Nu skal du høre! Du, hiin enkelte! Du skal høre om en rejse til Rom med H. C. Andersen og Søren Aabye Kierkegaard.
Ja, du skal forestille dig, at du selv er med på rejsen.
”Men de to rejste jo aldrig sammen, de kom slet ikke sammen,” vil du indvende. Men deri tager du ganske fejl.
Kierkegaardforskeren og lederen af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, lic. theol. Joakim Garff har skrevet en roman om denne forrygende rejse til Rom.
Det er en rejse, som du endelig ikke må gå glip af.
”Jamen, Kierkegaard er jo ikke til at forstå for almindelige mennesker”
Det er sandt, at Kierkegaard kræver en indsats. Men med hjælp fra både Garff og H. C. Andersen bliver læsningen af Kierkegaard mere nærværende og tilgængelig – også for den forudsætningsløse læser.
For på rejsen kan Kierkegaard ikke nøjes med at betro sig til papiret, men må svare på H. C. Andersens spørgsmål og forklare sine tanker på en mere tilgængelig måde.
Du svæver på lette vinger gennem læsningen af de firehundrede sider, og hvis du kender de to rejsende rigtig godt, er jeg sikker på, at romanen alligevel vil sætte nye tanker i gang.
Med din indsigt i H.C. Andersens sjæl og trang til at meddele hele verden detaljerede oplysninger om sine inderste tanker og legemlige skavanker på de mest intime steder, vil du finde flere scener og dagbogsnotater mageløst morsomme.
Garff overdriver (næsten) ikke – heller ikke i beretningen om Kierkegaards voksende lidenskab for at finde den sande kristendom og det stigende raseri mod verdens og Andersens føleri.
Er du ung læser og kender mindre til de to berømtheder, får du en skattekiste med viden og indsigt i de to originalers sjæleliv og tidens tanker, som bestandig minder om det moderne menneskes søgen efter identitet.
Begge taler de lige ind i nutidens fortvivlelse
Der er jo intet nyt under solen. Det er en kamp at nå ind til sit eget selv gennem alle de hylstre, vi hylder om os selv. Vi jagter bestandig en mening med tilværelsen, et fodfæste, en kurs.
Spørgsmålene om, hvorfor vi er til, er stedse de samme. Og Kierkegaard og Andersen har mange svar, der taler lige ind i nutidens fortvivlelse.
Måske får du lyst til at læse videre i Joakim Garffs Kierkegaardbiografi, “SAK”, og i H.C. Andersen selvbiografier og dagbøger. Litteraturen om de to er uendelig.
”Solisterne” er som nævnt bogens titel, og det er egentlig forunderligt, at ingen tidligere har fået ideen at lade Andersen og Kierkegaard rejse sammen.
De to verdensberømte danskere er klassikere. Og at læse en klassiker fra guldalderen betyder, at du under læsningen lever i mindst to tidsaldre. Handlingens tidsalder i midten af 1800-tallet og i din, læserens, egen tidsalder.
Igen må læseren med H.C. Andersen udbryde: ”I det evigt menneskelige, ligne vi alle hverandre.” Det menneskelige er netop evigt. Vi morer os over Andersens evigt aktuelle behandling af sladderen i eventyret om den lille fjer, der bliver til fem døde høns.
Vi bliver uhyggelig til mode ved at læse om den lærde mands møde med sin egen skygge, som var det en nutidig historie om magt.
Overdynget som vi er af psykologiske belæringer om de tidligste indtryks betydning for barnet, lider vi med Kierkegaard, når Andersen sætter kniven ind ved at minde Kierkegaard om hans far.
Og Kierkegaards evige kamp mod en udvendig kristendom, mod ydre forstillelse og imod bestandigt nye rituelle påfund, der skygger for evangeliet, er der så sandelig ikke mindre brug for i dag, end da solisterne skrev, talte og tiltalte.
Verdensborgere
Medens du bevæger dig af sted med de to i togkupeen og i diligencen, medens du kigger med i hotelværelset og lytter til samtalen undervejs og i restauranterne, kommer du tættere på de to spændende personligheder og deres sjælekvaler.
