For en del år siden bad Menighedsfakultets daværende underviser i sjælesorg, lektor Leif Andersen, mig om at komme forbi undervisningen og give et billede af de krænkelsessager, som jeg i min tid som leder for Indre Mission og Kristelig Handicapforening har været med til at håndtere.
Opgaven blev stillet en halv time før undervisningsstart, og jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne bidrage med noget.
Det viste sig, at der var flere sager, end jeg først havde tænkt. Nok til at jeg kunne inddele dem i kategorier og underkategorier. Der var sager om psykisk og fysisk vold, magtovergreb, social kontrol og seksuelle overgreb.
Nogle sager havde jeg haft et direkte ansvar for at skulle håndtere. Andre havde jeg fulgt mere på afstand. Siden er en håndfuld nye sager kommet til.
Heldigvis har jeg indtil i dag været forskånet for at skulle gribe ind over for ansatte, som jeg har haft et personaleansvar for. Jeg er heller ikke bekendt med krænkelsessager i studentermiljøet på Menighedsfakultetet.
Og nej, det er ikke min opfattelse, at der sker flere overgreb i de missionske kredse, hvor jeg har slået mine folder, end i den øvrige del af samfundet. Det er der næppe evidens for. Der er desværre heller ingen grund til at antage, at der skulle være færre.
En velresearchet og rystende fortælling om overgreb
Peter Øvig Knundsens meget velskrevne bog “Dem der ikke tier” handler om krænkelser mod børnehjemsbørn, som fik lov til at fortsætte årti efter årti, fordi ansvarlige ledere og myndigheder ikke greb ind i tide. Derfor er det tæt på pligtlæsning for alle os, der har et ledelsesmæssigt eller fagligt ansvar for at gribe ind og forebygge overgreb.
Der er tale om et forsinket partsindlæg fra ofrene. Det er en detaljerig fortælling om en overgrebskultur, som fik uoverskuelige konsekvenser for børn, som var anbragt på danske børnehjem, heriblandt også steder med en stærk kirkelig tilknytning.
Generelt virker bogen meget velresearchet. Peter Øvig har arbejdet indgående med kildematerialet, og har interviewet en lang række personer. Det er tydeligt, at bogen er et resultat af en lang arbejdsproces.
Der er tale om en klargørende og rystende fortælling om, hvad det kan få af konsekvenser for et barn at blive ladt alene med oplevelser, som ingen burde erfare. Der var ledere og ansatte, som burde have grebet ind.
Bogen identificerer nogle helte, som faktisk forsøgte at gøre noget. De valgte ikke at tie. Det drejer sig ikke mindst om psykologen Oskar Plougman, som var med til at stoppe de grufulde forhold på Godhavn Drenge- og Lærlingehjem. Men det var en ulige kamp, fordi samfundet generelt ikke var parat til at gribe ind.
Konsekvensen blev, at mange børnehjemsbørn måtte vokse op med den grundlæggende følelse af mangel på respekt, som består i ikke at blive set, ikke at blive tildelt nogen særlig beskyttelsesværdi. Senere i livet fik de svært ved at knytte sig til andre mennesker, og overgrebene har påvirket ofrene og deres familier hele livet. Flere valgte at begå selvmord.
Min egen teenagetid på Solgården
Den mest omfangsrige sag, som udfoldes i Peter Øvigs bog, er den om Solgården i Tarm. Jeg har et særligt forhold til det sted og den historie.
Min far er nemlig opvokset i Tarm, hvor Solgården lå, og hans forældre delte hæk med den tidligere forstander på børnehjemmet. Derfor har jeg sporadiske minder fra min barndom og tidlige ungdom om Michael Mortensen. Når man har mødt ham, er det svært at forestille sig, hvordan han bag lukkede døre og gennem flere årtier begik overgreb mod mange børn.
Men det gjorde han, hvad bogen til fulde dokumenterer.
Som teenager kom jeg desuden selv til at tilbringe to år på Solgården, efter at den var blevet omdannet til efterskole. Personalet var skiftet ud, og de seksuelle krænkelser var ophørt. Det var et langt sundere miljø.
Efterskolen var dog fortsat præget af en streng moral og en ret hård kostskolekultur. Jeg vil tro, at nogle af mine efterskolekammerater fra dengang i dag vil mene, at de i et eller andet omfang blev udsat for negativ social kontrol, der har præget dem ind i voksenlivet.
Sådan har jeg det faktisk selv. Mine egne følelser omkring efterskoleopholdet er derfor i dag ambivalente.
Svært at acceptere overgreb i egne rækker
Det er smertefuldt for ledere at skulle erkende, at der også kan finde krænkelser sted i egne rækker. Min erfaring er, at mange helst vil tie om det. Deres første reaktion er: I tager fejl! Sådan noget sker ikke!
Men det gør det. Også i kristne miljøer, hvor vi rent faktisk hylder mange af de idealer, som krænkeren kan dække sig bag: en udpræget grad af autoritetstro, idealer om tilgivelse og forsoning, idealer om fortrolighed.
Derfor tjener det Luthersk Mission til stor ære, at både den nuværende og den forrige ledelse har valgt at tro på ofrenes vidnesbyrd. Det fremgår også af Peter Øvigs bog, som også hviler på omfattende materiale fra Luthersk Missions arkiv.
Det er helt afgørende, at ledere, der bliver varslet om mulige overgreb, gør deres arbejde ordentligt. Det indebærer en rettidig dialog med de rette fagfolk og myndigheder.
Samfundets anerkendelse er afgørende for ofrene
Ifølge den tyske sociolog Axel Honneth bygger en vellykket identitetsudvikling på tre niveauer af anerkendelse. Uden disse former for anerkendelse er det vanskeligt at blive et helt menneske og en stabil aktør i sit eget liv:
- Personlig eller følelsesmæssig anerkendelse, som vi møder gennem familie eller venskaber. Denne type anerkendelse skaber en forudsætning for den selvtillid, der gør os i stand til at kommunikere og deltage i samfundet.
- Juridisk og rationel anerkendelse, som henviser til lovgivningen, som med krav og rettigheder giver den enkelte af os mulighed for at deltage i samfundet på lige vilkår med andre. Anerkendelse på dette niveau giver selvagtelse.
- Den sociale eller solidariske anerkendelse, som vi møder i kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber, som er en betingelse for, at vi kan udvikle en følelse af selvværd.
Når børn krænkes seksuelt, og der tilmed ikke bliver grebet ind over for det, mister de anerkendelse på alle tre niveauer. De mister selvtillid, selvagtelse og selvværd.
Peter Øvigs bog bidrager til en større grad af social anerkendelse. Det er også tydeligt, at mange af de ofre, som vælger at stå frem, gør det, fordi de ønsker samfundets anerkendelse af, at de også i lovens forstand er blevet krænket.
Bogen afrundes da også med en meget sigende fortælling om Godhavnsdrengen Peer, der havde svært ved at taget tøjet af om aftenen, inden han gik i seng:
”De første fire eller fem år i lejligheden sov jeg med alt tøjet på. Så besluttede jeg, at jeg ville tage tøjet af som alle andre mennesker. Jeg er ret god til at tage den slags beslutninger, og jeg fik også tøjet af om aftenen, men ikke uden at skulle tvinge mig selv til det. Hver gang. Det holdt op den 13, august 2029. Det var den dag, vi fik undskyldningen af Mette Frederiksen. Da jeg skulle i seng dén aften, tog jeg for første gang tøjet af uden at tænke over det.”