Debatindlæg

Tidligere udvalgsformand: Det er menighedsrådets pligt at gøre kirken rummelig

Jeg har kun ros til overs for, at en biskop tager sit ansvar på sig og beder om, at et menighedsråd i et sogn med tre præster lige overvejer, hvor ens deres præster skal være, skriver Karen Klint. Hun mener, at sognebåndsløseres stemmeret er problematisk. Foto: Leif Tuxen

DEBAT: Sognebåndsløserordningen bør ændres for at undgå, at en præst og dennes personlige sognebåndsløsere ”kupper” sig til et menighedsråd, mener Karen Klint, menighedsrådsmedlem og tidligere formand for Folketingets Kirkeudvalg

Under coronakrisen var folkekirken og øvrige trossamfund hurtige til at rette ind og fysisk lukke ned. De forstod alvoren, viste hensyn og låste dørene. De overholdt deres pligter til og hensyn i samfundet.

Grundloven giver os nemlig rettigheder, men også pligter (noget, der passer godt til min politiske overbevisning). Det gælder også de enkelte sogne i folkekirken, som snart skal vælge nye menighedsråd.

De har ét til fælles ud over, at selve forkyndelsen skal være evangelisk-luthersk: Kirken har en pligt over for hele sognet.  Noget vi skal huske nu, hvor vi går i valgkamp for at vælge nye menighedsråd. 

Vi skal være beviste om, at et sogn ikke har en entydig befolkningssammensætning. Heller ikke blandt de af os, der er medlemmer af kirken.

Er sognet så stort, at der er flere præster, må det være naturligt, at de ikke er som eenæggede tvillinger

Kirken er altså for hele sognet. Det giver den en pligt til at være rummelig. Den skal byde alle indenfor. Det er det, der gør den folkelig. Efter min mening giver det os i menighedsrådene en pligt til få kaldet præster og ansat medarbejdere, der kan rumme og betjene sognets sammensatte menighed.

Er sognet så stort, at der er flere præster, må det være naturligt, at de ikke er som eenæggede tvillinger. De skal ikke være for ens, men netop supplere hinanden, så menighedens forskellighed også kan være i den lokale kirkes rummelighed. 

Det vilkår er vigtigt at huske for os alle. Vi skal huske vores pligt til rummelighed. Til forskellighed. Og det i gensidig respekt for plads til teologiske nuancer og fortolkninger.

Menighedsrådene kan alene ”kalde” en præst. Så er næste instans biskoppen.

Jeg har derfor kun ros til overs for, at en biskop (Marianne Christiansen, Haderslev, red.) tager sit ansvar på sig og beder om, at et menighedsråd i et sogn med tre præster (Kristkirkens Sogn, Kolding, red.) lige overvejer, hvor ens deres præster skal være.

Hun har udsat præsteansættelsen til efter menighedsrådsvalget. Fint hensyn til demokratiet i sognets menighed. Nu må andre tage deres del af ansvaret.

Et menighedsrådsvalg har erfaringsmæssigt ikke den store bevågenhed. Det bør vi gøre noget ved. Vi må have flere involveret. Coronakrisens tv-transmissioner og digitale andagter på nettet har nemlig vist, at kirken er vedkommende for mange, mange flere, end os der jævnligt træder ind over dørtrinnet. Det momentum må vi ikke svigte.

Alle voksne medlemmer af folkekirken har valgret. Nogle har løst sognebånd til en præst i et andet sogn. De har adgang til at tage deres demokratiske stemmeret med sig ind i det nye sogn.

Det er en ordning, jeg personligt aldrig har kunne forstå.  For med lav valgdeltagelse i et sogn, kan en præst og dennes personlige sognebåndsløsere i teorien ”kuppe” sig til et menighedsråd. Det er nemlig præsten alene, der skal godkende en sognebåndsløser og ikke det valgte menighedsråd.

Jeg ved, at der ikke er politisk flertal for at ændre den ordning. Men jeg vil tillade mig igen at henvise til Grundloven. Den siger at Folketinget skal give kirken dens egen forfatning (Grundlovens paragraf 66, red.).

Det er der heller ikke flertal for. Endnu. Men Folketinget bør også bruge tiden efter den aktuelle nedlukning til nyt fokus på folkekirken. En forfatning eller ny, gennemskuelig kirkeordning står fortsat højt på min ønskeliste.

Jeg vil ønske alle en god valgtid hen over sommer og efterår. Få mange til at stille op og til at tage ansvar for, at kirken i alle sogne er rummelig og attraktiv for alle medlemmer i sognet.

Folkekirken er nemlig det kit, der i generationer har sikret en stor sammenhængskraft i hele befolkningen. Uanset hvordan man tror, og hvad man tror på.

En fællesskabsfølelse og et sammenhold, der også hjælper, når udefra kommende kriser kradser.

Karen Johanne Klint medlem af menighedsrådet, Bredballe Sogn, og tidligere folketingsmedlem, kirkeordfører (S) og formand for Folketingets Kirkeudvalg.
 

Nyhedsanalyse: Balladen om Kristkirken viser, hvorfor menighedsrådsvalget er vigtigt
Mandagsnyhedsbrevet For abonnenter på Kirke.dk

Nyhedsanalyse: Balladen om Kristkirken viser, hvorfor menighedsrådsvalget er vigtigt

MANDAGSNYHEDSBREVET: Det gælder i alle sogne, som det gør i Kristkirken i Kolding: Hvis man ikke bruger sin indflydelse i efterårets menighedsrådsvalg, så mister man også retten til at brokke sig de næste fire år, skriver Kirke.dk's redaktør Kåre Gade

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail