Coronavirus

Udlandspræst: I Canada er bisættelserne i coronatider det mindste problem

Dannebrog og det canadiske flag på halv foran Den Danske Kirke i Toronto, hvor Simon Kangas er præst. Hans første bisættelse i kirken var en mand, der havde været død i seks måneder. Foto: Simon Kangas

I Canada er det helt almindeligt, at bisættelsen finder sted adskillige måneder efter, at afdøde er kremeret. Det kan lyde bizart i danske ører, men efter at have prøvet det nogle gange, har udlandspræst Simon Kangas fundet stor værdi i den canadiske skik

I forlængelse af statsminister Mette Frederiksens loft over, hvor mange, der kan deltage i kirkelige handlinger, er især begravelser og bisættelser kommet under pres, for nu kan kan kun få, udvalgte familiemedlemmer deltage.

Mange præster reagerer med rette på dette påbud, for det er en vanskelig nød at knække. Man bliver fanget i mange dilemmaer som at overholde reglerne og vise samfundssind, samtidigt med at der skal tages hensyn til de efterladte, for ikke at tale om kirkens øvrige personale. 

Vi er og bliver ramt af de samme restriktioner her i Toronto, om end lidt forsinket og nølende i forhold til Danmark. Vi har nu også aflyst alle gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter, men den mindste udfordring, modsat i Danmark, vil være hvis der kom en begravelse eller bisættelse. For modsat i Danmark tager man sig rigtig god tid til den slags i Canada. 

Min første begravelse her i Toronto havde jeg i påskedagene for et år siden. Jeg var nyankommet præst ved kirken i Toronto, og der var mange traditioner, jeg skulle lære, ud over at have styre på ritualerne på engelsk.

Mødet med de pårørende fandt sted i begyndelsen af marts, og der blev det aftalt, at mindehøjtideligheden (memorial service) skulle være halvanden måned (!) senere i påsken. At afdøde var afgået ved døden i oktober og havde været kremeret siden da, tog det noget tid, inden jeg for alvor forstod: Vi skulle tage afsked med en, der havde været død i seks måneder.

Den anden store overraskelse indtraf kort tid inden mindehøjtideligheden, da jeg fandt ud af, at også ægtefællens urne ville være på bordet i kirken. En ægtefælle, der var død næste 20 år tidligere

Ved samtalen fik vi aftalt en stemningsfuld mindehøjtidelighed skåret efter det danske ritual – bare på engelsk. Afdødes urne ville være på et bord foran alteret, vi skulle synge tre salmer, læse tekster og markere jordpåkastelsen som ved en almindelig dansk bisættelse. Den store forskel var, at der ikke var nogen kiste, men en urne.

Eller – rettere – to urner. For den anden store overraskelse indtraf kort tid inden mindehøjtideligheden, da jeg fandt ud af, at også ægtefællens urne ville være på bordet i kirken. En ægtefælle, der var død næste 20 år tidligere, og hvor urnen indtil nu havde været hjemme hos afdøde. 

Umiddelbart kan det lyde bizart i danske ører, og det tog mig da også noget tid – og nogle mindehøjtideligheder – at forstå meningen i den canadiske tradition.

Når man kom direkte fra en dansk sognepræstestilling, hvor begravelsen finder sted inden for få dage efter en person er død, og hvor vi altid ser kisten med liget i kirken, var den canadiske model svær at greje. Men efter at have haft mere end et dusin ’memorial services’ og urnenedsættelser, hvor jeg kun én gang har set en kiste, har jeg fundet stor værdi i den canadiske tradition. 

Blandt andet er der en anden ro over især begravelsessamtalen, fordi den ikke finder sted midt i de mange andre praktiske gøremål og spørgsmål, som efterladte i Danmark altid sidder med i den første uge efter et dødsfald. Tingene er ofte kommet mere på afstand, og det har ofte været en god stund til at reflektere over det menneske, der er mistet. 

At tidspunktet for mindehøjtideligheden kan times, så det passer flest muligt, er også en stor fordel, og nok den egentlige grund til den canadiske tradition. Mange har familie spredt vidt og bredt over hele det store land, og derfor er det oftest mest praktisk at vente med mindehøjtideligheden, så flest muligt kan deltage. 

I disse coronatider, hvor vi ikke må samles, er bisættelserne det mindste problem her i Toronto. Min erfaring er, at det meget fint kan lade sig gøre at holde en stemningsfuld og meningsfuld begravelsesceremoni, selvom det ikke er inden for den første uge eller ti dage efter dødsfaldet. Det kræver at man tænker anderledes omkring selve den kirkelige højtidelighed, men som sagt: Det kan fungere. 

Jeg tænker, det er vigtigere at få mange til at være med til at tage afsked med afdøde end at forcere en bisættelse med meget få deltagere. Vent til tilstandene er normaliseret igen og inviter så alle til mindehøjtideligheden i kirken – gerne med urnen på et bord – hvor der kan holdes en ceremoni som ved en bisættelse. Det er en mulig måde at klare en af coronavirussens akutte udfordringer for folkekirken. 

Simon Kangas er præst i Den Danske Kirke i Toronto

Biskopper giver dispensation: Brænd afdøde og udskyd ritualet til senere

Mens de skærpede regler under coronaepidemien er i kraft, har præsterne også mulighed for at tilbyde de pårørende at udskyde begravelsen.

Det er muligt, fordi biskopperne i deres seneste vejledning åbner for jordpåkastelse efter kremering. Biskopperne har uddybet betingelserne for denne løsning på stifternes hjemmesider.

”Som det fremgår af bekendtgørelse nr. 593 af 12. januar 1975 om begravelse og ligbrænding, så er det præsten som begravelsesmyndighed, der skal give tilladelse til, at begravelsen undtagelsesvist kan foregå med ”jordpåkastelsesordene efter kremering”. Begravelsesformen kan kun anvendes under helt særlige forhold sådan som det er tilfældet nu.”

”På den måde kan begravelserne udskydes til det igen er sikkert at forsamles, og alle kan deltage i begravelsen med jordfæstelsesritual og tage afsked, uden at der er risiko for deres og andres helbred.”


 

Næstformand: Sådan måler du kirken op til begravelser
Coronavirus

Næstformand: Sådan måler du kirken op til begravelser

Begravelser er undtaget reglen om, at højst 10 personer må forsamles, men det kræver, at menighedsrådene måler kirken op og vurderer, hvor mange deltagere, der kan være

Kirkelivet og coronakrisen

De omfattende tiltag, der skal bremse coronasmitte i Danmark, får også hidtil usete konsekvenser for kirker og kirkelige organisationer. I denne serie dækker Kirke.dk de mange udfordringer, det stiller kirkelivet overfor, samtidig med at vi deler de løsninger og initiativer, som tages i brug lokalt og nationalt.

Læs alle artiklerne i serien