Presserådgiver i Kirkeministeriet, Simon Ankjær Andersen har været til højmesse i alle Københavns kirker. Det er der kommet en bog ud af.
Forlaget Eksistensen omtaler på bagsiden af "En kirke-maraton. På cykel til storbyens kirker" bogen som et forsvar for højmessen og en tour de force rundt i blandt andet kirkens dogmatik og liturgi. Men hvis man forventer klare udsagn om dogmatik og liturgi og synlige vurderinger fra kirke til kirke, bliver man skuffet. Læseren er ikke rigtig med til højmesse. Og dogmatikken er nærmest fraværende.
Glæden ved den musikalske oplevelse kommer før Ordet
I Holmens Kirke drejer det hele sig om den store komponist Johan Sebastian Bach. Man forstår da godt glæden ved at skrive om musikalske oplevelser netop i Holmens kirke. Men højmessen er dog langt, langt mere. Den nuværende orlogsprovst Peter Thyssen nævnes i forbifarten, men som forfatter af bøger om Bachs værker. Da Thyssen er en glimrende prædikant, savnede jeg nogle ord om hans udlægning af prædiketeksten denne 1. søndag efter Trinitatis.
Der tages til gengæld revanche i Sankt Pauls Kirke, hvor sognepræsten, Kathrine Lilleør fylder hele paletten.
Glæden ved det grundige forarbejde
Et af de mest interessante afsnit er om besøg i Lindevang. Ikke fordi man føler, at man medinddrages i gudstjenesten, men fordi der af både præst og menighedsrådsmedlemmer fortælles om et grundigt forarbejde før tilblivelsen af mindre ændringer i liturgien. Hvad enten man bryder sig om denne iver efter hele tiden at ændre liturgi med videre eller ej, giver afsnittet et glimrende billede af processen og af, at der er tænkt teologisk.
Bogen fortæller mere om forfatterens indfald, end om Ordet nu er faldet i den gode jord eller på klippegrund. Prædiketeksterne resumeres dog af og til.
Fra Helligåndskirken til Brønshøj
København er ikke just begavet med gamle kirker, som på Københavns Vestegn og ude i landkommunerne, hvor de fleste kirkebygningers historie skriver sig tilbage til middelalderen.
I afsnittet om Helligåndskirken fortælles om kirken og klostrets lange historie. Dog ganske kort. Forfatteren funderer over de forskellige opfattelser af gudsbillederne gennem tiden. Jo, alene historie og inventar er et besøg værd. På denne trinitatis søndag, der indleder det, som i bogen benævnes den festløse tid, føres vores tanker ud af kirken og over på Statens Museum for Kunst. Vi skal begejstres over Joakim Skovgårds maleri med motivet, "Jesus i dødsriget". Det er interessant, men der måtte være mere at sige om højmessen i Helligåndskirken.
Trods sin høje alder overhales Helligåndskirken af den eneste middelalderlandsbykirke i Københavns kommune. Brønshøj Kirke. Kor og skib er opført af én af dansk middelalders største personligheder, stormanden, krigeren og politikeren, biskop Absalon. Som de fleste andre middelalderkirker, fik Brønshøj Kirke først sit tårn i gotisk tid.
Forfatteren forventer, det han kalder en klassisk højmesse. Og det får han. I denne artikel får vi en detaljeret gennemgang af højmessen med det skønne præludium, allegroen fra Bachs Orgelkoncert i G Dur som festlig indledning. Herefter lovsang og forfatterens tanker om salmesang og fællesskab. I Brønshøj Kirke er læseren med til gudstjeneste led for led. Men heller ikke denne gang får vi indsigt i dagens tekst eller præstens udlægning. Pladsen udfyldes af nogle tanker om prædikens betydning i tidligere tider.
Mangel på historisk perspektiv
Jeg er spændt på at læse, hvad Simon Ankjær Andersen mon har oplevet i min barndoms kirke, hvor min far var præst i 30 år. Sions Kirke og Sions sogn, der var omdrejningspunktet i min barndom.
Sognet var dengang et menighedssamfunds sogn. De troende samlede sig sognevis i menighedssamfund, bestående af bekendende kristne. For at blive optaget i menighedssamfundet måtte man overfor præsten bekende, at man var et troende menneske. Søgende og tvivlende mennesker kunne dog få gæstekort! Mine forældre måtte pænt lade sig optage i menighedssamfundet i 1941. Som præstepar slap de dog for at skulle bekende.
Jeg har ærligt talt aldrig kunnet fordrage den opdeling af mennesker i mere eller mindre kristne. Men i min barndom var det en betingelse, at præsteparret tilsluttede sig menighedssamfundet i Sions Sogn. Mere end halvtreds år efter min fars død, beretter Simon Ankjær Andersen minsandten, at sognepræsten og domprovstedatteren Katrine Grosbøll er grundtvigsk. En udnævnelse, der ville have været en umulighed i min barndom.
Det kræver sin kirkegænger at have styr på salmebogen
Det yngste skud på stammen er kirken i Ørestaden, beliggende på Robert Jacobsens Vej. Ikke en egentlig kirkebygning, men kirke i et tidligere butikslokale og uden orgel. Der er alligevel højtid ved denne søndags højmesse med barnedåb. Det noteres, at vi ikke i Danmark rejser os for præsten, men for dåbsbarnet.
Præstens salmevalg tager hensyn til dåbshøjtideligheden. Der synges Ingemann "Gud ske tak og lov". Det oplyses fejlagtigt, at salmen kom med i Salmebogen af 1992. Men den seneste udgave af Den Danske Salmebog, blev nu først autoriseret af dronningen i 2002 og taget i brug pinsedag 2003. Derimod udgav Det Danske Bibelselskab i begyndelsen af halvfemserne en lille salmebog med få salmer for børn, "Min første salmebog". Heri indgik salmen, og måske er det denne lille bog, der tænkes på.
Under alle omstændigheder fandt Gud ske tak og lov nåde for salmebogskommissionens øjne og findes nu i Den Danske Salmebog.
Point for præstationen og den originale ide
Jeg savner under læsningen at høre om præsternes prædikener og forfatterens udbytte heraf. Og jeg forstår ikke, hvordan man på samme tid kan lovprise højmessen og reducere tro og teologi til kultur og eksistentiel tænkning.
Det har dog ikke forhindret mig i at få udbytte af læsningen. Som læsningen skred frem steg glæden over at læse om mangfoldigheden i den danske folkekirke. Det er unægtelig en præstation og en original ide at cykle byen tynd for at overvære højmesse i alle hovedstadens kirker og skrive om indtrykkene som oplevet af en lægmand på kirkebænken.
Simon Ankjær Andersen: En kirkemaraton. Udgivet på Eksistensen. 275,00 kr.