Før statsminister Mette Frederiksen (S) i midten af juli tog på sin første bilaterale rejse til Berlin for at mødes med forbundskansler Merkel, skrev hun et opslag på sin facebookprofil. Af opslaget fremgik det, at efter fire ugers valgkamp og tre ugers regeringsforhandlinger, så fik hun endelig klippet sin hæk, og gjort køleskabet rent hjemme i Værløse. Derudover havde hun siden regeringsdannelsen i slutningen af juni læst og læst og læst. Ikke en ny eller overraskende tilgang for hverken en ny statsminister eller andre ministre. Faktisk en både fornuftig og anbefalelsesværdig tilgang til at sætte sig ordentlig ind i de problemstillinger, aktører og forhold, som gælder for det område, man har fået ansvaret for.
Efter regeringsdannelsen blev Folketingets mange udvalg nedsat. Allerede før valget stod det klart, at Kirkeudvalget skulle have ny formand, fordi dets mangeårige formand, Karen Klint (S), ikke genopstillede. Kirkeudvalget er på ingen måde et prestigefyldt eller attraktivt udvalg for ambitiøse politikere. Det giver formanden for udvalget en meget central rolle i samarbejdet og dialogen mellem folkekirken og den lovgivende magt. Den betydning bliver ikke mindre af, at formanden typisk er en af de få, og ikke sjældent den eneste, der rent faktisk deltager i udvalgets møder. Partiernes ordførere kommer som regel til de ordførermøder, kirkeministeren inviterer til, men selve Kirkeudvalget lever et særdeles stille liv i Folketinget.
Socialdemokratiet fik sammen med regeringens støttepartier blandt andet formandsposten for Kirkeudvalget, da Folketinget skulle fordele formands- og næstformandsposterne i de mange udvalg. Bemærkelsesværdigt tog den krakelerede borgerlige opposition ikke formandsposten i et udvalg, hvor det faktisk er muligt at føre værdipolitik fra. Alt efter temperament siger det noget om Kirkeudvalgets manglende politiske tyngde. Men det kan også opfattes som en uudtalt forståelse mellem et bredt flertal af Folketingets partier om, at det folkekirkelige område skal baseres på konsensus. Et tegn på at den forståelse måske er under opbrud er, at Nye Borgerliges partileder og såkaldte fædrelandsordfører, Pernille Vermund, har fået sæde i udvalget. Interessant er det også, at Venstres næstformand, Kristian Jensen, er blevet ny næstformand i Kirkeudvalget. Både Pernille Vermund og Kristian Jensen er toneangivende borgerlige politikere, og selvom de nok har en meget forskellig tilgang til, hvordan pladsen i Kirkeudvalget skal forvaltes, så kan det indvarsle en ny tid for kirkepolitikken i Folketinget.
Den centrale formandspost gik til en parlamentarisk erfaren, men alt andet end højprofileret, socialdemokrat. I den interne socialdemokratiske konstituering pegede pilen på Julie Skovsby, da formandsposten i Kirkeudvalget skulle besættes. Hun blev valgt tilbage i 2007, og har således siddet tolv år i Folketinget, den sidste periode som næstformand i det store og tunge Miljø- og Fødevareudvalg. Derudover har hun senest beskæftiget sig med børne- og undervisningsområdet samt været sit partis familieordfører.
Som Kirke.dk har skrevet, så er Julie Skovsby meget jomfruelig på det kirkepolitiske, og har været meget forsigtig i sine udtalelser efter udnævnelsen. Endnu mere forsigtig end den nye kirkeminister, Joy Mogensen (S). Skovsbys rolle som udvalgsformand bliver da også markant mindre fremtrædende end den nye ministers. Men ikke desto mindre får hun en vigtig rolle som assistenttræner, hvor hun skal lede det kirkepolitiske arbejde i Folketinget. Det betyder for eksempel et mere uformelt samarbejde med de øvrige kirkepolitiske ordførere. Men hun skal også have en sikker fornemmelse for stemningen i den socialdemokratiske gruppe og ikke mindst partiets aktive kirke-bagland.
Løfter hun sin nye rolle optimalt bliver hun en stærk spiller på det kirkepolitiske, og en værdifuld assistenttræner for kirkeministeren. Hun kan med fordel skæve til, hvordan hendes forgænger sikkert og næsten usynligt spillede en stærk rolle som udvalgsformand. Men først og fremmest kan man håbe på, at hun har brugt noget af sommerferien som sin partiformand og statsminister; at læse sig ind på sit nye område, så hun, nu hvor det politiske arbejde begynder igen, klart kan aflæse kompasset.
Morten Bangsgaard læser til daglig teologi på Københavns Universitet, er medlem af Det Etiske Råd og Tænketanken Eksistensen.