Diskussionen om det dobbelte medlemskab – parallelt medlemskab af såvel folkekirken som et andet kristent trossamfund – har atter fundet vej til de kirkelige debatsider. Det synes at ske med en næsten systematisk automatik – normalt med afsæt i folkekirkelige hensigtserklæringer om at gå nydanskere med kristen baggrund i møde.
Fra at være en marginaliseret og lidt skjult aktivitet for sognemenigheder i særligt indvandrertætte byområder i København, Aarhus og Odense er initiativer rettet mod migranter med kristen baggrund blevet mainstream i folkekirken – hjulpet godt på vej af Folkekirkens mellemkirkelige Råd og det frikirkelige Kirkernes Integrationstjeneste de sidste 15 år.
En støt voksende bevidsthed om, at ikke alle indvandrere er muslimer, har spillet en kolossal rolle i den udvikling. Men afgørende for den aktuelle opmærksomhed omkring dobbelt medlemskab er formentlig den ukrainske flygtningestrøm til Danmark siden Ruslands invasion af nabolandet i 2022. Her er så godt som alle flygtende kristne, primært ortodokse.
Fuldgyldigt medlem i folkekirken eller blot fuldgyldig gæst
Vi er alle én i Kristus
Arbejdet med migrantkristne og ikke mindst kampen om det dobbelte medlemskab, en ordning, der aktuelt ikke har nogen form for lovhjemmel i Danmark, er drevet af de gode viljer. Hvem er vi, en rig, kristen majoritetskirke i Danmark, som ikke vil modtage de fremmede? ”Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv,” siger Herren i Tredje Mosebog. (19:34) Det er ord med tyngde.
Noget, der kan tolkes i samme retning, formaner Paulus til menigheden i Galatien – og dermed til os:
”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.” (3:27-29)
Jeg har et særligt forhold til dette Paulus-citat. Stort set hele mit professionelle liv har været præget af økumenisk arbejde i folkekirken, i folkekirkelige organisationer, i international økumeni og i en akademisk verden med et erklæret stærkt økumenisk fundament. Gennem alt dette har Paulus med sine ord til galaterne også ramt mig: ”I er alle én i Jesus Kristus”.
På det grundlag byder jeg med teologisk sindsro og medmenneskelig interesse alle ”arvinger i kraft af Guds løfte” varmt velkommen i min kirke og ved det nadverbord, jeg knæler ved, søndag efter søndag. Fuldgyldigt medlem i folkekirken eller blot fuldgyldig gæst – jeg frydes ved at stå skulder ved skulder i halvbuen. Alle syndere. Alle med behov for Guds nåde. Alle én i Kristus.
Derfor undrede det da også mange – faldt endog nogle for brystet – da jeg under den forrige diskussion om det dobbelte medlemskab i 2019 <u>gjorde mig til talsmand</u> for det angiveligt ”u-økumeniske” og (skulle det vise sig) svært upopulære synspunkt, at legalisering af det dobbelte medlemskab ikke ligger lige til højrebenet i folkekirken, men kræver langt mere teologisk refleksion, end vi har tilladt os selv.
Sagen er imidlertid, at jeg ikke indtager dette synspunkt på trods af min økumeniske baggrund. Mit synspunkt indtager jeg på grund af samme.
1. Rummeligheden har rod i det lutherske
For det første bør vi vedkende os og værne om vores evangelisk-lutherske identitet i folkekirken. Et synspunkt, som er blevet mødt med en del kritik og beskyldt for at være lukket og at pege bort fra den rummelighed, de fleste aktører i folkekirken hylder og ynder at kalde deres. Jeg holder også af rummeligheden i folkekirken og vil dele den med så mange som muligt. Jeg gør det ved konstant at minde mig selv om ordene fra Paulus og forsøge at handle derefter.
Spørgsmålet er imidlertid, om folkekirken er rummelig, netop fordi den er luthersk? Det Lutherske Verdensforbund, hvor folkekirken er en af de største og mest fremtrædende medlemskirker, har i mange år promoveret det forhold, at <u>det at være luthersk simpelthen er at være økumenisk</u>.
I folkekirken kommer det til udtryk gennem en flad, ikke-hierarkisk organisation, fordi alle, der med Luthers ord "er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave." Vi møder herhjemme luthersk identitet i en stærk tradition for ”det myndige lægfolk” grundet i reformationens fokus på skriften alene, gjort tilgængelig for alle via kontinuerlige oversættelser. Og vi ser en indre magtkritik udfolde sig, bundet op på en stærk syndsbevidsthed, hvor alle har fejlet, og alle derfor har brug for Guds nåde.
Her kommer det ikke an på ”at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde” – vi er alle i samme båd. En forestilling, der ikke har slået rod i alle kristne traditioner. Det ved man, hvis man har deltaget i større internationale, økumeniske forsamlinger, hvor særligt skelnen mellem gejstlig og læg spiller en afgørende rolle, for eksempel for placeringen i rummet eller den tilladte taletid.
2. Anerkendelse er vigtigere end medlemskab
For det andet bør vi besinde os på, hvad økumeni i grunden er. Er kampen for dobbelt medlemskab overhovedet udtryk for en særlig veludviklet økumenisk indstilling? Er det i virkeligheden, som nogle hævder, decideret u-økumenisk at sætte spørgsmålstegn ved både rigtigheden og vigtigheden af det dobbelte medlemskab?
