Måske har det noget med vores lutherske, antiautoritære arv at gøre. Eller måske hænger det sammen Grundtvig og folkeoplysningen. I hvert fald er vi i Danmark vant til, at vi har demokratisk indflydelse på de civilsamfundsorganisationer, vi som borgere engagerer os i. Også, når det er kristne organisationer.
Derfor blev vi på Kirke.dk’s redaktion overraskede over, hvor mange kirkelige organisationer i Danmark, der ikke har en demokratisk valgt ledelse.
At der blandt FrikirkeNets omkring 100 medlemsorganisationer findes kirkesamfund, der ledes af én enkelt person, vil nok ikke overraske folk, der har deres frikirke-fordomme intakte. Men det skurrer slemt mod den pressemeddelelse, som FriKirkenet udsendte i forbindelse med TV 2-serien “Guds bedste børn”. Her står nemlig, at medlemskirkerne skal have et “bredt forankret lederskab”, hvor “hverken vedtægter eller praksis giver plads til, at én leder kan styre enerådende.”
Det burde egentlig heller ikke overraske, at en folkekær, diakonal organisation som Frelsens Hær ikke har nogen demokratisk struktur – det er trods alt et korps af messingblæsende, uniformerede soldater med en general som øverste chef og et månedsblad, der hedder “Krigsråbet”.
Men at det også gælder den i Danmark langt større hær, Kirkens Korshær, en folkekirkelig organisation, kalder på eftertanke. Her taler vi om en organisation med 450 ansatte og 9000 frivillige, som i 2017 modtog 58 millioner kroner i offentlig støtte – plus 92 millioner i tilskud til institutioner med driftsoverenskomst.
Kirkens Korshær har en selvsupplerende ledelsesstruktur – eller med korshærschef Helle Christiansens ord: “Organisationsdemokrati”. Det er muligt, at de mange, der arbejder på gulvet i organisationens varmestuer og herberg kan få medindflydelse på organisationens ledelse, men de har ikke noget demokratisk krav på det.
Indre Mission er en anden folkekirkelig organisation med en selvsupplerende bestyrelse – siden 1. februar endda med en fuldtidsansat formand. Indre Mission er ikke en medlemsforening, og det såkaldte bagland har ingen demokratiske redskaber, så de kan stille bestyrelsen til regnskab for dens beslutninger. Når formand Hans-Ole Bækgaard ønsker at give Indre Mission en stemme i den offentlige debat, er det umuligt at vide, om hans synspunkter er repræsentative.
Demokrati er notorisk besværligt. Men omvendt kan enerådende ledere og selvsupplerende bestyrelser nemt gro fast i egen forestillinger om, hvad der er den rigtige vej for kirken eller organisationen. Og nok så vigtigt: Demokrati er også en ret effektiv forsikring mod, at religiøse ledere misbruger deres position
Nu er der naturligvis ingen, der kan kræve, at kristne organisationer er demokratisk indrettede. Ligesom der ikke er noget odiøst i, at fonde og virksomheder ikke er demokratisk ledede, behøver der ikke at være noget problematisk i, at en kirke eller en kristen organisation er topstyret.
Professor Bent Meier Sørensen minder om, at demokrati snarere er undtagelsen end reglen i kirkens historie – og peger på den katolske kirke. Men netop den katolske kirke, hvor pave Frans i denne uge erkendte, at præster har misbrugt nonner, endda så det i ét tilfælde “grænsede til seksuelt slaveri”, er et eksempel på, at manglende demokratisk kontrol åbner for overgreb, magtmisbrug og mørkelægning i en kirke.
Når Flemming Mølhede, leder af Vineyard i Danmark og Norden, siger, at det er lettere “at sætte tydelige mål for menigheden”, hvis der kun er én leder, er det givetvis rigtigt, for demokrati er notorisk besværligt. Men omvendt kan enerådende ledere og selvsupplerende bestyrelser nemt gro fast i egen forestillinger om, hvad der er den rigtige vej for kirken eller organisationen. Og nok så vigtigt: Demokrati er også en ret effektiv forsikring mod, at religiøse ledere misbruger deres position.
Selvom det højt besungne demokrati i folkekirkens sogne ofte ligger brak (de fleste af landets cirka 1700 menighedsråd er de facto selvsupplerende bestyrelser), så er demokratiet garanti for, at folkekirkens medlemmer kan få indflydelse, hvis de ønsker det. Det gjorde de i Høsterkøb i Nordsjælland, som sidste år blev udskilt fra Birkerød som selvstændigt sogn efter en strid om gudstjenestens musik og liturgi.
Med friere gudstjenesteformer har Høsterkøb angiveligt tredoblet antallet af gudstjenestedeltagere, og det nye sogns menighedsråd er så begejstrede over deres koncept, at de i sidste uge sendte et manifest med “Høsterkøb eksemplet” til samtlige præster og menighedsråd i folkekirken. På de sociale medier høster initiativet nu hånlige reaktioner, som alt efter overbevisning kan tilskrives janteloven eller Høsterkøbs hybris. Men "Høsterkøb eksemplet" viser i det mindste, at det slumrende folkekirkelige demokrati kan vækkes til live, og at det kan være med til at "sætte tydelige mål for menigheden".
Og noget tyder faktisk på, at tendensen i de kristne organisationer går mod øget demokratisering. I september 2018 blev Menighedsfakultet til en forening med en demokratisk struktur, hvor medlemmerne får indflydelse på ledelsen. Tilsvarende overvejer Kirkens Korshær at overgå til at være "en medlemsbaseret almennyttig forening, hvor betalende medlemmer får adgang til at blive valgt ind i de forskellige fora.”
At denne tendens fremskyndes af strammere krav til religiøse foreninger, hvis de vil opretholde deres skattemæssige fordele – stramninger, der egentlig er møntet på en anden tro end den kristne – ja, det er en anden historie.