Anden påskedag sad jeg på mit kontor og havde lige læst Michael Agerbo Mørchs indlæg om fatalisme i henholdsvis islam og kristen teologi. Min yngste på 13 trådte ind på kontoret og udbrød ”Hold fast, du ser træt ud, far!”
Især to ting kan få livskraften til at sive. For det første den evindelige insisteren på, at det evige liv skal være en eksklusiv lounge for de særligt religiøst begavede. For det andet et temmelig tyndt frihedsbegreb.
Hvor er denne påståede frihed til at vælge frit for alle os, der ikke er velsignede med den der særlige religiøse begavelse? Alle os, der må vedstå, at vi mere eller mindre falmer i mørket, når det kommer til at sige noget præcist og sandt om Gud? Vi har jo ikke anden mulighed end at tro og håbe på, at Gud er kærlig og nådig nok til at tvinge os ind i sin frelse – al vor uvidenhed til trods.
Når frihedsbegrebet ikke holder, så skyldes det selvfølgeligt først og fremmest, at intet frihedsbegreb kan bære den tyngde at skulle kunne undsige sig Gud. Man skulle så at sige kunne stille sig uden for Guds virkelighed ved et såkaldt valg. Den tanke skulle ovenikøbet være mere filosofisk robust.
Det er vanskeligt at forestille sig en større metafysisk soløcisme (brud på grammatisk norm, red.) end at tænke Gud som en mulighed, der kan vælges til eller fra. I hvert fald hvis man vil fastholde en definition af ordet Gud som virkelighedens alfa og omega i hvem vi alle lever, ånder og er.
Den anden grund til at tvivle på frihedsbegrebet i Agerbos indlæg er, at det på en eller anden vis fordrer, at friheden er givet til at træffe et kvalificeret valg.
Det er vel ikke for meget forlangt, at hvis Gud skal holde en oppe på et timeligt valg i al evighed, så må det vel være et valg, som er truffet på et klart grundlag. Man må vide, hvad man siger ja og nej til, hvis valget skal være frit. Hvad konsekvenserne af ens valg er. Det klare grundlag mangler vi – de religiøst ubegavede.
Det er at sammenligne med denne lille fortælling – jeg tror, jeg har stjålet den fra den amerikanske teolog David Bentley Hart:
En ung mand bliver givet en mulighed for at vælge mellem to skæbner. En på alle måder skøn hustru eller et monster, der uden tvivl vil forårsage hans tidlige og voldelige død.
Valget er helt frit. Han står over for to døre. Bag den ene er den skønne kvinde, bag den anden det grusomme monster. Han har ingen reel mulighed for at vide, hvad der gemmer sig bag hvilken dør, men han er fri til at åbne lige den, han vil.
Sådan føles det at være religiøst ubegavet. Og, må man sige, den, der giver denne valgets gave, er i mine øjne lige grusom, uagtet om monsteret så annihilerer mig eller piner mig i al evighed.
Hvis jeg selv har valgt noget, så må det være min stædige holden fast på en tanke om, at Gud er en Gud, der er forpligtet på at redde al sin skabning. Som religiøst ubegavet står jeg selvsagt i fare for at have valgt forkert. Det kan så få fatale konsekvenser.
Men i det mindste kan jeg, hvis uheldet er ude, gå en grum evighed i møde med visheden om, at min fejltagelse var en overvurdering af Guds kærlighed.