For nogle måneder siden var jeg – sammen med to andre teologer – hyret til på et konvent at svare på spørgsmålet om, hvad offentlighedsteologi er for noget.
Det burde måske ikke være så vanskeligt, eftersom jeg har brugt en del energi på det – blandt andet i en arbejdsgruppe om offentlighedsteologi nedsat af Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter og Det mellemkirkelige Råd.
Her redigerede jeg sammen med gode folk hæftet ”Politik kommer ikke af ingenting” og var medarrangør af en høring om emnet på Christiansborg. Ved sidstnævnte lejlighed stak begrebet i øvrigt helt af for os.
Og jeg måtte da også sande, at det på konventet var såre vanskeligt for mine med-oplægsholdere og mig selv at svare på spørgsmålet på nogen klargørende måde. Især fordi vi tre brugte begrebet helt forskelligt.
På vejen hjem besluttede jeg mig for, at jeg aldrig mere vil forsøge mig med afklaringer af begrebet offentlighedsteologi, fordi det trods adskillige introduktioner, tænketanke og konferencer gennem et par år ikke har vist sig… klargørende og nyttigt, ganske enkelt.
Er offentligheden teologiens ramme eller emne?
Alligevel fik begrebet så en chance til. For selvfølgelig kastede jeg mig over bogen ”Offentlighedsteologi – En introduktion” fra Eksistensen.
Og nu stiller jeg mig så spørgsmålet igen: Viser begrebet offentlighedsteologi sig nyttigt i denne bog?
Jeg er nødt til at svare nej. Eller rettere: Selve begrebet viser sig ikke nyttigt, men det gør til gengæld de store anstrengelser for at udfolde det. For det er en bog fuld af vigtige artikler, som for en stor dels vedkommende møder en række samfundsspørgsmål på en ny måde.
Men selve spørgsmålet om, hvad offentlighedsteologi er, peger i flere retninger – selv i en bog, der gør sig så umage med definitionen af begrebet, at det i sig selv afslører dets uklarhed.
For også i denne bog er ”offentlig” tilgået på mindst to måder:
- Offentligheden som ramme og målgruppe for teologien. Offentlighedsteologi kommer dermed til at dække over teologi, der kommer til udtryk i tale eller handling i den brede offentlighed (og ikke kun i kirken eller gudstjenesten, som selvfølgelig også er offentlig).
- Offentligheden (læs: hele samfundet) som ”emne” for teologien. Offentlighedsteologi bliver dermed teologiske udtryk og udsagn, der forholder sig til de (typisk aktuelle) dilemmaer og opgaver, som samfundet indeholder.
Bogen lægger tydeligt fra land med definition 2:
”Offentlighedsteologi er teologisk engagement i ord og/eller handling i forhold til spørgsmål vedrørende alle samfundsborgere” (defineret af Lodberg og Nissen s. 20).
Men undervejs i bogen sejler vi alligevel lidt frem og tilbage.
For eksempel når Christine Tind Johannessen Henry argumenterer for, at ”sjælesorg som offentlig teologi er i stand til at kunne nå alle grupper i samfundet på tværs af trostilhørsforhold, køn, seksualitet, social status og politiske overbevisninger og dermed har afgørende betydning for måder at agere rummelig kirke på i dag” (s. 171).
Og senere: ”Sjælesorgsdisciplinen har i de seneste årtier gennemgået en ekspanderende bevægelse fra et mere lukket og eksklusivt kirkeforum til en åbning mod og inklusion af det offentlige rum” (s. 182).
Det er både rigtigt og rasende interessant, men her er offentlighedsteologi defineret af definition 1, skulle jeg mene.
Teologien om hele samfundet er et påtrængende emne
Så nej, offentlighedsteologi viser sig heller ikke i denne bog som et klargørende eller nyttigt begreb. I rest my case og opgiver det endeligt.
