Lad os være ærlige: Vi elsker alle en god krimi på tv. Her findes der flere hovedskemaer for opbygningen af sådan en fortælling.
Der er den klassiske opbygning, som vi kender fra de britiske øers dårligste detektiv Tom Barnaby, som lørdag efter lørdag underholder med at lade mindst ti kronvidner og/eller uskyldige dø i den lille by Causton, før han har regnet den ud.
Her opbygges fortællingen sådan, at man først får kendskab til mordet, men ikke moderen, og så skal man gætte om kap med Barnaby og de andre i sofaen derhjemme – det er noget, der virker.
En anden mulighed kender man fra krimiklassikeren ”Colombo”, hvor man følger LAPD-detektiven af samme navn, konstant rygende i sin beige trenchcoat.
Her ser man mordet og morderen og så skal man følge detektivens opklaring af sagen. Den form, der er inspireret af Dostojevskijs ”Forbrydelse og Straf”, kræver finesse for ikke at blive lidt triviel.
Som en Colombo-krimi
Johannes Værge har skrevet en bog, der på mange måder følger ”Colombo-skemaet”.
Her hører man allerede i forordets åbning, at han vil gøre op med, hvad han kalder for et ”vrid” i vestkirkens (den romersk-katolske og lutherske) gudsopfattelse, hvor man gik fra et rigt og malerisk kirkesprog til et juridisk, forensisk kirkesprog – et emne som Værge i øvrigt har skrevet om i flere andre bøger og beskæftiget sig med i mange år.
Værge påpeger tidligt i bogen, at vi ved at nærme os det romerske retssprog har gjort vores gudsforhold til et retsforhold. Dette understreges klarest i den forsoningslære, hvor man fokuserer på Jesu korsdød som en offerdød.
Herefter finder Værge sin Sherlock Holmes-hat frem og går i gang med at vise, at der i Bibelens skrifter i virkeligheden er en anden lære, hvor Guds kærlighed til mennesket er i fokus. Gennem svimlende mængder af bibelreferencer, citater fra kirkefædre og ikke mindst Grundtvigs salmer følger man detektiven Værge på jagt efter den sande fortolkning.
Åstedet
Det begynder på Golgatha ved korset, det er Værges crime scene – åstedet. Her ser man nemlig mere klart end noget andet sted, hvorfra den juridiske offertankegang stammer, altså at Jesus’ korsdød skal forstås som et offer, der soner menneskets forhold til Gud. En løsesum, der bliver betalt. En gæld, der bliver indfriet.
Værge forsøger i bogen at bevise, at der hersker andre muligheder for forståelsen af Jesus Kristi guddommelighed end hans blotte død. Bevismaterialet er primært bibelcitater, som skal overbevise os om, at det er selve inkarnationen, der er det afgørende.
Gennem inkarnationen ser vi Guds kærlighed til mennesket. Vi ser hvordan Kristusbegivenheden nærmere omhandler indstiftelsen af en ny pagt end Jesus’ død og offer alene.
Værge betoner herved en teologisk opfattelse, som på mange måder er en forlængelse af Grundtvigs tankegang og teologi. Det påpeger Værge også selv: At Grundtvig har haft blik for at gå længere bagom i sin ”reformation” end den lutherske folkekirke kristendom, da han i sin poesi og tækning formåede at se længere tilbage til en tradition, der er ældre end den såkaldte ”romerske” opfattelse.
Med henvisning til Efraim Syreren og Joakim Skovgaards monumentale billede af Kristus i de dødes rige, viser Værge, hvordan Kristus nedstigen til dødsriget kan åbne for en mere universalistisk frelsesopfattelse.
Aha-løsninger på korsgåden
Værge viser med sin bog, at man ved at gå grundigt i detaljer med Jesus’ liv og virke og ikke hæfte sig alene ved gerningsstedet, kan åbne for andre dimensioner i betydningen af Jesus af Nazareths liv og virke.
Man kan dog diskutere, om Værge egentligt bringer noget nyt ind i den teologiske debat. De fleste af bogens pointer finder man allerede repræsenteret i Bibelen, i salmedigtningen efter Grundtvig og ikke mindst i kirkekunsten.
Det er netop Værges beviser for positionen, det har gjort, at det allerede står der. Under alle omstændigheder er fremstillingen og udhævningen af disse ”beviser” prisværdige.
Men det er af og til lidt hårdt med denne ”kriminal-fortælling”, hvor vi skal finde løsningen på mysteriet om Jesus af Nazareth og igen læse den samme teologiske pointe.
Næsten hver gang man vender en side, kommer der en fint gennemtænkt afsløring af den juridiske forsoningslæres mangler, og det er lidt ensformigt. Man mangler kun Hercule Poirot, der står i hjørnet og siger ”Aha! Très bien – der fik jeg vestkirken igen.”
Når det er sagt, så skal det samtidigt fremhæves, at Værge har skrevet en god, lærd bog, der påpeger noget meget væsentligt, at der findes andre bibelske tolkninger af forsoningslæren end den, der udelukkende fokuserer på offeret på korset.
En indsigt som er relevant, og måske sågar provokerende i nogle kirkelige miljøer. På den måde åbner Værge op for en til alle tider central debat, med sin løsning på verdenshistoriens største gåde – korsets.