I folkekirken sikrer menighedsrådenes kaldsret og retten til sognebåndsløsning, at man kan få den præst, man vil.
Ikke desto mindre findes der en undtagelsesparagraf fra ligestillingsloven, som ved ansættelser gør det muligt for menighedsråd at fravælge præster alene på grund af deres køn.
De fleste anede ikke, at paragraffen fandtes før nu. Flere foreslår derfor paragraffen ophæves, da den nuværende lovgivning med årene har vist, at paragraffen er overflødig.
Det har fået dele af kirkens højrefløj og andre til at blæse til kamp. De vil ikke som andre ligge under for tidens ligestillingsideologi og sige, at kønnet ikke betyder noget ved præsteansættelser.
For nogle betyder præsters køn nemlig alt. De begrunder deres kamp med teologi og åndsfrihed.
Hele diskussionen giver således anledning til at overveje, hvad åndsfrihed er i en folkekirkelig sammenhæng, der kalder sig selv for evangelisk-luthersk.
Ånd er ikke bare ånd
Åndsfrihed er her en frihed, der har sin forudsætning i en teologisk tolkning af, hvad der er Ånd.
For teologisk set er Ånd ikke bare ånd. Ånd er Guds Ånd, Sandhedens og Kærlighedens Ånd, som er lyslevende til stede i dåben og nadveren. Alle døbte får således del i Ånden, og Ånden giver de døbte næring i nadveren.
Dermed får Ånden lige så mange forskellige udtryk, som der er mennesker, der får del i den. Ånden kan således få sit udtryk i menneskers forskellige embeder, forskellige bibelsyn, kirkesyn, sprog, familiekonstellationer og meget andet.
I folkekirkelig sammenhæng hænger åndsfriheden således sammen med Ånden, som er fælles for alle døbte.
Samtidigt er Ånden den Ånd, der blæser, hvorhen den vil i sine forskellige udtryk uden, at mennesker kan begrænse den. Alt, hvad der er af Ånd, må derfor være fri.
Dette gælder også, når man taler om præsteembeder i folkekirken.
Man gør Ånden mindre en kønnet
For ligesom der kun findes en dåb og en nadver, findes der kun et præstembede, der forvalter dåben og nadveren. Det er det præsteembede, som menigheden kalder et menneske til at varetage.
Her er det lige meget, om det er en kvinde eller mand, der kaldes. For det er ikke kønnet, der er det afgørende. Det afgørende er Åndens frie løb i dåben og nadveren.
Når dele af den kirkelige højrefløj kæmper for undtagelsesparagraffen, signaleres der ikke desto mindre et forbehold for, hvad Ånden kan.
Man signalerer, at Ånden ikke kan virke gennem en kvindelig præst. Kønnet er en stopklods for åndens frie løb. Dermed gør man Ånden mindre end kønnet.
I et indlæg i Altinget hævdes det, at en afskaffelse af undtagelsen vil betyde, ”at åndsfriheden i folkekirken må vige for en ligestillingsideologisk tankegang.”
Det er en bekvem påstand at beskylde andre for at være ideologiske fanger, når man samtidigt fritager sig selv fra at redegøre for sit eget synspunkt, herunder den åndsfrihed, man så højtideligt påberåber sig.
"Vi får ret, og de får fred?"
Når kampen føres i åndsfrihedens navn, kommer den ikke desto mindre til i sidste ende til at handle om, hvad der forstås ved Ånd.
Her kommer debattørerne fra den kirkelige højrefløj bare ikke med noget svar. Derfor bliver påberåbelsen af åndsfriheden så sært tåget. For hvad mener man med det?
Er åndsfriheden bare noget man påberåber sig for at kunne være i fred med sit teologisk særstandpunkt vedrørende kønnets betydning? Er det en åndsfrihed, der handler om, at vi får ret, og de får fred?
Og vil man bruge denne form for åndsfrihed til at åbne for, at der i folkekirken skal findes to forskellige embeder, to forskellige dåb og nadverborde, hvor kønnet spiller en afgørende rolle for hvilke af dem, man vil betragte som de rigtige?
Hvis åndsfrihed hænger sammen med, hvad der er Ånd, er den kirkelige højrefløj med til at skabe forvirring om, hvilken Ånd, der tales om i folkekirken. Det er det ærgerlige i denne sag.
Åndsfrihed er grundlæggende i folkekirken. Men, når man bare bruger ordet i flæng uden at begrunde det, er man med til at udvande det.
Spørgsmålet er derfor, hvad man mener med Ånd og åndsfrihed. Spørger man dele af den kirkelige højrefløj, må man vente på svaret.