Vennekredsens blik præger bog om aarhusteologen Jørgen K. Bukdahl

Med ”Tanker af en anden verden” har Nils Gunder Hansen gjort et godt arbejde for at give institutionen Jørgen K. Bukdahl videre til andre end dem, der i forvejen kender anekdoterne. Bogen fortjener at blive læst, men Kirke.dk's anmelder forudser, at det mest vil blive i den allerede etablerede kreds omkring Bukdahl

Teologen Jørgen K. Bukdahl med cigar og søn. Han døde som 43-årig i 1979, og nu tegner Nils Gunder Hansen et billede af ham i bogen ”Tanker af en anden verden”, baseret på samtaler med Bukdahls venner.
Teologen Jørgen K. Bukdahl med cigar og søn. Han døde som 43-årig i 1979, og nu tegner Nils Gunder Hansen et billede af ham i bogen ”Tanker af en anden verden”, baseret på samtaler med Bukdahls venner. Foto: Privatfoto

Teologen Jørgen K. Bukdahl må være én af meget få, der beskrives som et gennemført venligt og rart menneske af så forskellige forfattere som Søren Krarup (”I min levetid”) og Margrete Auken (”På cykel gennem seks årtier”). Det siger sig selv, at Krarup ikke deler Bukdahls veneration for nymarxismen, men som person blev Bukdahl savnet efter sin død som kun 43-årig i 1979 uanset ideologiske og teologiske skel. 

I samme boldgade husker jeg selv, at min far, der havde studeret på Aarhus Universitet i ’70’erne og var en halv generation yngre, fortalte om denne ualmindeligt belæste amanuensis og senere lektor, der på trods af sine evner ikke var det mindste overlegen og utilnærmelig, men tværtimod imødekommenheden selv.

Dette blev så efterfulgt af konstateringen af, at ”unge Bukdahl” desværre døde før han kunne nå at sætte sit eget personlige aftryk som forsker i form af en disputats. Den gængse holdning var, at Bukdahls store force samtidig var hans begrænsning: Han var en mester i at formidle filosofiske positioner, men det var vanskeligt at sige, hvor han selv stod. Stod han overhovedet, eller drev han nærmere rundt med de filosofiske modestrømninger?  

Det lader til at være den almindeligt udbredte forestilling, at hvis bare Bukdahl ikke var død så ung, så ville han have etableret sit eget religionsfilosofiske ståsted i en disputats og derefter formodentlig være blevet professor, hvilket ville have sikret ham pladsen som den femte af de berømte Århus-teologer. 

Tja, det kan man jo gisne om. Nils Gunder Hansen har i høj grad baseret sin bog på samtaler med Bukdahls venner, og under læsningen kunne jeg ikke lade være med at tænke på den titel, som nogle af disse venner posthumt gav en bog med et udvalg af Bukdahls artikler: ”I den teologiske kreds”.

Ordet kreds henviser til en af de sammenhænge, hvor Bukdahl slog sine folder, nemlig Studenterkredsen. Men samtidig peger det på den kreds, som vennerne, blandt andet udgiverne, sluttede om Bukdahl efter hans død. De stod og står så tæt, at det kan være svært at se, hvad der er inde i midten. 

Manden i kredsens centrum var død, og i stedet satte man for det første et væld af anekdoter om denne arbejdsomme og finurlige person. For det andet – hvis jeg må være så fri – sine egne forestillinger om, hvad Bukdahl ville have udrettet, hvis nu. Forestillinger, som mest af alt er foranlediget af savnet af en kær ven og dermed har deres egen triste skønhed, men ikke nødvendigvis nogen større sandhed. For det er jo ikke sikkert, at Bukdahl nogensinde ville have indfriet alle sine venners store forventninger.   

Institutionen folkekirken er her endnu, men så sandelig ikke på grund af teologer som Bukdahl, som aldrig tog sine børn med i kirke, og for hvem alt andet end prædikenen forekom ligegyldigt  

Én af hovedpointerne i Nils Gunder Hansens bog er imidlertid, at Bukdahl ikke bare var en stor formidler af andres tanker, men selv etablerede en position, endda så solidt, at der kan spores en udvikling: Fra Kierkegaard og eksistensteologien og via den hermeneutiske teologi og filosofi fra den unge Marx til den modne Hegel. Sådan helt kort sagt.

