Folkekirkens gudstjeneste er til debat og har efterhånden været det i en rum tid.
Nogle mener, at liturgien, rummet, (salme)sangen og (orgel)musikken i bund og grund mest er et spørgsmål om følelser, smag og vaner.
Et andet synspunkt er, at der i gudstjenestens ord, bevægelser, betoninger, klang – ligger et teologisk rationale, som ikke kan reduceres til smag, behag og vaner.
Det sidste argumenteres der både eksplicit og implicit for i Bent Flemming Nielsens nye bog, “Genfortryllelse”. Den bærer undertitlen ”kirkerum og gudstjeneste” og handler om begge dele.
Derfor virker det lidt pudsigt, når Nielsen først et godt stykke over halvvejs igennem bogen skriver: ”På baggrund af disse betragtninger nærmer vi os nu det, som er bogens hovedemne, gudstjenesten.” (s.88). Vi troede lige, at begge dele var lige betydningsfulde dele af udgivelsens ærinde, ligesom det synes overdrevent beskedent blot at kalde dens første del for ”betragtninger”. Der er tale om meget mere end det, hvad vi vender tilbage til.
Reformationens opgør med kirkens misbrug af gudstjenesten
Foruden en indledning med titlen ”En distinktion” er bogen delt i fem overskuelige sektioner. Ud fra den tanke, at der hersker en tydelig forbindelse mellem kirkerummet og gudstjenesten gennemgås først kirkerummets udformning fra oldkirken til middelalderen. Kirkens og kleresiets tiltagende magt og betydning afspejler sig blandt andet i nadverritualet, hvor menigheden, som i oldkirken sås som deltagere i nadveren, mere og mere bliver betragtet som tilskuere.
Den (mis)forståelse udgør en overgang til næste hoveddel, om reformationen. Opgøret med det, man så som kirkeinstitutionens misbrug af gudstjenesten var vidtrækkende hos reformatorerne og indbefattede også et forsøg på at skille sig af med andre ”udenværker”, såsom den folkelige og lettere teologisk diffuse opfattelse af kirkerummet som et ”særligt” eller endog ”helligt sted”.
Det medførte en spænding i den reformatoriske opfattelse af gudstjenesten, som Nielsen fremstiller igennem Luthers eget og efterfølgende lutherske kirkeindvielsesritualer.
Det sansbare kan ikke skilles fra ord-forkyndelsen
Efter en kort redegørelse under overskriften ”Tradition og tilegnelse” følger en større hoveddel med overskriten ”Ramme og ritual”. Det er i begyndelsen af dette afsnit, at Nielsen skriver, at vi nærmer os bogens hovedemne.
I disse to kapitler gives en fortættet og lærd fremstilling ikke bare af gudstjenesten, men tillige af de teologiske forudsætninger, der ligger bag det, at vi overhovedet har den. Hvorfor ikke bare gå til Bibelen og læse sig til kristendommen? Det er især i disse dele af bogen, at man mærker Nielsens store indsigt såvel som store refleksionsevne over stoffet og hans fremragende pædagogiske evner. Det her er teologisk formidling på højt plan.
Hovedsynspunktet er, at det sansbare i gudstjenesten; stemning, lyd, lugt, smag og så videre, ikke er noget fra ord-forkyndelsen adskilt. Rummet og ritualet ”forkynder med”.
Fænomenologien som blind passager
Med al den ros må det være på plads med noget, der måske vil ses af forfatteren som drilleri:
Der er ingen tvivl om, at Nielsens teologiske forkærlighed ligger hos Karl Barth, som han i sin tid skrev disputats om, og som han i hele sit virke som dogmatiker og praktisk teolog har været i dialog med.
Men det er som om, at Nielsen kører med blind passager. Dens navn er fænomenologien. Hvis den barthske tradition overhovedet har haft noget forhold til denne filosofiske strømning fra det tyvende århundrede, som man i den hjemlige teologi især forbinder med K.E. Løgstrup, har det nok oftest været et lidt overbærende skuldertræk.
Men Nielsen er faktisk en ret ferm fænomenolog. Det viser sig i hans analyser gudstjenestens rum, bevægelser og lyde. Denne særegne forening af – på den ene side – fænomenologisk opmærksomhed på alt det i gudstjenesten, der ikke er ord og – på den anden side – klassisk dialektisk åbenbaringsteologi, tror jeg, er noget af det, man vil fremhæve som noget helt særligt og særligt givende, når Bent Flemming Nielsens forfatterskab engang, forhåbentlig langt ude i fremtiden, er afsluttet og vil blive kommenteret og evalueret.
Mangelfuldt redaktørarbejde
Med alt det gode, der er at fremhæve i “Genfortryllelse”, er det en skam, at et godt manuskript ikke er blevet fulgt på vej af ordentligt redaktørarbejde.
Jeg har allerede peget på, at det ikke er helt tydeligt, hvorfor Nielsen kan kalde gudstjenesten ”hovedsagen”, når nu han også behandler kirkerummet så indsigtsfuldt og grundigt. Derudover kunne man pege på, at det at henvise til (frankfurter-filosoffen Jürgen) Habermas, som om alle og enhver da ved, hvem det er, forekommer at spænde lidt ben for udgivelsesserien Teologisk Folkebiblioteks ambition (?) om at formidle teologi for ikke-fagfolk.
Af andet, som en mere opmærksom redaktør kunne have ryddet lidt op i, er besynderligheder som den, at vi møder ordet liturgi mange gange, men først på side 94 får forklaret, at ordet betyder ”den orden, som genfindes i enhver ordinær højmesse”.
Det er en skam, at den slags skal skygge for sådan en god og solid historisk gennemgang og teologisk analyse, samt (advarsel, her kommer en plot spoiler) afsløringen af forfatterens ret overraskende baggrund indenfor det mere entusiastiske, eksperimenterende gudstjeneste-miljø.
Vi har alle været unge engang.