Udlandspræst: Jeg ville ikke lave videogudstjenester – men så ombestemte jeg mig

Det er blevet klart for mig, at selv om internettet svømmer over med videogudstjenester, er det afgørende for menigheden, at det er i deres egen tomme kirke, der bliver bedt en bøn – og ikke i alle mulige andre kirker, skriver udlandspræst Simon Kangas Larsen

For mig har det været vigtigt, at min andagt foregik i kirken, og at det var mig som præst, der talte. Derfor starter min videogudstjeneste med at etablere rummet ved at tage præstekjolen på, tænde lysene på alteret og gå ud og åbne døren til kirken og byde velkommen, skriver Simon Kangas Larsen.
For mig har det været vigtigt, at min andagt foregik i kirken, og at det var mig som præst, der talte. Derfor starter min videogudstjeneste med at etablere rummet ved at tage præstekjolen på, tænde lysene på alteret og gå ud og åbne døren til kirken og byde velkommen, skriver Simon Kangas Larsen. Foto: Skærmbillede fra YouTube

Kirkerne er coronalukkede, men prædikes skal der – og helst så det høres. Derfor er der mange præster, der de seneste uger er søgt ud af deres komfortzoner og er sprunget ud som youtubere med kortere eller længere videoer, som deles på Facebook, YouTube og kirkens hjemmesider. 

I stil med de mange unge, der gør den på de sociale medier, prøver præster og kirker nu for alvor kræfter med de sociale medier. Det virkede næsten som en syndflod af præster, der filmede sig selv de første dage efter, at biskopperne meldte kirkerne coronalukket. 

Det var meget overvældende, og jeg fik hurtigt nok og tænkte, at den vej vil jeg i hvert fald ikke gå. Den bold er andre løbet med, og det må være fint. 

Men dagene gik, og fra flere sider blev jeg af min egen menighed opfordret til at gøre et eller andet.  De ville gerne i kirke – i deres egen kirke – på trods af corona. 

I starten tænkte jeg, at jeg måske kunne dele noget af det andet fine, som kollegaer i Danmark har lavet. Men da jeg er præst ved en (primært) engelsktalende, dansk menighed i Toronto, måtte jeg selv på arbejde. 

Så jeg endte med at lave en seksminutters andagt med bedeslag og lystænding, en kort refleksion, en bøn, fadervor og velsignelse. Ingen musik og ingen andre mennesker end mig (og min søn, der fik lov at klare opgaven som kameramand), der forsøger at interagere med min virtuelle menighed. 

Reaktionerne har været overvældende. Både fra den faste menighed og fra mennesker, som er forbundet med vores kirke, men som normalt ikke kan komme der på grund af afstandene, der er store her i Canada. Og der har også været reaktioner, som jeg ikke normalt får efter en søndagsgudstjeneste, som betyder, at jeg efterfølgende haft dialog på mail, chat og telefon med flere ”kirkegængere”. 

I forlængelse af reaktionerne er det blevet klart for mig, at nærheden er det vigtigste kriterium for den video-worship, jeg har produceret. At det er afgørende, at det er i deres tomme kirke, der bliver bedt en bøn – og ikke i alle mulige andre kirker. 

Set i det lys er de mange præstefilm, som i disse uger finder vej til Facebook og YouTube, prisværdige. Det er ikke lige smukt det hele – men initiativerne, der bliver taget, skal have stor ros; og jeg tror på, de gør en forskel. 

Nu er jeg udover præst også uddannet journalist, og har i mange år arbejdet med blandt andet tv og radio samt været ansat til at producere DRs radiogudstjenester. Det vigtigste råd, jeg kan give videre fra min DR-tid, er, at planlægge før man optager. 

Overvej nøje, hvad der skal siges, hvordan, hvorfor og til hvem. Dels er der en stribe tekniske ting, der skal være i orden, som lyd, lys og ledninger, og dels er der nogle andre muligheder for at tænke i billeder og dialog, som bør udnyttes, end i en normal gudstjeneste. 

Nogle præster vælger at være i præstekjole og i kirkerummet. Andre at være på deres præstekontor og i almindeligt hverdagstøj. Nogle vælger at lave det sammen med kirkemusikerne – på behørig afstand. Andre noget helt fjerde. Fælles for alle er udfordringen at skabe et nyt, fælles rum med en menighed, der sidder bag hver deres skærm, og os som præster, der er alene i kirken eller på kontoret. 

Det har også været vigtigt at lave noget, der er tro mod mediet. Det skulle være noget andet end en normal gudstjeneste med fem-seks salmer, tre læsninger, en lang prædiken, bønner og korsvar. Videoen skal passe til mediet, og der skal skæres ind til benet, hvilket i sig selv har været en spændende opgave. 

Hvordan formidler vi troen, og hvad gør mediet ved teologien, når vi taler til en virtuel menighed gennem et kamera? 

Så, der skal lyde en tak til alle de mange af mine kollegaer, der har givet sig i kast med de sociale mediers nye muligheder for at skabe nærværende kirke på nye måder. Det er inspirerende at opleve, og jeg tror og håber, at det også er til trøst, håb og opmuntring for dem, det bliver lavet for: menigheder og mennesker rundt i de coronaisolerede hjem. 

Det bliver spændende at se, hvordan vi sammen kommer til at fejre påskens gudstjenester via nettet, om vi kan og skal fejre virtuel altergang skærtorsdag, og hvordan de forskellige initiativer forsætter på den anden side af coronakrisen.

Se videogudstjenesten fra den danske kirke i Toronto.

Simon Kangas Larsen er præst i den danske kirke i Toronto og tidligere journalist på DR