Eksistensen har udgivet en lille bog, som er skrevet af biskop Elof Westergaard, nyligt afgået domprovst Jens Torkild Bak og stiftskontorchef Elisabeth Aggerbeck, alle Ribe Stift.
Bogens titel, "Folkekirken mellem tro og administration", kan få en læser til at frygte, at der dermed menes, at folkekirken sætter sig mellem to stole. Imidlertid forsøger forlagets bagsidetekst at berolige: "Og der er tro og teologi i det hele."
Det løfte opfyldes nu ikke med den styrke, synlighed og klarhed, som man kunne forvente. Begreberne er ikke klart defineret og flyder sammen.
Lad os få én ting på plads
Teologiens ærinde er allerede på én af de første sider beskrevet på en måde, som kan vise sig at være en fatal misforståelse: "Teologiens ærinde er at tale troens, håbets og kærlighedens sprog…"
Nej, teologien er en videnskab. Det Teologiske Fakultet er netop ikke en konfessionel præsteskole.
Studiet skal bringe den studerende i stand til med den videnskabelige metode i bagagen selv at fortsætte studierne og granske Bibelen, Luther, bekendelsesskrifterne og meget, meget andet.
Den teolog, der vælger præstegerningen, skal netop være i stand til selv vedvarende at granske Bibelen og fordybe sig og til stadighed trænge dybere ind i prædiketeksterne og livet igennem forkynde det samme evangelium på en ny måde, der taler ind i den tid, hvor der prædikes.
Organisation, institution og styring
Bogen analyserer de vilkår, det enkelte menneske og folkekirken lever under i en ændret og mere sekulariseret verden. Den indeholder, som andre aktuelle udgivelser, mange sider om folkekirken som organisation og institution og om styring.
Det er naturligvis helt nødvendigt, at folkekirken igen og igen gør sig virkeligheden klar. Vilkårene for kirken er i dag meget anderledes end for blot en menneskealder siden. Derfor står folkekirken også tilbage med den mest decentrale struktur i samfundet.
Ulemperne skal begrænses, og styrken i det nære skal understreges og understøttes. Det er en vigtig fortløbende diskussion.
Men hvorfor er alle, der taler og skriver om folkekirken, blevet så ivrige efter – med ti-tyve års forsinkelse – at tale om styringsparadigmer, NPA og DEAL?
Den nødvendige samtale, ikke mindst blandt menighedsrådsmedlemmer, må ikke ødelægges af en forfængelighedskonkurrence om, hvem der ligner en studerende på Handelshøjskolen mest.
Bogen rummer et længere afsnit om IT og al dets væsen. Som det helt rigtigt understreges af forfatterne, så er der al mulig grund til vedvarende at tage diskussionen netop i folkekirken.
Det fysiske fællesskab er folkekirkens og hele den kristne menigheds DNA. Til gengæld har man under coronaen set, hvordan sognene netop via IT sørgede for tilgængelighed til gudstjenester og andagter.
Det er vigtigt, at IT, administration og organisation bruges til at frigøre kræfter til at fremme kirkens liv og vækst. Nye teorier om administration og ledelse og styring må ikke spærre for det egentlige: Der skal kunne tales om tro og evangelium uden at putte med tingene og uden at rødme ved at sige det rent ud.
Luther nikker
Dermed springer jeg frem til det afsnit, der for mig er hovedafsnittet. Det bærer overskriften: "Hvor meget skal man tro for at være i folkekirken?"
Der er ingen grund til at den lutherske læser begynder at hyperventilere. Overskriften er naturligvis en provokation og ikke en hyldest til dem, der gennem tiderne har haft travlt med at måle andres tro.
Der luftes forskellige opfattelse fra forskellige kilder. Vigtigst er for mig, at jeg kan se Luther i ordene om, at troen ikke er en præstation.
At troen ikke afhænger af viden. At intet menneske kan kræve, at andre mennesker aflægger regnskab om deres tro, Det er alene en sag mellem Gud og mennesker. Vel talt.
Folkekirkens fordele og særpræg, de mange sogne, det nære og præsten som den samlende figur i de små sogne fremhæves.
Bogen kredser om menneskets og kirkens vilkår i en sekulariseret tid. Vi ved det alle: Livet er ved at blive reduceret, som om mennesket blot er et tandhjul i det store samfundsmaskineri. En brik i statens regnemodeller.
Evangeliet er en gave til det rodløse, moderne menneske, der søger et fundament og et kompas. At leve livet er den vanskeligste opgave, vi stilles. Og sådan har det altid været.
Men, som det så klart beskrives, så er troen og dagligdagen i dagens samfund i højere grad adskilt end tidligere. Ja, det er som om, forudsætningen om, at mennesket ikke er en tilfældig dyreart, men er skabt og fik indblæst ånde, ikke mere er en afgørende og selvfølgelig forudsætning i politik.
En bog, der rejser vigtige spørgsmål
Bogen kredser om mange emner, der relaterer til folkekirkens aktuelle situation. Men budskabet på bogens bagside om, at den giver fremtidssikrede løsninger, kan jeg nu ikke finde. Og det er godt. Det er bedre med en bred diskussion end hjemmestrikkeri.
Jeg læser en bog, hvor de tre forfattere forsøger med hvert deres erfaringsgrundlag at beskrive og analysere nutidens vilkår for mennesket og folkekirken. Den rejser vigtige og påtrængende spørgsmål, der forsøges besvaret fra forskellige udsigtspunkter.
Bogen er af beskeden størrelse og vil være meget velegnet til diskussion rundt i sognene. At invitere et par oplægsholdere, der er rygende uenige, vil utvivlsomt kunne sætte fut i en god og nødvendig debat.