“Det værste og det bedste” er titlen på Søren Ulrik Thomsens 20 år gamle digtsuite, hvor han skiftevis opremser det, der gør livet godt, og det, der gør livet dårligt for ham. Det værste og det bedste eksisterer side om side i tilværelsen i en uadskillelig symbiose.
Jeg kom til at tænke på digtet, da Kristeligt Dagblad i sidste uge bragte to forskellige artikler om en ny rapport fra Arbejdstilsynet, der ser på arbejdsmiljøet i 38 brancher – herunder “Religiøse institutioner og begravelsesvæsen”, som ifølge Kristeligt Dagblad i langt overvejende grad består af ansatte i folkekirken.
Nummer sjok, når det handler om nærværende ledelse
Den første artikel fortæller, at ansatte i folkekirken ifølge spørgeskemaundersøgelsen er blandt de lønmodtagere, der er mindst tilfredse med deres ledelse. På spørgsmålet, om de kan få råd og vejledning fra deres nærmeste leder, ligger de på en 33.-plads, mens de på spørgsmålet, om de oplever, at ledelsen kommunikerer klare mål, ender på en 38.-plads – altså nummer sjok blandt alle brancher.
Nummer et, når det handler om jobtilfredshed
Den anden artikel, som blev bragt den følgende dag, fortæller, at ansatte i folkekirken er blandt de lønmodtagere, der er mest tilfredse med deres arbejde. De ligger helt i top blandt de 38 brancher, når det gælder jobtilfredshed. De er også blandt de lønmodtagere, der oplever størst arbejdsglæde, størst indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen.
Hvordan i al verden hænger det sammen? Hvordan kan en gruppe ansatte, som er blandt de mindst tilfredse med deres ledelse, samtidig være dem, der er mest tilfredse med deres arbejde?
De fleste trives med stor frihed i arbejdet
Jeg tror, man kan nærme sig en forklaring, hvis man nærlæser de spørgsmål i undersøgelsen, der handler om ledelse:
Det er uomtvisteligt, at de ansatte i branchen hverken oplever, at de kan få vejledning af deres leder, eller at lederen sætter klare mål. Men kan man deraf slutte, at de ikke er tilfredse med deres ledere?
Det ser det faktisk ikke ud til, for på spørgsmålene, om de respekteres af ledelsen, og om deres indsats anerkendes og påskønnes, er kirkernes ansatte også blandt de branchegrupper, der svarer mest positivt.
Det kunne tyde på, at de fleste præster og funktionærer slet ikke savner at få gode råd og klare mål fra deres ledere – hvilket også hænger godt sammen med deres oplevelse af stor frihed i arbejdstilrettelæggelsen.
Ledelse er blevet talt op som universalløsning
At kirkernes ansatte generelt skulle være utilfredse med ledelsen, ligner altså en fejllæsning af rapporten. Men det er en forståelig fejllæsning, for hvis der er et begreb, der blevet hypet i folkekirken de senere år, er det netop ledelse.
Det såkaldte ledelsesvakuum er sammen med den tostrengede ledelsesstruktur blevet universalforklaringen på problemer af enhver art i kirken. Ligesom tydelig og nærværende ledelse ses som universalløsningen, hvorfor kontaktpersoner sendes på kurser, provster skoles til at se sig selv som ledere i en organisation, og nogle efterlyser en ny struktur i folkekirken.
Men hvis det eneste værktøj, du ejer, er en hammer, begynder ethvert problem som bekendt at ligne et søm. Derfor er Arbejdstilsynets undersøgelse et øjenåbnende korrektiv til forestillingen om, at alle ansatte i folkekirken lider under manglende ledelse.
Er inkompetent ledelse værre end fraværende ledelse?
På samme måde viser undersøgelsen et andet paradoks: “Religiøse institutioner og begravelsesvæsen” er den gruppe, hvor flest svarer, at de altid eller ofte oplever grænseløst arbejde.
Automatreaktionen vil være, at det er skidt, men igen: Er grænseløst arbejde nødvendigvis dårligt? Tilsyneladende ikke, for samme branchegruppe er den, hvor næstfærrest oplever stress, og hvor færrest oplever, at arbejdet i meget høj grad eller i høj grad tager så meget energi, at det går ud over privatlivet.
Naturligvis er der ansatte i folkekirken, der mistrives på grund af fraværende ledelse. Men de er tilsyneladende langt færre end i andre brancher. Det store flertal trives efter undersøgelsen at dømme med at kunne planlægge, prioritere og udføre deres arbejde uden at skulle have direktiver oppefra.
Man får den tanke, at det måske lige så ofte er nærværende og tydelig, men til gengæld inkompetent ledelse, der er kilde til problemer på de kirkelige arbejdspladser.
“En tidslomme, hvor man har unddraget sig moderniseringstænkningen”
Arbejdstilsynets rapport rokker altså ved myten om, at de ansatte i folkekirken savner mere og tydeligere ledelse. Selv en af de hårdeste kritikere af folkekirkens ledelsesstruktur, professor i offentlig ledelse ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen, indrømmer over for Kristeligt Dagblad:
“Det er vidunderligt, at man har en arbejdsplads, der tilsyneladende præges af, at medarbejderne har ansvar for eget arbejde og ikke føler sig underlagt stort tidspres. En rationaliseringsekspert ville nok tænke, at det er fordi der bliver dovnet, men jeg tænker, det må være dejligt at være i en sådan tidslomme, hvor man har unddraget sig moderniseringstænkningen.”
Det værste og det bedste hænger sammen, også i folkekirken. Og nogle gange er det, der ligner det værste, faktisk det bedste. Det bør både arbejdsgivere og ansatte huske på, inden de i lutter ledelsesiver afvikler en arbejdspladskultur, som åbenbart er kilde til langt større arbejdsglæde, end rygtet vil vide.