Men det gør jo ikke bogens brede ærinde mindre påtrængende. Nemlig at forholde sig til teologien i og om hele samfundet.
Ikke bare om individet, som eksistensteologien har koncentreret sig om. Heller ikke bare om de helliges samfund (altså ekklesiologien), som strømninger i kirken med arv fra vækkelsesbevægelserne har koncentreret sig om og i samfundsmæssig kontekst mest udmøntet i diverse kirkelige aktiviteter (og så er der lige ”det folkelige” som en del af den grundtvigske dialektik, men det lader vi ligge her).
Nej, hvad kan teologien sige om det hele samfund? Og her spørger jeg specifikt til den kristne teologi, selvom en del af bogens artikler tager udgangspunkt i teologier, der er så alment religiøse eller afledte (især i form af menneskerettighedstænkning), at teologi i sig selv er et diskutabelt begreb i nogle af sammenhængene.
Ja, K.E. Løgstrup havde jo sit eget svar på det spørgsmål:
”Det menneske, for hvem det kristne budskab er den afgørende sandhed om hans eksistens, kan ikke i det budskab hente nogle specifikke kristelige argumenter for det ene eller andet syn på ægteskab, børneopdragelse, straffens motivering, den politisk-økonomiske ordning af samfundet o.l.”
Ingen specifikke kristelige argumenter! Er alt nu sagt med det?
Nej, ikke helt. Der findes faktisk ”specifikke kristne argumenter”, som vi løbende må og kan konsultere i en insisteren på det fælles bedste i samfundet.
Og de har at gøre med den treenige Guds virke i både fortid, nutid og fremtid – som skaber, som forløser og som ledsagende med sin ånd. De har med inkarnationen at gøre, som Guds vedkenden sig det almindelige, jordiske menneskeliv. De har med Kristus som både det barmhjertige forbillede og den selvhengivende forsoner at gøre.
Ingen entydige kristne svar
Men som det fremgår af disse dogmatiske bestemmelser, så er der temmelig lang vej hjem fra dem til en helt konkret bestemmelse af, hvor stor CO2-udledningen bør være, eller om kirker bør gå mod landets love, hvad angår udviste flygtninge.
Eller til, hvordan vi skal forholde os til den aktuelle identitetspolitik, social ulighed, tro og videnskab, perfekthedskultur, eller til spørgsmålet om, hvorvidt vold kan gå i retfærdighedens tjeneste.
Den lange og krævende vej går forfatterne i de meget tankevækkende artikler på mange forskellige måder.
Som oftest med tydelig bevidsthed om, at vi hver især kan tage udgangspunkt i vores kristne grundsyn i vores ord og handling, men at der ikke findes entydigt kristne svar på de rejste spørgsmål.
Der findes til gengæld et kristent kald til enhver af os om ikke bare at vende ryggen til samfundsspørgsmålene, men at blive ved med at tale ind i dem og handle på dem – hvordan vi nu end finder det rigtigt.
Blive ved, ja. For det er måske det allervigtigste at sige om den kristne teologi og samfundsspørgsmålene: At vi aldrig bliver færdige, og at der aldrig kan sættes to røde streger under vores ”specifikke kristelige argument” for hverken det ene eller det andet.
For så har vi reduceret kristendommen til lovmæssighed, og netop lovmæssigheden var måske det eneste, Kristus helt entydigt udfordrede hver eneste gang, han stødte på den.
Summa-summarum:
Jeg ville være mere tilpas med at bogen hed: "Teologi, samfund og det fælles bedste" – eller noget i den stil, så vi slap for endnu en gang at skulle tumle med O-ordet.
Men uanset titel opfordrer jeg enhver til at købe bogen og læse og drøfte dens fremragende og modige artikler om teologi og det samfund, som vi alle er en del af, og de udfordringer, som vi må forholde os til.
Man kunne måske endda melde sig til de webinarer, som Det mellemkirkelige Råd udbyder om bogens emner. Det første er den 30. november.