Kommunikationsmedarbejder Peter Brandt Baumgartner har læst min seneste “Kordegnens klumme” som en advarsel ‘mod en fuld digitalisering af kirkens kommunikation’.
Baumgartners læsning er netop et udtryk for de lurende farer, jeg ser, ved den digitalisering, jeg advarer mod i klummen.
Havde vi haft holdningsudvekslingen ved en samtale i den virkelige virkelighed, Baumgartner og jeg, for eksempel over en kop kirkekaffe eller under en croissant-pause ved et erfa-arrangement, kunne vi have udfordret, præciseret – og måske i sidste ende opnået forståelse for – den andens perspektiv.
Men kommunikationen foregår her på det digitales præmisser, så tilbage til Baumgartners debatindlæg:
Det er især begrebet kirkens kommunikation, jeg hæfter mig ved. For er alt ikke kommunikation, når det drejer sig om kirkens forkyndelse? Lige fra salmetavlens numre, bønnens fremsigelse, teksternes læsning, præstens prædiken, ja, hele det liturgiske flow, og hen til omtalen af samme aktiviteter – annonceret i kirkeavis, på hjemmeside eller de til enhver tid nærværende medier?
I det perspektiv advarer jeg i den grad mod ‘en fuld digitalisering af kirkens kommunikation’.
For hvor jeg – naturligvis – mener, at man skal benytte alle forhåndenværende kommunikationsmidler til at gøre kirken synlig i samfundsdebatten og løfte dens stemme både i og uden for kirkerummet, så er den digitalisering, jeg advarer om, den, der flytter den nødvendige fysiske – den analoge – tilstedeværelse over i den digitale virkelighed. Væk fra det fysiske samvær og ind i en app eller på et socialt medie.
Muligvis inspireret af en frygtelig tv-reklame for et chokoladeæg til børn, der siden lanceringen helt tilbage i min barndom ikke har troet nok på sin egen lækkerhed, men har set sig nødsaget til at lade chokoladen indkapsle et lille stykke legetøj.
Nu er det ikke længere et salgsargument, at man skal købe denne snack for at spise chokoladen og lege med den medfølgende plastik-dims, nej, nu skal man også downloade en app, så man på sin digitale device kan se legetøjet komme til live.
Legen bliver således afkoblet fra den taktile virkelighed og reduceret til en swipe-oplevelse, hvor alt håndteres og føles som en pegefingerspids mod smartphonens anonyme panserglasoverflade. Ligesom snart sagt alt andet her i livet!
De smarte digitale devices med de mange platforme kan sagtens bruges til at meddele sig til omverdenen, til dels også når det drejer sig om forkyndelse. Det er jeg med på. Men det, jeg beskriver med iKirke-skrækvisionen, er dog noget andet:
Det digitale kan ikke erstatte det nødvendige møde med (Gud i) det andet menneske, som foregår i det, en sognepræst engang kaldte den virkelige virkelighed.