Jeg har lige læst en bog med titlen "Kristendom". Jeg kan ikke slippe den, og jeg mener, at den bør give stof til alvorlig eftertanke hos alle, der arbejder i og med folkekirken. Forfatteren er professor emeritus Svend Andersen, der beklædte lærestolen i religionsfilosofi- og etik på Aarhus Universitet efter den navnkundige K.E. Løgstrup.
Forlaget Klim skriver på bagsiden om bogen, at den "præsenterer kristendom som en nutidig livsforståelse." Ja, netop. Svend Andersens analyse får alle mine alarmklokker til at bimle, når man tænker på den politiske debat, hvor en Lars Løkke Rasmussen – heldigvis efter, at jeg var udtrådt af Folketinget – begyndte at benævne Danmark som et kristent land. Som om der er noget som helst kristent ved at stå forrest med påbud om håndtryk og forbud mod at bære burka i det offentlige rum.
Bør tages op i studiekredse og kirkehøjskoler
Med henvisning til den franske professor og forfatter Olivier Roy, der taler om den "kristne" populisme, om intellektuelle, der klamrer sig til en "identitær" kristendom, der tager åndeligheden ud af kristendommen, spørger Svend Andersen, om denne beskrivelse også gælder den danske debat. Han spørger lige ud, om ikke brugen af kristendommen i en værdikamp forvandler og forfalsker kristendommen til netop en kulturel identitetsmarkør.
Spørgsmålet er efter min mening ikke til at komme uden om i folkekirken. Med afsæt i Svend Andersens bog bør spørgsmålet tages op i studiekredse og kirkehøjskoler. Her er der virkelig brug for præster med en stringent teologi, og som derfor evner at skelne mellem den menneskeskabte politiserende og pseudo-intellektuelle snak om kristne værdier, kristent land og livsforståelse på den ene side og forkyndelsen af Kristus om frelser på den anden side.
Brat opvågnen kan vente folkekirken
I forordet skriver forfatteren, at Luther spiller en stor rolle, og antyder, at nogle læsere måske vil finde, at Luther spiller for stor en rolle.
Nej, slet ikke, hvis man spørger denne læser.
Den evangelisk-lutherske folkekirke er dog flertalskirke i Danmark. Endnu! Men kun så længe det danske folk ønsker det. Svend Andersen gør med rette opmærksom på dette. Jeg ved godt, at der er præster og menighedsrådsmedlemmer, der trygt lægger deres kind på hovedpuden og slumrer sødt med drømmen om, at Grundloven til evig tid vil sikre folkekirken med opkrævning af kirkeskatten til finansiering af stadig længere lønningslister, luksuriøse sognegårde med restaurationskøkkener og meget mere.
Ønskerne overstiger indtægterne. Men det kan blive en brat opvågnen, hvis ikke løfterne om at forkynde evangeliet ren og purt og løftet om at fremme kirkens liv og vækst tages alvorligt. Folkekirkens grundlovssikrede særstilling bortfalder uden afstemning, hvis flertallet ikke mere døber børnene og de døbte ikke forbliver i folkekirken. Medlemstallet falder konstant. Det samme kan man ikke sige om udgifterne.
Gyngende indføring i Luthers indflydelse
Luther møder vi især i bogens kapitel om "statens kristendom". Luthers lære om de to regimenter gennemgås koncentreret. Luther skelner mellem det åndelige og det verdslige regimente. Og kender man en smule til Luther, får man smilet frem ved forfatterens korte beskrivelse af det åndelige regimente. Luther havde virkelig sine problemer med at få det forklaret. For det åndelige regimente styres jo alene af evangeliet.
Sande kristne troende mennesker behøver slet ingen verdslige love eller retshåndhævende myndigheder. Jesus har jo selv sagt, at vi skal vende den anden kind til. Luther konkluderer med Svend Andersens ord, at dette er "dog kun en teoretisk mulighed, for de sande kristne, som skulle udgøre et sådant fællesskab, er yderst få." Ja, den virkelige verden er altings svære prøve. Og verden er præget af ondskab og destruktion. Også Luther måtte erkende, at et verdsligt regimente er nødvendigt. Men der skal skelnes, og der må lægges begrænsninger på begge regimenter.
Luthers skrift fra 1523 "Om verdslig øvrighed", oversat af Svend Andersen, trænger måske til at blive repeteret for de præster, der erklærer, at de har fjernet sig fra Luther. Luther siger meget klart, at det åndelige regimentes "regeren" ikke er andet end at forvalte Guds ord.
Selvom Luther hævdede, at troen kun trives i frihed, gik der mere end 300 år med trostvang i Danmark. Først med Grundloven af 1849 fik vi religionsfrihed. Svend Andersen finder ikke bestemmelsen tilstrækkelig vidtgående og fremhæver, at den europæiske menneskerettighedskonvention giver mere vidtgående religionsfrihed end vores grundlov.
Jeg er enig. Allerede Grundtvig fremførte i Den grundlovgivende rigsforsamling, at der i bestemmelsen burde give mere vidtgående frihed. Som religionsfrihedsbestemmelsen var og stadig er formuleret, kan der ske indblanding i den religiøse lære. Den begrænsning bør naturligvis fjernes. Med den religiøse lære har det verdslige regimente intet at gøre.
Smukt forfattet udgivelse der opfordrer til debat
Det har kun været muligt her at komme med enkelte nedslag i bogen. Flere kapitler vil forhåbentlig rejse diskussion og forståelse for, at ateisme er lettere at være imod, end en kulturkristendom, der taler ind i fornuftens tidsalder, hvor alt skal forstås og forklares, men som måske ikke har så meget med kristendom at gøre.
Bogen indeholder et meget smukt skrevet afsnit om troen og sproget med gennemgang af salmer. Forfatterens tilgang er naturligt nok på lange strækninger filosofisk og med drøftelse af det etiske. K.E. Løgstrups påvirkning fornægter sig ikke. Inspirerede læsere henvises til den anviste litteratur af Luther, Lindhardt, Løgstrup med flere.
Efter læsningen kan man spørge: Hvad mener forfatteren egentlig selv om denne moderne omformning af kristentro til menneskeskabt tankeværk, identitetsmarkør og ønsket om at forstå alt. Er Kristus, Guds søn og frelsermand, afløst af et Jesusidol, der kan tilpasses døgnets stemninger?
Jeg opfordrer den enkelte læser til selv eller i samtale med andre at drage en konklusion.
Jeg kan dog afsløre, at bogens slutord efter en gennemgang af Kingos ”Sorrig og glæde”, lyder således:
"Kingo slutter altså med et forsigtigt blik ud over dødens grænser. Han udmaler imidlertid ikke ”kødets opstandelse”, men nøjes med at udtrykke et håb i poesiens billedsprog."