Bukdahl var med til at etablere den hermeneutiske teologi i Danmark, især med inspiration fra Gadamer, og Nils Gunder Hansen gør meget ud af Bukdahls ret specielle (mis-)forhold til Peter Kemp, som slog et slag for det samme, blot med fransk ballast i form af Ricoeur. Det er interessant nok, men den hermeneutiske teologi i Danmark havde faktisk en tredje universitær fortaler, nemlig Bent Hahn, som også døde ung. Han var måske ikke så flink som Bukdahl, men derfor kunne man alligevel have ønsket ham inddraget. 

Stilen i ”Tanker af en anden verden” er ikke akademisk i stringent forstand, der er ingen fodnoter og den slags. Det gør læsningen flydende og ubesværet, men det har også omkostninger: Bukdahl søgte et professorat i 1968, men et udvalg bestående af K.E. Løgstrup, Regin Prenter og Gustaf Wingren afviste ansøgningen med eftertryk. Løgstrup var formand for bedømmelsesudvalget, ”og det var formentlig ham, der skrev bedømmelsen af Bukdahl” (side 39).

Den meget krasse kritik i votum bruger Hansen som indledning til et afsnit, han kalder ”det uforløste far-søn-forhold” mellem Bukdahl og Løgstrup, men ”formentlig”-forbeholdet i det ovenfor citerede glider i løbet af de følgende sider helt i baggrunden. Votum, der egentlig er et vredesudbrud på skrift, leder imidlertid denne anmelders tanker hen på Prenter snarere end Løgstrup. Begge kunne gå amok, og den hidsige kritik af Bukdahls upræcise terminologi har noget prentersk over sig. Vi ved reelt ikke, hvem der var pennefører, og det gør Hansens brug af udtalelsen som kilde ret dubiøs. 

Bogen handler som titlen lover også om Bukdahls aktualitet. Teologisk lyder Bukdahl i lange stræk som alle mulige andre eksistensteologer fra 60’erne, og det er fint nok, men megen aktualitet er det ikke over det. Aktualitet argumenterer Hansen dog overbevisende for, at der er alligevel, nemlig i Bukdahls sene Hegel-læsninger. Hos Hegel finder Bukdahl (og Hansen) et filosofisk forsvar for institutionerne, fordi de ”giver mennesker frihedsmuligheder og binder dem sammen, uden at de behøver klæbe til hinanden eller være bundet til hinanden på ufri vis” (215). 

At Nils Gunder Hansen er institutionernes mand ved enhver, der kender hans senere forfatterskab. At læse ham, især hans mesterlige erindringsbog ”Lille dreng med rejseskrivemaskine”, er som at kigge ind i en verden, som lige har været, men alligevel er uigenkaldeligt forsvundet. De institutioner, han kerer sig om, er blandt andet den etisk-samfundsengagerede – og samfundsengagerende – litteratur og filosofi (Tage Schou Hansen og K.E. Løgstrup). Hvor er den i dag? Århus-teologien? Den findes ikke mere som selvstændig størrelse, universitetet har ikke engang et teologisk fakultet.

Institutionen folkekirken er her endnu, men så sandelig ikke på grund af teologer som Bukdahl, som aldrig tog sine børn med i kirke, og for hvem alt andet end prædikenen forekom ligegyldigt. Jørgen K. Bukdahl blev som antydet også selv en institution efter sin død, og Hansen har med ”Tanker af en anden verden” gjort et godt arbejde for at give den videre til andre end dem, der i forvejen kender anekdoterne. Bogen skal nok blive læst, og det fortjener den i høj grad også, men mit gæt er, at det mest vil blive i den allerede etablerede kreds omkring Bukdahl.    

Martin Ravn, cand.theol., ph.d., er sognepræst i Kokkedal