Kirkebladet

Udviklingschef: Kirkebladet viser den lokale kulturkristendom 

I en global medietid presser teknologi-giganter som Facebook og Google sig på, også i folkekirken. For mange sogne er det fristende at droppe det relativt dyre kirkeblad. Men kirkebladet kan noget, som internettet ikke kan, mener udviklingschef Morten Thomsen Højsgaard. Foto: Kåre Gade

Det trykte kirkeblad er som valgplakater før valg til Folketinget: Svære at komme uden om, men også vanskelige at sætte i klar bås. Udviklingschef Morten Thomsen Højsgaard analyserer kirkebladet som en del af kommunikationen i det lokale kirkeliv i Danmark  

Senest den 17. juni 2019 skal der være afholdt valg til Folketinget i Danmark. Straks når valget er udskrevet, vil der blive hængt valgplakater op i hver en flække ud over det ganske land. Effekten er der delte meninger om, men ingen partier tør helt at lade være.

For det virker så oplagt med valgplakaterne at være lokalt synlig, personlig i stilen og tilgængelig - også for dem, der ikke interesserer sig for politik, men bare passerer forbi.

Kirkebladene er folkekirkens valgplakater. Effekten er der delte meninger om. Men de færreste sogne tør helt at lade være. 

Det virker så oplagt, så indgroet, så selvfølgeligt via det trykte kirkeblad også at være synlig, personlig og tilgængelig. 

Det husstandsomdelte kirkeblad er sognets måde at træde i karakter på. Gennem kirkebladet kan der kommunikeres direkte fra præst, kirke og menighedsråd også til det flertal af sognebørnene, der ikke kommer i kirken hver søndag. 

Kirkeblad som talerør

Det hører til sjældenhederne, at lokale kirkeblade får gennemslagskraft i landsdækkende medier. Det skete dog, da biskop Marianne Christiansen på foranledning af JydskeVestkysten for nylig gik ind i sagen om en artikel om evolution, etik og tro, som en sognepræst havde skrevet i et kirkeblad fra et sogn i Haderslev Stift. Det rejste en mediestorm, som både biskop og præst i dag formentlig nok helst havde været foruden.

Men emnet – forholdet mellem tro og viden - var til det. Interessen var stor i den bredere offentlighed. Og nu, hvor røgen fra sagen er ved at have lagt sig, er denne store interesse også et lærestykke, som står tilbage: Kirkebladet, som var arnestedet for hele sagen, er også en moderne talerstol. Kirkebladet kan have en kolossal effekt. Kirkebladet kan vitterlig få en gennemslagskraft, som rækker langt ud over sognets grænser på godt eller ondt. 

Kirkeblade får konkurrence 

I en global medietid presser teknologi-giganter som Facebook og Google sig på, også i folkekirken. For mange sogne er det fristende at gå andre og nye veje med kommunikationen end gennem det relativt dyre kirkeblad. 

Kirkebladene er folkekirkens valgplakater.

Hvorfor ikke bare benytte Facebook, hvor de unge også er? Eller hvorfor ikke nå absolut bredest muligt ud i lokalsamfundet ved at indrykke annoncer med sognets gudstjenester i den lokale reklamefinansierede ugeavis? 

Der er fordele og ulemper ved alle kommunikationsformer. Og kirkebladet får så afgjort stigende konkurrence fra både nye og gamle medieformater, når sognet skal kommunikere og være til stede i den lokale bevidsthed. 

Kirkeblad som kulturkristendom 

Men når kirkebladet trods alt stadig står solidt fast de fleste steder, skyldes det formentlig, at kirkebladet ligesom valgplakaten op til Folketingsvalget kan noget ganske særligt. Det er ikke alene en traditionel, velafprøvet og velkendt kommunikationsform. Kirkebladet kan rent faktisk også række ud til de kirkegængere, der ikke har deres gang i kirken. 

Kirkebladet etablerer og repræsenterer den lokale kulturkristendom. 

Ligesom valgplakaten kan minde sofavælgere om, at de bor i et demokrati og har nogle rettigheder, så kan kirkebladet også minde folk i sognet om, at de er folk i et sogn med et kirkeliv, som også har aktiviteter for dem. 

Kirkebladet etablerer og repræsenterer den lokale kulturkristendom, ofte med fokus på de største højtider, på dåb og konfirmation og aktiviteter med solid forankring og genkendelighed.

Annoncerne i lokalaviserne signalerer en ekstra form for åbenhed og vilje til fra kirkens side at blande sig i folkelivet sammen med tilbud på flæskesteg og brunede kartofler. Til gengæld går det personlige præg, præstens klumme eller andre finere eller åndfulde nuancer som oftest tabt. Der er ikke plads. Det er for dyrt. Eller det bliver måske for tidskrævende at leve op til lokalavisens forskellige krav.

Facebook er nok billigt, men det er utrolig vanskeligt, ja, nærmest umuligt at få alle sognets medlemmer af folkekirken til aktivt at ”like”, følge og dele indholdet.

Den lokale balance 

Sagt på en anden måde så er ugeavisen et masse-medie, hvor kirken trods alt risikerer at drukne i mængden. Kirkebladet er et mere målrettet push-medie, det skubber sig frem uden så meget støj, når det først er kommet frem. Facebook og Google fungerer som pull-medier, som trækkes frem via det, folk selv har interesse i at synes om eller at søge efter.

Hver by og hvert sogn finder så sin måde at balancere disse fordele og ulemper op mod hinanden på. I de fleste tilfælde sker det helt uproblematisk og uden den landsdækkende offentligheds store bevågenhed. Hvilket nok også er i de flestes interesse.

For det er og bliver det lokale kirkeliv, det lokale fællesskab og den lokale sognebevidsthed, som skal ytre sig, komme til syne og holdes ved lige i kirkebladet.

Kirkebladets fordele og ulemper 

Fordele:
- Når ud til hele sognet 
- Ofte i høj kvalitet 
- Plads til tekster med nuancer 
- Minder sognebørn om, hvor de ”hører til” 
- Velkendt format 

Ulemper:
- Relativt dyrt 
- Tidskrævende produktion 
- Svært at inddrage brugere 
- Nej tak til reklamer
- Kun få kontaktmuligheder på et år