Det er en god ide, DR har fået. De har sendt et reklameteam ud til fire forskellige trossamfund for at se, om de kan hjælpe dem med at ”sælge religionen til den moderne forbruger”. Det er en sjov og provokerende tanke: Hvad ser det kommercielle kommunikationsblik, når det for eksempel hviler på folkekirken, og kan reklamebranchens værktøjskasse hjælpe med at vende den lille, men konstante nedgang i medlemstallet?
De tre reklamefolk mødes med Lars Gustav Lindhardt fra Frederiksberg Kirke, der giver dem til opgave at få 15 procent flere kirkegængere i kirken i løbet af tre år. ”Hvis en kunde ville øge salget med 15 procent på en enkelt kampagne, så ville vi nok sige: Det kommer ikke til at ske,” svarer strategichefen Pernille Zillmer.
Ikke desto mindre tager de uforfærdet fat på opgaven. De er tydeligvis uvidende om forholdene i den folkekirke, hvor ændringen fra ”thi” til ”for” i fadervor er så radikal, at den med snart tyve år på bagen stadig deler menigheden op i to lige store dele; ellers ville de være klar over, at der er tale om et rent kamikazeprojekt.
Pernille Zillmer deltager i en gudstjeneste og et forfatterarrangement og konkluderer: ”Det er gammelt, det er træt, det er umoderne.” Hun kan godt lide kærlighedsbudskabet, men konkluderer, at ”kærligheden skal pakketeres på en anden måde”, hvis folk skal have lyst til at høre på det.
Så det tager de tre kommunikationsfolk fat på. Vi er oppe imod legepladser, tømmermænd og brunch søndag morgen, siger de, så prædikenen skal præsenteres som underholdning. Tænk det som talks, foreslår tekstforfatteren. Kunne evangeliet have form som en krimi? Kunne den formes som en standup om ensomhed? Eller leveres som beat poetry?
Uklar vision
Lars Gustav Lindhardt kaster sig imødekommende ud i det sidste og gør det faktisk virkelig godt. På bedste Amanda Gorman-vis fremsiger han beatpoeten Claus Høxbroes tekst, der er skrevet til lejligheden:
”Folk, der ikke er som os, er fjender, folk der er uenige, er forrædere. Hvor blev kærligheden til vores nabo af, til manden på gaden, til de svage og til dem, der er anderledes end os? (…) Vi skal turde give vores kærlighed uden at forvente at få den igen.”
Sådan en performance kunne utvivlsomt gøre sig på de sociale medier – men er det en prædiken? Det synes præsten vist ikke helt selv. ”Kristendom er ikke bare essens, det er Gud plus eksistens, og nogle gange falder Gud lidt ud,” siger han om inputtet fra teamet.
”Ja, Gud, hvor blev han af?” lyder svaret fra Pernille Zillmer. ”Det er altid farligt at tale om Gud, for er han der, eller er han der ikke?”
Og selvom hun på et tidspunkt lige får nævnt, at man jo skal passe på med ikke at skræmme dem væk, der er glade for den traditionelle gudstjeneste, ender strategisamtalen på reklamekontoret alligevel med konklusionen ”Der skal hellere være noget til nogen end ingenting til alle.”
Ud med Gud, med andre ord – tilsyneladende både i videoen og i de gudstjenester, som videoen skal lokke folk til at komme til.
Om det så lige er sådan en performance, der vil lokke helt nye kunder i butikken, står særdeles uklart. Der er ingen fra målgruppen, der bliver spurgt, og vi hører ikke, hvad de nuværende kirkegængere ville sige til det hele. Vi får heller ikke at vide, hvordan man har tænkt sig at måle på, om ambitionerne indfries.
Det er let at gøre grin med reklameteamets indsats. Det virker ikke, som om de har meget sans for hverken traditionen eller gudstjenestens særlige rum og æstetik.
Men projektet fremstår også skamklippet. Det er både formatet, formen, indholdet og distributionen, der skal laves om, siger de, men reelt ser vi kun en beatpoetry-performance renset for evangelium, som tilsyneladende skal gøre det ud for prædiken. Ordet ”podcast” bliver nævnt, beatpoetry-prædikenen må gerne gå viralt, og der tales også om et ”Netflix for kristendommen”. Men hvad visionen præcis er, kunne være virkelig spændende at høre.
For visioner er der brug for, og det er ikke dumt at lytte til fagfolk, der kommer med deres blik udefra. For er der en folkekirke, når Lars Gustav Lindhardt går på pension, som han selv spørger? Og skal kirkens svar på det spørgsmål bare være at krydse fingre for, at den danske befolkning automatisk forvandler sig til kirkegængere, som årene går og vi mister flere og flere og selv bliver så meget ældre, at vi ikke længere har tømmermænd søndag morgen?
4,4 millioner kommer ikke til at gå i kirke
Pernille Zillmer har ret, når hun siger:
”Kristendommen er relevant for en moderne forbruger i dag. Kærligheden og det at kunne være i den er jo sindssygt relevant, når alt andet handler om kulturel splittelse.” (Og man kunne jo også bare sige ”menneske” i stedet for ”forbruger”, men sådan har vi alle sammen vores fagsprog, der kan få det til at gibbe lidt i ikke-fagfæller.)
Men pointen er rigtig: Der er brug for det kristne budskab, og det ved tre fjerdedel af den danske befolkning godt. De vil bare ikke nødvendigvis høre det i kirken.
Og i en organisation med 4,4 millioner medlemmer er det for smalsporet at forestille sig, at der kun skal være ét sandt kerneprodukt, nemlig gudstjenesten, suppleret af støtteprodukter som foredrag og koncert eller for den sags skyld en viral beat poetry-video på de sociale medier.
Det er en misforståelse at tænke, at folkekirkens succes står og falder med antallet af kirkegængere. I stedet må kirken folde paletten meget mere ud – og det kan også meget vel være det, reklameteamet foreslog, men DR glemte bare at høre efter og klippe det ordentligt, fordi de selv kun kunne komme i tanke om gudstjenesten som det åbenlyse produkt.
4,4 millioner danskere kommer ikke til at gå fast i kirke. Aldrig nogen sinde. Heller ikke halvdelen af dem. Men derfor kan de mange medlemmer godt være glade for folkekirken, støtte dens særlige placering i samfundet, lytte til evangeliske pointer i samfundsdebatten, få sjælesorg by proxy gennem interviews med kloge præster.
Sommetider helt uden om kirkesproget og sommetider med alt det Gud, den kan trække. Man skal ikke lade være med at sige ordet ”Gud” fordi man er bange for, om dem, man taler til, tror på ham eller ej. Men man skal være så musikalsk, at man kan mærke, hvordan man bedst formidler Gud i en bestemt sammenhæng.
Så kan gudstjenesten også stadig få lov til at leve og udvikle sig i den balance, der passer til den faste menigheden. I udsendelsen repræsenteret ved den kirkegænger i slutningen af udsendelsen, der siger ”Det er en spændende ide med talks. Men jeg vil meget nødig have, at gudstjenesten bliver anderledes end i dag. Jeg holder utrolig meget af gudstjenesten.”
Malene Bjerre er kommunikationskonsulent i Helsingør Stift og forfatter til bogen "Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det" om folkekirkens kommunikation.