For tiden taler mange om "podcast-ificeringen" af medierne.
Podcastens journalistiske særkende er blandt andet, at den i høj grad fokuserer på værten, altså den mikrofonbærende journalist, og dennes proces med at tilrettelægge det journalistiske produkt.
Mange journalistiske podcasts indledes således med præsentationer, som "jeg er taget ud til" denne eller hin kilde og så videre i den dur.
Podcasts er populære, og deres journalistiske særkender har de senere år trængt sig ind i mange af radioens magasinprogrammer og i længere skrevne tekster.
At podcastificeringen også har ramt bogmarkedet, herunder det teologiske, er Ingrid Anks introduktion til "Første Samuelsbog" og "Anden Samuelsbog" et godt eksempel på.
Bogen er en del af forlaget Eksistensens nye serie "Bibelen læst af …", som har til formål at åbne de bibelske fortællinger for alment interesserede. En alletiders og prisværdig idé.
Forfatterens arbejde
"Første Samuelsbog & Anden Samuelsbog" begynder in medias res. Vi følger ikke bøgernes egen kronologi, men bliver abrupt kastet ind i fortællingen.
Saul nævnes en passant, og så kommer historien om David på banen. Det forudsættes åbenbart læserne bekendt (eller ses som irrelevant), hvem den Samuel, som har lagt navn til bøgerne, er.
Bogen indledes med historien om Davids møde med den badende Batseba, og den vender forfatteren så tilbage til adskillige gange undervejs i bogen.
Som i en podcast fylder processen med at skrive bogen meget. Vi hører rigtig meget om Ingrid Ank og hendes arbejde med at skrive bogen, hendes overvejelser og møder med kendte mænd.
Det bruges imidlertid ikke rigtig til noget. Følgende passage er symptomatisk:
"Jeg synes, der er en overset opera i "Anden Samuelsbog". Derfor har jeg inviteret skuespilleren Thure Lindhardt på kaffe. Jeg har brug for at vende det med en dramatiker. Thure er heldigvis enig."
Som læser tænker man, om det ikke umiddelbart ville have været mere relevant at diskutere sagen med en operakyndig, snarere end med en skuespiller, som så tilmed også kaldes dramatiker.
Under alle omstændigheder bruges det ikke rigtig til noget. Efter tre replikker forsvinder Thure, som han bare kaldes, igen fra bogen.
Referencer og deres aktualitet
Udover de mange digressioner om overvejelser og samtaler i forbindelse med at udarbejde bogen, er fremstillingen af handlingen i Samuelsbøgerne krydret med en masse referencer til aktuelle ting.
Det har både forfatter og forlag åbenbart tænkt var en god idé, og det er det måske også i et vist omfang. Problemet er, at i en bog på godt 70 små sider tager de aktuelle perspektiver plads fra det egentlige emne.
Det kunne ellers have været nyttigt med bare en lille introduktion til, hvad der foregår i bøgerne, hvornår de omtrent er skrevet, af hvem og i hvilken sammenhæng.
Det andet problem er, at referencerne er meget begrænsede. Som om forfatteren har haft svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle "nutidiggøre" stoffet.
Således bliver det for eksempel hele to gange (side syv og side fireogfyrre) næsten ordret gentaget, at der var elleve millioner amerikanere, der så den engelske dronnings begravelse i fjernsynet, selvom landet er bygget på idéen om at være uden et kongehus.
For det tredje er der visse steder noget mærkeligt altmodisch over det, der skulle virke aktuelt. Som i denne passage, hvor vi præsenteres for en "hr-hvem-som-helst", som selvfølgelig er navngivet Bjarne:
"Samuelsbøgerne er en volumiøs udgave af den tabloidavis, som Bjarne bladrer i på grillbaren på vej hjem fra job."
Det lyder lidt som noget fra en Røde Mor-sang. Findes der overhovedet grillbarer mere? Og mon ikke Bjarne, ligesom alle os andre, læser nyhederne på telefonen?
Grænsen mellem cute og cringe er hårfin
Enhver, der kender teenagere eller det, der ligner, vil være bekendt med de engelske begreber cute og cringe.
Betydningen af cute siger næsten sig selv: At noget er sjovt på en sød måde. Cringe er dets diametrale modsætning: Tåkrummende.
Grænsen mellem cute og cringe er hårfin, især fordi forsøg på at være det første så nådesløst let kan slå over i det andet.
Måske har Ingrid Ank og forlaget set bogens talrige podcast-agtige digressioner og henvisninger til forfatteren og hendes proces som cute.
Her spiller individuel smag naturligvis en vis rolle, og jeg har svært ved at komme udenom, at det på mig forekommer ret så cringe. Men jeg tror ikke, jeg er alene.
Jeg har i studiekreds-sammenhænge brugt andre kortbogs-formater til belysning af teologiske emner, og min erfaring er, at folk i almindelighed har en lav tolerance for forfattere, der skriver meget om sig selv og deres egen proces med at skrive.
Måske fordi alle mediebrugende mennesker i øjeblikket er omgivet af podcastificering og er ved at have nået mætningspunktet.
Idéen med at introducere bibelske skrifter i korte bøger er god og sympatisk. Lige netop denne ville jeg dog ikke anbefale nogen, der gerne ville vide noget om Samuelsbøgerne.
Dertil fylder forfatteren ganske enkelt for meget, og sagen, hun skriver om, for lidt.