Begge anses de for aparte i selskabslivet hos de toneangivende i København. De to kejtede berømtheder bliver nappet og puffet, som de grimme ællinger, der ikke rigtig kan finde tonen i salonerne, hvor Johan Ludvig Heiberg svinger taktstokken.
Til gengæld er de to særlinge i dag kendt ud over hele verden som ingen andre danskere.
H.C. Andersen er oversat til mere end hundredeoghalvtreds sprog, og det forlyder, at der i dag er studenter i fjerne egne af kloden, der lærer dansk med det ene formål at lade sig revse og hudflette af Søren Kierkegaard på tænkerens og prædikantens eget modersmål.
De to mødes tilsyneladende tilfældigt i Hamburg og fortsætter rejsen sammen. Sidst i bogen afsløres det dog, at mødet ikke er så tilfældigt, som læseren fra begyndelsen tror.
Vi følger de to ned gennem Tyskland, over Alperne til Rom. Vi følger dem i begyndelsen mest hver for sig i deres egne tanker, før dialogen rigtig kommer i gang – tanker om deres eget liv og de grundbyrder, de ikke kan flygte fra.
Begge forsøger de at lægge småkævleriet, sladderen og latterliggørelsen i København bag sig. Men begge er de tyngede af sorger over nederlag, som følger med på rejsen.
Den trofaste rejsekammerat er for velhaversønnen Kierkegaard den kuldsejlede forlovelse med Regine Olsen. Med på den fattige skomagersøn Hans Christians rejse følger skuffelsen over, at hans evindelige higen efter, at vennen Edvard Collin vil sige ”du” til ham, blev mødt med afslag. Begge finder de sammen i bedømmelsen af anmelderne af deres værker.
Stærkt forenklet sagt er Andersen den altid forberedte rejseleder, der på forhånd har orienteret sig om seværdighedernes historie og særpræg, medens Kierkegaard, som rejsen skrider frem, i højere og højere grad griber Andersens ord og handlinger som stikord til længere og længere filosofiske og teologiske udredninger med henvisning til en række af Kierkegaards værker.
Selv på firehundrede sider kan det kun blive nedslag og korte uddrag, der giver lyst til at læse videre.
Dialog fremmer forståelsen
Vi undgår ikke at mærke Andersens skuffelse og sorg over Kierkegaards anmeldelse af hans roman, “Kun en spillemand.” Men i en ordveksling byttes rollerne og Andersen får overtaget, og sætter her for første gang kniven ind ved at nævne fader Kierkegaard.
Senere viser det sig i et større opgør, at Andersen ikke har glemt, hvordan dette våben gør Kierkegaard svag. Dialogen og Andersens spørgsmål fremmer forståelsen.
Over en række frugtbare dialoger, der som nævnt henviser til bestemte Kierkegaard værker, kulminerer rejsekammeraternes samvær i et sandt opgør i Rom. Sammen har de besigtiget bloddryppende billeder af henrettelserne af de første kristne martyrer.
Man mærker en stigende, næsten dødspornografisk inderlighed hos Andersen, der slet ikke fornemmer et voksende, indestængt raseri hos Kierkegaard, som afskyr al sentimentalitet og udvendighed og tværtimod søger indad til den virkelige sandhed.
Kierkegaards mange sjælskampe munder ud i en eksplosion over Andersen blødhed og lyriske tilgang til de mest barbariske torturscener på malerierne.
I flere år ser de to ensomme pebersvende ikke hinanden, før Andersen besøger den døende Kierkegaard på Frederiks Hospital i København. Her viser den syge Kierkegaard igen sin forståelse for det dybe i mennesket. Han har ikke glemt og viser egentlig en vis ømhed.
Jeg indrømmer gerne, at rejseeventyret “Solisterne” har været en af mine meget store læseoplevelser.
Men til sidst en advarsel: De læsere, der måtte opfatte kristendom som honningkage, højmessen som smuk, prædikenen som dejlig, og som finder lidelsen lyrisk, må være forberedt på det værste.
Til dem har Kierkegaard kun ét svar. Et brækmiddel. Selv går han i kloster.