.” (s. 23)
Almindelige erindringer kan blegne og forsvinde, mens de traumatiske oplevelser kan kaldes tydeligt frem som billeder og fysiske sansninger. De er på en måde frosset fast i tiden. På den måde er døden viklet ind i livet hos den traumatiserede, som har brug for medfølende vidner, der kan være med til at levere sprog til situationer, hvor et menneske slås med det meningsløse.
Påskelørdag og traumeteologi
Derfor er det også naturligt, at Lone Vesterdal i det efterfølgende kapitel om ”Påskelørdag og traumeteologi” peger på behovet for en gennemtænkt teologi for det eksistentielle rum, som opstår i kølvandet på traumet.
Normalt er vi i stand til at skelne klart mellem død og liv, men når traumet og sorgen sætter ind, bliver det vanskeligere at holde kategorierne adskilt. Billedligt talt befinder det sørgende menneske sig i mellemrummet mellem langfredag og påskemorgen.
I denne eksistentielle mellemfase dukker de traumatiserende hændelser ”tankemæssigt og kropsligt op i nutiden i form af ubehagelige genoplevelser, søvnløshed og en generel følelse af utryghed […] Der er en rest af døden, som forbliver i det levede liv, og som forhindrer en i at være nærværende.” (s.59).
Det er ikke en ny pointe, som Lone Vesterdal her præsenterer – og hun trækker i kapitlet på en række tænkere og teologer, heriblandt C.S. Lewis, Dante, Shelly Rambo, Rowan Williams og Niels Henrik Gregersen.
Denne vandring i mellemrummet mellem døden og livet er i det hele taget, hvad Lone Vesterdal også peger på, et velkendt tema i de bibelske fortællinger, men også i verdenslitteraturen.
Da jeg læste kapitlet, faldt mine tanker på Ernest Hemingways novellekarakter, Nick Adams, der i novellen ”Store flod med to hjerter” drager på fisketur i vildmarken for at fiske i ”sumpen”.
Nick er krigsveteran. Og som andre krigsveteraner før ham, bruger han vildmarken til at holde verden og traumerne på afstand. I vildmarken kan han leve et enkel og struktureret liv, og han kan føle sig ”lykkelig”, når han ser ørrederne bevæge sig i vandet. Men det kan også være et mørkt og ensomt sted.
”Inde i sumpen var bredderne ubevoksede, og de store cedertræer lukkede sig om én, så solen ikke kunne trænge igennem undtagen pletvis; inde i den hurtigt strømmende, dybe vand i halvlyset, ville det være en tragedie at gå på fiskeri. I sumpene var det et tragisk eventyr at gå på fiskeri.”
For ude i vildmarken er der ikke et medfølende vidne. Her er du alene og har ikke mulighed for at blive berørt af andre. Her er ingen resonans – for nu at bruge Hartmut Rosas moderne begreb, som Hanne Pahuus dygtigt trækker ind i sammenhængen i et senere kapitel.
Savner klarere sondring mellem lov og evangelium
Lone Vesterdal har ret i, at der er behov for et teologisk sprog til at beskrive denne eksistentielle mellemtilstand, som vi kan finde påskelørdag eller ude i ”sumpen”, hvor døden og livet ikke på samme måde kan holdes adskilt. En vigtig vej til forståelse af traumet er at åbne sig i forhold til de indsigter, som kirken og teologien bidrager med.
Der er meget i bogen som fortjener at blive diskuteret. For eksempel afslutter Hanne Pahuus med et kort kapitel om at være i Guds erindring og om evangeliet som dom.
Den sjælesørgeriske pointe bliver, at der ikke vil være nogen trøst at finde, hvis dommen over mennesker udtales som fortabelse. Den pointe kan jeg godt tilslutte mig i den specifikke sammenhæng. Set fra et dogmatisk perspektiv er det en større diskussion, og jeg savner nok en klarere sondring mellem lov og evangelium.
”Det medfølende vidne” er en god bog, som kan hjælpe os alle til at gå ind i mødet med egne og andres traumer. Jeg har lært meget af den og vil varmt anbefale den til alle, der arbejder med omsorg for mennesker.
Mig bekendt findes der ikke en tilsvarende udgivelse på dansk. I den forstand er der tale om et originalt bidrag. Alene af den grund fortjener den at blive læst.