Hvad pavens hvide flag siger om det kirkelige landskab i Europa

Ikke overraskende kunne Vladimir Putin søndag erklære sejr ved det russiske præsidentvalg. Krigen raser fortsat i det østlige og sydlige Ukraine, og nu har præsidenten i spidsen for den invaderende part altså sikret sig seks år mere til at fortsætte den. Hvis han vil.

Så længe skal verden forhåbentlig ikke leve med krig på det europæiske kontinent. Spørgsmålet er bare, hvordan og hvornår krigen kan få en afslutning? For ganske nyligt sagde pave Frans, at ukrainerne bør overveje at hejse det hvide flag og forhandle fred med Putin, ligesom han tidligere har sendt diplomater til at mødes med den russisk-ortodokse kirkes patriark, som er Putin-loyalist. 

Pavens opfordring om at hejse det hvide flag førte til forargelse i Europa, mens Rusland tog positivt imod buskabet.

Men hvorfor er pavens strategi tilsyneladende at være mere blød end fordømmende over for Putin og hans religiøse væbnere? 

Vejen til fred
Noget af det, de fleste kirkesamfund på tværs af Europa slår på, er dialog og sammenhold. Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), som folkekirken var med til at grundlægge i 1959, fremlagde i den ånd sidste år et nyt arbejdsprogram, "Pathways to peace", som handler om at fremme fred og konfliktmægling, altså specifikt hvad angår ukrainekrigen.

KEK har samtidig fordømt Ruslands invasion af Ukraine og to gange, i 2022 og i 2023, forsøgt at få den russisk-ortodokse kirke til at arbejde for fred i stedet for hellig krig i Ukraine.

Det kom intet svar fra patriarken i Moskva, Kirill. KEK har 113 medlemskirker, herunder lutherske, anglikanske, ortodokse og visse gammelkatolske (altså katolikker, der ikke anerkender pavens ufejlbarlighed, jf. det Første Vatikankoncil af 1870).

Hvorfor fik 113 europæiske kirker aldrig et svar fra den russisk-ortodokse leder? Spiller det en rolle?

Katolikkerne og alle de andre
Måske ikke i sig selv. Sammenligner man KEK's forsøg på at række ud til Kirill med den katolske kirkes forsøg, bliver det imidlertid tydeligt, at der er forskel på den romerskkatolske kirkes rolle og så "alle de andre" i Europa, som KEK repræsenterer.

Pavens gesandt, kardinal Zuppi, mødtes i sommeren 2023 med Kirill i Moskva. Her sagde Kirill, at kirkerne i både "Øst og Vest bør tage del i en forsoningsproces." Det lykkedes altså Vatikanet at få etableret en dialog med de ortodokse i Rusland, som ellers af mange udlægges som tro væbnere for Putin. 

Sammenligningen mellem KEK og den katolske kirke skal selvfølgelig kun ses isoleret i forhold til forsøgene på at etablere en gensidig dialog med den russisk-ortodokse kirke om deres rolle i krigen i Ukraine. Det giver ikke mening at sammenligne KEK med den katolske kirke og Vatikanet i øvrigt.

Pavens diplomati i Rusland
Ikke desto mindre er det interessant, at pavens gesandt både har haft mødtes med ukrainske kirkeledere og altså med patriark Kirill selv. Det viser om ikke andet, at det er muligt at få den russisk-ortodokse kirke i tale. Det er muligt, at Kirills ord om forsoning blot er tom retorik og spil for galleriet. Men i det mindste er der en vilje til at tale sammen.

Og den dialog indeholder vel at mærke ikke fordømmelse over for den russisk-ortodokse kirke, sådan som eksempelvis Folkekirkens mellemkirkelige Råd har givet <u>udtryk</u> for. Paven har dog advaret Kirill mod ikke at ende som Putins <u>alterdreng</u>.

Det har sin egen logik, når pave Frans ikke aktivt skruer op for fordømmelsesretorikken over for Rusland og den russisk-ortodokse kirke, men i stedet sender diplomater til Moskva. Der er så mange brændpunkter rundt om i verden, og for Vatikanet er ukrainekrigen "blot" et af dem.

Det hvide flag
Udenfor Europa og Vesten er krigen i Ukraine nemlig ikke et altafgørende emne. Lande i Afrika fordømmer da eksempelvis ganske vist Ruslands invasion, men ser det ikke som en eksistentiel trussel. 

Det kan også være med til at forklare, hvorfor paven måske i vestlige ører relativt nonchalant taler om, at Ukraine bør indlede fredsforhandlinger med Putin eller den nu berygtede sætning om, at ukrainerne skal overveje at "hejse det hvide flag," som han formulerede det i sidste uge på schweizisk tv. Den slags har sin egen logik i Vatikanet.

Pavens udsagn mødte straks massiv fordømmelse og forhånelse blandt Europas ledende politikere og af <u>kirken i Ukraine</u>, mens han fik <u>ros af russerne</u>. Vatikanet korrigerede dog pavens udtalelser en smule efterfølgende, da det var ved at udvikle sig til en krise.

Paven rykker kirken væk fra Vesten
Ultimativt viser alt dette måske mest af alt, at i det store, verdensomspændende politiske magtspil er den katolske kirke mere og mere optaget af andre interesser end kun de europæiske. 

Med pave Frans i spidsen har den katolske kirke de seneste 11 år i stigende grad orienteret sig mod det globale syd og væk fra Vesten. Det er der i hvert nogle kommentatorer, der peger på. 

Samtidig er det et led i forståelsen af, hvorfor det i Vesten og Europa er så svært for også kirkerne at acceptere pavens udsagn, da det også virker som en implicit trækken på skuldrene over for den voldsomme korstogsagtige retorik, som den russisk-ortodokse kirke har velsignet de russiske soldater med på slagsmarken i Ukraine.

Eller som en dansk forsker har kaldt det: En gensidig radikalisering mellem det politiske og det kirkelige niveau i Rusland.

Når krigen slutter
Er det et nyt kirkeligt skisma mellem Øst og Vest, Nord og Syd, vi ser nu?

Det er måske for tidligt at sige noget konkluderende om, og det næste skridt for paven kunne oplagt være at få KEK og andre europæiske kirkesamfund med i sit store dialogprojekt og få forklaret "os" i Vesten, hvorfor han gør som han gør i forhold til Rusland.

På den måde kan der proaktivt lægges grundsten for fælles kirkelig og politisk forståelse, som kan blive afgørende for genopbygningen af relationerne, når krigen i Ukraine engang måtte høre op.