”Jeg synes ikke, at man som privat person eller politiker kan træffe 100 procent oplyste beslutninger, hvis man ikke har konsulteret Guds holdning i en sag,” siger erhvervslederen Jeppe Hedaa – initiativtageren bag det tværreligiøse projekt Resam, Religion & Samfund, som blev lanceret med ‘religiøse ledere’ i ornat og reklamelækkert look i forrige uge.
Med det synspunkt styrer Hedaa og Resam med det lange lys tændt direkte imod færdselsretningen på den smalle, ensrettede gade, som er reserveret spørgsmålet om religion og samfund i Danmark. Tror vi på den samme Gud? Har denne Gud en holdning til alting? Hvem kan vide, hvad Gud mener? Og kan man bruge Guds holdning som politisk argument?
I den særlige danske variant af kristendommen er der en udbredt allergi over for forsøg på at drage politiske konsekvenser af kristentroen. Ikke desto mindre er Resam årets tredje forsøg på at give religionen en stemme i den offentlige debat. I april dannedes Foreningen Åndsfrihed, og i august lanceredes Tænketanken Eksistensen.
Hvor både Resam og Foreningen Åndsfrihed ønsker at række videre end til det strikt kristne, er Tænktetanken Eksistensen et forsøg på at skabe en platform for en dansk public theology, “offentlighedsteologi” – en teologi, der vil kvalificere tidens offentlige debatter ved at belyse dem fra et kristent perspektiv. Det er, som blandt andre teologen Mogens S. Mogensen har beskrevet, et begreb, der er langt mere veletableret uden for end i Danmark.
Som Mogensen påpeger, burde det ikke føles fremmed i Grundtvigs fædreland, at kirken har noget at sige i den offentlige debat. Men i praksis er det mineret område, hvor enhver ytring fra en præst – endsige en biskop – uvilkårligt ender i en diskussion om politisering og moralisering. Netop derfor kunne det være interessant, hvis en uafhængig, kristen tænketank ville kaste sig ind i den offentlige samtale.
Det er nok lettere sagt end gjort at etablere en kristen tænketank med samme evne til at sætte en dagsorden som CEPOS, Rockwool Fonden eller Mandag Morgen. Årets tre initiativer er ikke kun oppe imod en instinktiv modstand fra såvel sekularister som to-regimente-fundamentalister. Gennemslagskraft handler også om økonomi, målsætning og kommunikation.
Den kristne, britiske tænketank Theos Think Tank blev etableret i 2008, og allerede året efter fik den indflydelse på debatten i forbindelse med 200-året for Charles Darwins fødsel – med rapporten “Rescuing Darwin”, som ville ‘redde’ Darwin fra at blive holdt som gidsel i en frugtesløs debat om religion og videnskab.
Siden har den uafhængige tænketank publiceret forskningsbaserede rapporter om en række emner – gæld, EU, velfærd, sport, multikulturalisme, religiøs vold og sågar den britiske kroningsceremoni har været taget under behandling – og tænketanken har i dag en status, hvor den står højt på de britiske mediers lister over kilder.
Det er ikke kommet af sig selv. Theos har en klar kommunikationsstrategi, hvor projekterne altid tager udgangspunkt i, hvad den brede offentlighed er optaget af, og hvor tænketankens direktør Elisabeth Oldfield og senior fellow Nick Spencer gerne stiller op, når medierne henvender sig – helt aktuelt i en debat om rettigheder, religion og veganisme!
Da jeg senest besøgte tænketanken i 2016, havde den otte ansatte (svarende til seks-syv fuldtidsstillinger), heraf tre forskere, plus en række honorarlønnede eksperter på de enkelte projekter. Det britiske bibelselskab har siden etableringen finansieret tre fuldtidsstillinger og hjulpet med bogholderi, it-support og andre praktisk opgaver. Theos Think Tanks øvrige indtægter stammer fra konsulentopgaver, fonde og private donationer. De har deres egen fundraiser.
Det er en ressourcemæssig muskelkraft, som ingen af de tre danske initiativer kommer i nærheden af. Alene derfor er det sandsynligt, at de kun vil blive bemærket af de allerede omvendte, men forblive usynlige i den brede offentlighed. “Preaching for the choir,” som briterne siger.