Jeg kom samtidig med iPhonen. I 2007. Da begyndte jeg som mediekonsulent i Aalborg Stift. Siden da har jeg været vidne til, hvilken rivende udvikling folkekirkens kommunikation har været igennem. Kommunikationen er styrket samtidig med, at kendskabet til folkekirken er faldet i befolkningen.
Det kan lyde paradoksalt, men på mange måder er den øgede kommunikationsindsats udløst af behovet for at fortælle det, der før var indlysende. Folkekirken er ikke længere en selvfølge, derfor skal den gøre opmærksom på sig selv. Det skal den gøre i et mediebillede, der bliver stadig mere fragmenteret.
I starten af den digitale tidsalder var kirkens kommunikation præget af ildsjæle. Jeg var selv en af dem, og har blandt andet solgt kristent undertøj på nettet
Fra ildsjæl til struktur
I starten af den digitale tidsalder var kirkens kommunikation præget af ildsjæle. Jeg var selv en af dem og har blandt andet solgt kristent undertøj på nettet.
Folkekirken.dk blev startet af ildsjælen Gunnar Bach Pedersen, og mange husker den kristne søgemaskine giraffen.dk. Ildsjælene brænder en tid, men kirken har indset, at der må mere struktur og organisation på. I dag er der cirka 15 kommunikationsansatte i stifterne plus en del i provstier og sogne rundt om.
Som noget af det første, da jeg selv blev ansat, startede jeg pressearbejdet op. Aalborg Stift var det første, der på den måde arbejdede målrettet med pressen. Siden er flere stifter fulgt efter, men ikke alle.
Mit udgangspunkt var egentligt bare at fortælle, hvad der sker i kirken. I starten var det lidt ad hoc, men siden er mere udviklede kommunikationsstrategier kommet til. Selvfølgelig har vi udvalgt, hvad vi vil fortælle, men det har altid slået mig, hvor redelige og ordentlige kirkens folk er.
Vi skal behandle pressen ordentligt, og vi forventer, at den behandler os på samme måde. Det har pressen gjort - for det meste. Jeg har oplevet, at de fleste journalister er meget åbne, når man kommer til dem med en nyhed fra kirken. Hvis nyheden altså er god nok! Det kræver viden om journalistik at kunne formidle gennem pressen.
Vi skal behandle pressen ordentligt, og vi forventer, at den behandler os på samme måde. Det har pressen gjort - for det meste
Fra budskab til samtale
Samtidig med at kirken er blevet mere bevidst om, hvilket budskab den vil fortælle i medierne, er mediebilledet ændret afgørende. Den gatekeeper-funktion, som medierne havde førhen i forhold til folks nyhedsstrøm, er blevet erstattet af de sociale medier, hvor alle kan dele eller oprette deres egen kanal.
Aviserne og tv-stationerne er heller ikke længere en selvfølge, og de skal ligesom folkekirken til at gøre opmærksom på sig selv. På Nibe Festival har både folkekirken og den regionale tv-station TV2/Nord en stand. Begge har primært fat i de 60+ årige, men vil gerne i kontakt med de unge, for hvem kommunikationen i dag foregår på helt andre vilkår.
Med udbredelsen af sociale medier er vi gået fra budskab til samtale. Førhen var det nok at tænke på, hvilket budskab der skulle ud i eksempelvis pressen. Nu er rollen en anden.
Kirkens folk sidder i dag med rundt om et lejrbål, hvor samtalen går lystigt. Som kirke kan vi byde ind, vi kan søge at lede samtalen i en bestemt retning, men grundlæggende er det ikke os, der bestemmer samtalens karakter.
De sociale medier byder på nye muligheder, men jeg har observeret, at kirken gør det, den er god til: Den bygger kirker. Vi opretter hver en Facebook-side til vores kirke og tror, at den hellige gral er velbevaret. Men det er den ikke.
Grundlæggende mangler kirken stadig en forståelse af, at kommunikationsmæssigt kommer folk ikke til kirken. Det er os, der skal komme til folk og sætte os ved deres lejrbål og tale med.
Fra kirkeblad til kampagne
For tiden kører folkekirken to kampagner. En for at tiltrække medarbejdere, og en for at gøre mænd mellem 40 og 60 år opmærksomme på, at de kan tale med en præst gennem Sjælesorg på Nettet.
Førhen var det kun i forbindelse med menighedsrådsvalg hvert fjerde år, at kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd lancerede en reklamekampagne. Nu kommer der kirkekampagner et par gange om året.
Folkekirken.dk har sat fokus på tilgivelse og fællesskab i forbindelse med påsken, Aarhus Stift har lavet kampagnevideoer for at hindre folk i at melde sig ud, og Aalborg Stift har kørt en kampagne for diakoni.
Det sker i en erkendelse af, at kirkeblade og sognekommunikation ikke længere er nok. Der er nogle fra centralt hold (hvor det så end er i folkekirken), der skal fortælle noget grundlæggende om kirken til folket. Fortælle, at kirken er der, at den holder hånden under os, at den er et livgivende fællesskab.
Samtidig skal folkekirken passe på ikke at komme til at ligne Føtex eller en anden stor koncern i sin kommunikation. Det er en balancegang mellem sogneniveau, stift og kirkeministerium. Men det er ikke et enten-eller, det er både-og.
Fra strategi til fyrtårne
Parallelt med hele denne udvikling har en håndfuld præster gjort det rigtig godt i medierne. De har ikke skelet til strategier og struktur, de har talt og skrevet fra hjertet. Ofte er det dem, der fylder meget i medierne. På den måde er også den folkekirkelige kommunikation med Hal Kochs ord et velordnet anarki.
Sideløbende med min ansættelse som kirkelig spindoktor, har jeg selv virket som præst og erfaret, hvordan præsten kan bruge sin person til at tale med om aktuelle dagsordener. Personligt har det betydet meget for mig at deltage i debatten om voldtægt, samtykke og mandekultur. Det har givet synlighed og åbnet op for en samtale, som folk ellers ikke ville forbinde med en præst og kirken. Hvis præsterne tør stille sig frem og tale med, kan de faktisk gøre en forskel. Det er min erfaring.
Hvis præsterne tør stille sig frem og tale med, kan de faktisk gøre en forskel
Det er den vej, jeg vil gå fremad. Strategierne efterlader jeg på stiftet og vil nu søge at sidde med rundt om lejrbålet, når folk taler om livet. Og jeg vil søge at tale fra hjertet.
Fra selvfølge til kommunikation, fra ildsjæl til struktur, fra budskab til samtale, fra kirkeblad til kampagne og fra strategi til personligt engagement. Vejen har været lang og spændende. På en eller anden måde ender jeg der, hvor jeg begyndte.
Enkeltpersoner kan gøre en stor forskel, og måske ildsjælene igen skal til at bære kirkens kommunikation?