Paulus har været en omdiskuteret figur fra det øjeblik, han trådte ind på scenen.
Det begynder, naturligvis, i Bibelens skrifter. Her findes hans breve, der er skrevet til menigheder i den romerske verden med hans autoritet som Guds kaldede apostel.
Sammen med dem står andre senere breve, der er skrevet i hans navn (de pseudepigrafiske breve), hvor forfatterne har benyttet Paulus’ navn og rygte. For det første, fordi det giver dem autoritet, og for det andet, fordi det giver dem muligheden for at omdefinere Paulus’ teologi, så hans tanker passer bedre til det gryende 2. århundredes behov for mindre dommedag og lighed i Kristus og mere bedsteborgerlig rettroenhed.
Disse breve sætter Lone Fatum ind i deres retmæssige, historiske kontekst i sin nye bog “Antikke breve” i Forlaget Vandkunstens serie Teologisk Folkebibliotek. Intentionen er klar: Paulus skal af med sin rolle som en entydigt kristen tænker og gøres til et barn af sin tid. Den tanke er ikke ny, men ifølge Fatum er den ikke slået igennem. Derfor har hun skrevet bogen.
Paulus som lutheraner, barthianer eller punker?
For at kunne forstå motiverne bag det, skal man huske på, at Paulus ikke altid har været opfattet på den samme måde – tværtimod. I reformationstiden var han nærmest anset for at være en art anakronistisk lutheraner.
I den brølende og tumultariske tid efter Første Verdenskrig opfattede man ham i visse kredse som en klar forkynder af den dialektiske teologi under stærk indflydelse af den schweiziske pastor Karl Barths “Der Römerbrief” fra 1922.
Og mere eller mindre siden E. P. Sanders udgav sin legendariske bog “Paul and Palestianian Judaism: A Comparison of Patterns of Religion” i 1977, har man fokuseret på at anskue Paulus som diasporajøde i hellenistiske omgivelser med stoiske filosoffer ”i ascendanten”.
Man kan sågar i et nyere essay fra Michel Houellebecqs samling “Interventioner 2020” høre, at den franske stjerneforfatter og provokatør anser Paulus for at være verdenshistoriens første punker. Med andre ord har mange forsøgt at sætte et mærkat på Paulus igennem kirke- og teologihistorien.
Hvis man forestille sig fortolkningstraditionen i kirken og teologien som et bibliotek, der skar gennem tiden, ville det være svært at hitte ud af, hvor man skulle begynde med at søge – da apostlens placering ville være defineret efter den, der satte hans oeuvre på hylderne.
Paulus - og Platon, Cicero og Seneca
Lone Fatum ville uden tvivl stille ham sammen med Paulus samtidige forfattere. I bogen “Antikke Breve” placerer hun ham akkurat ved siden af tre andre centrale skikkelser fra antikken: Platon, Cicero og Seneca. Det gør hun for at frisætte ham fra sin, efter Fatums opfattelse, kirkeligt definerede rolle som kristen lutheraner.
I bogen sammenligner Fatum imidlertid stort set ikke de fire forfatterskaber. Det skyldes et bevidst valg fra forfatteren side om ikke at diskutere ligheder og forskelle mellem dem, men at lade dem stå som fire antikke søjler, der er koblet sammen af deres tid alene.
Det er interessant at læse de enkelte afsnit om de fire forfattere, hvis tids politiske, moralske og etiske forhold sættes i relation til deres indbyrdes forfatterskaber og retoriske formåen.
Desværre resulterer Fatums ønske om at stille de fire forfatterskaber op ved siden af hinanden, men uden at sammenligne dem, i en tendens til afkobling med manglende blik for bogens egentlige intention.
Det føles langtrukkent i en bog, der indgår i en serie, der ellers bestræber sig på ”at introducere teologiske emner”. Det er ærgerligt, fordi materialet er centralt, spændende og relevant i forhold til læsningen og forståelsen af Paulus’ ubestrideligt autentiske breve.
For vanskelig til en læsekreds i en kirke
Udover de fire gennemgange af forfatterskaberne har Fatum skrevet en indledning, en oversigt over ”Retoriske genrer og stilistiske virkemidler”, et afsnit om de pseudepigrafiske brevskriveres forsøg på at kapre Paulus og slutteligt et efterord. Disse dele er uden tvivl bogens bedste. De er spændende og lærerige at læse, fordi de trækker på læserens erfaring fra de andre dele i bogen.
I særdeleshed er bogens efterord, hvor Fatum begræder, at man i kirkeligt regi ikke skelner mellem Paulus selv og alle hans prætendenter i de efterfølgende pseudepigrafiske breve, god, sund læsning. Det er hendes minutiøse gennemgange af, hvorledes disse forfattere ruller en streng androcentrisk teologi ind over Paulus’ frigørende budskaber i sine breve også.
Lone Fatums bog “Antikke breve” ville være svær at læse i en læsekreds i en kirke. For man kommer først til Paulus efter knapt 170 siders læsning, der udelukkende ønsker at kontekstualisere hans breve. Intentionen bag dette valg er god, men den gør bogen svær at læse for folk, der kommer uden en stor baggrundsviden inden for nytestamentlig eksegese.
Bogen kunne med fordel læses af præster og diskuteres indbyrdes her, da Fatum stikker til opfattelser, der kan være fasttømret i visse kirkelige kredse. Sådan kan Fatum videre bidrage til, at Paulus fortsat vil være en omdiskuteret mand.