Det bliver et dobbelt nej herfra. Økumenisk åbenhed er ikke betinget af gensidigt medlemskab, men af anerkendelse af andre kirkers legitimitet som fuldgyldige kirker, fulgt af den gensidige, udtrykte vilje til følgeskab. Økumenisk dialog og samarbejde udspringer af nysgerrighed og interesse for – nogle ville sige kærlighed til – den anden, ikke af juridiske bestemmelser om lovligheden af dobbelt medlemskab.
”Det positive signal fra folkekirken,” der synes at være hovedbegrundelsen i kampen for det dobbelte medlemskab, bør først og fremmest komme til udtryk i folkekirkens aktive interesse i andre kirkesamfunds teologi og praksis – ja, i deres blotte eksistens – og konkret materialiseres i en invitation til samtale.
Præcist som folkekirken gjorde det, da den indledte en gennemgribende teologisk dialog med Metodistkirken i Danmark for år tilbage, en dialog, der udmøntede sig i en aftale om styrket samarbejde via bekræftet gensidig anerkendelse som sande dele af Jesu Kristi Kirke. En ”bekræftelse om kirkefællesskab”, som det hedder i overskriften på slutdokumentet. Et slutdokument blottet for ord om intentioner i retning af eller ønsker om det dobbelte medlemskab.
3. Hvis vi inviterer ind, må vi afgive indflydelse
For det tredje bør vi spørge os selv, om medlemskab af folkekirken virkelig er det bedste, vi kan tilbyde kristne migranter i Danmark? Hvis vi ser bort fra, at det er temmelig uklart, hvor mange kristne migranter, der i grunden ønsker sig medlemskab af folkekirken, en kirke, der i en teologisk global sammenhæng er ekstremt liberal, må vi stille os selv spørgsmålet, hvad formålet med det dobbelte medlemskab er.
Hvorfor er det vigtigt, at migranter bliver medlem af folkekirken? Jeg har gennem årene i den økumeniske verden herhjemme oplevet en udvikling i svaret på dette spørgsmål. For få år siden var det naturlige svar, at vi skal hjælpe de kristne migranter, der kommer til vores land. Det var diakoni i den traditionelle forstand – og i virkeligheden slet ikke knyttet til ønsket om dobbelt medlemskab.
Kristne migrantmenigheder kunne låne folkekirkelokaler til deres ofte med folkekirkelige øjne noget særegne gudstjenester med elektrisk musik eller røgelse. Det var meget konkret – og vel i grunden ganske rummeligt. Men det er nu som om, mange folkekirkekristne har lagt hjælpe-tilgangen fra sig og hellere taler om integrationspotentialet i folkekirken. Muligvis med afsmitning fra den generelle politiske debat, der fordrer øget og mere helhjertet integration.
Her vil folkekirken gerne spille sin rolle som samfundsaktør, men hvordan gør man det udover at tilbyde sprogklasser og multikulturel børneklub? Det dobbelte medlemskab og kampen for legalisering forbindes i dag ofte med integrationsspørgsmålet. Kan man forestille sig bedre integration i Danmark end ved medlemskab af folkekirken? Næppe.
Skal man følge den teologiske udvikling i diakonibegrebet, skal man imidlertid bevæge sig bort fra hjælpeforståelsen og ind i en langt mere krævende følgeskabstanke, hvor diakoni bliver ligeværdig medvandring snarere end asymmetrisk assistance, hvor vi har noget, de andre mangler.
Springet fra hjælpe- og integrationsprojekt til følgeskab er ikke gratis. Menneskelige relationer koster, og majoriteten mister retten til at synge salmen ”Kom som du er og bliv som en af os”. Når økumenisk følgeskab så yderligere kvalificeres, ja nærmest betinges, af at indføre det dobbelte medlemskab, så ved vi, at det også koster på teologisk og kirkelig identitet. Hvis vi inviterer ind, må vi nødvendigvis også afgive indflydelse.
Politikernes svage argumenter
Synes man, det er et noget negativt syn, må jeg da pege på de folkevalgte, der som bekendt er dem, der i sidste ende bestemmer, om det dobbelte medlemskab skal legaliseres i folkekirken eller ej.
På Christiansborg har vi på det seneste været vidne til en uskøn patroniserende, udglattende og ikke mindst u-økumenisk midtvejsposition, der vel kan opsummeres med disse ord: Forskellene er slet ikke så store, de fremmede er søde og smilende, og de kan blive folkekirkens redning ud af medlemsnedgangen, hvis de melder sig ind…
Er det det stærkeste argument for at tillade det dobbelte medlemskab?
Eller er det snarere det ultimative argument imod?
Folkekirken er rummelig – og jeg tænker, at de, der siger, Grundtvig ville have syntes, det dobbelte medlemskab er en mægtig idé, sikkert har ret. Men måske er det alligevel, som tidligere Integrations- og Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech har udtrykt sig, en god ide, at ”vi tænker os om”.
Må jeg igen anbefale Paulus som klippefast grund for vores videre refleksion: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Søg ikke det, som er til bedste for jer selv, men det, som er til bedste for andre.” (1. Kor 10:23-24)