I november 2020 udgav Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter undersøgelsen ”Når folkekirken skal spille efterreglerne – men uden for banen.”
En ambitiøs undersøgelse på 320 sider, hvis formål var “på nationalt plan at opsamle viden og erfaringer fra den aktuelle nedlukning af folkekirke og samfund for igennem dette at kunne klæde folkekirken på til håndtering af lignende krisesituationer, samt at kunne gøre positiv brug af de indhentede erfaringer i forhold til folkekirkens daglige virke.”
En ny krisesituation var imidlertid ikke et fremtidsscenario. Det var virkeligheden på udgivelsestidspunktet.
På måneders afstand kan man godt tillade sig at konkludere på nationalt plan: Ingen brugte undersøgelsen til at navigere folkekirken igennem bølge to.
Kun få konklusioner at bruge
At det ikke skete skyldes primært to ting: Den næste krisesituation havde som nævnt allerede meldt sig på banen. Der var ikke (megen) tid til at teoretisere og evaluere i november og december måned. Der skulle i stedet handles.
For det andet er undersøgelsen i højere grad beskrivende fremfor at fremlægge egentlige konklusioner, om hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde. Til trods for hensigten om ”at kunne klæde folkekirken på til håndtering af lignende krisesituationer.”
Det er nu, der kan tegnes nye linjer, og ikke kun i krisetider
Hvorfor er det værd at nævne dette nu? Fordi verden er på vej tilbage mod sin vante form. Dermed har folkekirkerne og alle andre trossamfund også retning mod det gammelkendte.
Spørgsmålet er derfor, om man ikke denne gang, når en ny undtagelsessituation nu ikke ser ud til at vente lige forude, skulle benytte lejligheden til at realisere undersøgelsens hensigt: At samle og formidle erfaringer, der kan bruges i andre krisesituationer. Men også i en kirkehverdag version 2.0.
Der er adskillige nye emner at tage fat på. Fem konkrete forslag kunne være:
1. Forholdet mellem kirke og stat. Det uskønne forløb om julens gudstjenester afslører, at folkekirken må forholde sig til, hvad det vil sige at være kirke på så tydelige politiske vilkår. Hvad kan og skal kirken finde sig i?
2. Hvad binder folkekirkens forskellige faggrupperne sammen? Igen er julen et tydeligt eksempel på, at der eksisterer vidt forskellige faglige holdninger til folkekirken som arbejdsplads. Kan de forenes? Og kan konflikterne, der også viste sig i forhold til diskussionen om sang som smittekilde, overkommes?
3. Har folkekirken de facto fået en ledelse, der ikke er de enkelte menighedsråd? Den taskforce, der spillede en central rolle under hele coronaen, agerede for en periode øverste myndighed i folkekirken. Er det en ledelsesmodel, der kan bruges fremover?
4. Hvad er vigtigt i en gudstjenestesammenhæng? Der har været perioder uden fysiske gudstjenester, og for tiden er indendørs gudstjenester beskåret til 30 minutter uden menighedssang. Hvordan tænkes disse erfaringer ind i biskoppernes liturgiarbejde?
5. Hvad med alt det udenfor højmessen? Man får det indtryk, at når blot højmessen i en eller anden form kan finde sted, skal det nok gå. Men hvad med babysalmesangen, sorggrupperne og værestederne? Altså de aktiviteter, hvor folkekirken er i kontakt med den brede befolkning. Hvorfor er det, at kræfterne så entydigt er brugt på at kæmpe for kernemenighedens produkt? Hvad gør det ved en kirke, der skal være kirke for hele folket?
Hvem tager initiativet?
Der er som sagt meget andet, der er værd at samle op på og drage erfaringer på baggrund af. Det er bare med at komme i gang. Og dermed er vi måske fremme ved det egentlige problem i denne sammenhæng.
For hvem sørger så for, at erfaringer bliver samlet og formidlet? Hvem sørger for at klæde folkekirken på til næste gang? Hvem sørger for, at folkekirken ikke blot bliver beriget med en ny, flot undersøgelse, der måneder senere er glemt?