Det er faldet sognepræst i Varde Jacob Bjorholm for brystet, at jeg i min seneste klumme her på Kirke.dk skrev, at universalisme er problematisk, fordi det indebærer, at Gud tvinger mennesker ind i det guddommelige fællesskab.
Det er en interessant og velskrevet replik, som stimulerede mig til at tænke videre over min egen position. Jeg mener dog også, der er visse svipsere i Bjorholms kritik.
Bjorholm skriver, at mit indlæg gjorde ham træt, og måske derfor fejllæser han hele præmissen?
Jeg leger jo netop ikke selvbestaltet dørmand til Guds rige, som om jeg skulle kunne afgøre, hvem der er inde eller ude. Jeg skriver intet om, hvad der skal til for at få del i frelsen, hvem der er på det rigtige hold eller lignende. Jeg forholder bare mennesker ret til at blive taget seriøst, så de kan vælge gudsfællesskabet fra.
Kendte Bjorholm lidt til mine andre skriverier, ville han vide, at tvivl og anfægtelse desværre fylder meget hos mig. Jeg genkender mig derfor stærkt i Bjorholms selvbeskrivelse af at være religiøst ubegavet, og jeg forlader mig også på Guds nåde på trods af min næsten ikke-eksisterende tro.
Men der er forskel på at forlade sig selv på Guds nåde og så hævde på andres vegne, at de ikke kan blive fri for Guds nåde, hvor gerne de end ønsker det.
Mere overraskende er det, at Bjorholm hævder, at han ikke formår at sige noget ”præcist og sandt” om Gud, men så ellers kører på med at bestemme Gud som ”virkelighedens alfa og omega i hvem vi alle lever, ånder og er.”
Det er jo ellers et præcist og i mine øjne sandt udsagn, fordi det stemmer med både Bibelen og den kirkelige dogmatik, som begge er normer for mig. Via disse kilder mener jeg også at kunne sige, at valget ikke handler om at stille sig uden for Guds virkelighed, men uden for Guds frelse. Også Guds dom er en del af Guds virkelighed.
Her skilles vejene nok, for på trods af disse kirkelige kildetekster mener Bjorholm ikke at kunne træffe et reelt valg, fordi han ikke ved, hvilken dør han skal gå ind ad for at vælge den skønne pige frem for monstret. Det svarede Jesus nu selv på: Jeg er døren! (Joh 10,7).
Præstens opgave er ikke at præstere en særligt afklaret tro, men at turde være den, der peger på ham, der kaldte sig selv ”vejen, sandheden og livet”. Karakteren af det evige liv kender vi ikke meget til ud fra Bibelen, men vi ved en del om ham, vi skal være sammen med. Og derfor er valget ikke vilkårligt.
Som jeg siger til mine studerende: Den, der diskuterer, lærer. Hermed også sagt, at modsvar gerne modtages.